Priserne på flæskesteg er presset helt i bund

Priserne på flæskesteg er presset helt i bund
Arkivfoto
BORNHOLM | Mandag 20. december 2021 • 14:00
Berit Hvassum
Journalist
BORNHOLM | Mandag 20. december 2021 • 14:00

Bornholm er vild med billig flæskesteg

Om få dage samles vi til et af julens største måltider og i ugevis har forbrugerne fyldt indkøbsvognene med masser af varer.

Flere supermarkedskæder på Bornholm konkurrerer i øjeblikket med store tilbud på flæskesteg, fløde og smør og netop flæskestegen er blevet årets slagtilbud.

I Rema 1000 kan man få en flæskesteg for 4,95 kroner per halve kilo.

Kvickly og Meny forsøger at følge trop med 7,95 kroner for et halvt kilo med gris.

– Det bunder i, at Rema 1000 har en intention om at vinde julen. Vi vil være billigst. Netto er jo vores store konkurrent, så vi vil sikre vores markedsandele, fortæller souschef i Rema 1000 på Aakirkebyvej i Rønne, Christioffer Folkmann.

Tilbuddet om billig flæskesteg op til jul har skabt kø foran Rema 1000’s to butikker i Rønne.

– Vi er løbet tør for flæskesteg, så vi har måtte sætte et maksimum køb på, så kunderne kun kan købe tre stykker per. kunde, siger Christoffer Folkmann.

Bornholmsk svineproducent ærgrer sig

Det er dog ikke alle, som deler samme begejstring for julens store slagtilbud, som lige nu skal friste forbrugerne under deres dagligvareindkøb.

Formanden for Bornholms Landbrug & Fødevarer, Lars-Ole Hjorth-Larsen, som er svineproducent på Brogård ved Sdr. Landevej, trækker lidt mindre på smilebåndet.

– Når man bruger svinekød som slagtilbud i supermarkederne, er det på den ene side meget godt. Vi har som producenter fået vores penge for varen.

Men det er forkert at bruge et godt kvalitetsprodukt og sælge det sindssygt billigt, siger Lars- Ole Hjorth-Larsen.

– Der er frie markedskræfter, og vi har set det før med salg af fløde og smør, som også blev solgt meget billigt. Jeg bryder mig ikke om det. Men det er jo spillereglerne. Det er ligesom med trepartsforhandlinger, når man aftaler løn, så skal regeringen heller ikke blande sig, siger Lars-Ole Hjorth-Larsen.

Christoffer Folkmann fra Rema 1000 oplever generelt glade kunder, som ønsker at få fingre i de billige flæskestege og ikke er bange for at stå i kø foran butikken.

– Der kommer nogle kommentarer, og nogle forbrugere vil gerne købe til en dyrere pris. Men grisen har ikke haft det dårligere, blot fordi vi sælger den billigt. Det er os, der bliver udfordret på indtjening, fortæller han.

Trods en stor efterspørgsel på flæskestege, vil Rema 1000 stadig kunne levere frem til den 23. december, oplyser Christoffer Folkmann.

 

FÅ ABONNEMENT