Powerkvinden i Østermarie

Parallelt med at madkulturhuset i Melsted blev stablet på benene var en kvinde et andet sted på øen i gang med at skabe sit helt eget madeventyr.

Nu skal jeg fortælle en historie, som der ikke er mange, der kender. Dengang for 10 år siden, da jeres Aviskok – sammen med nogle dygtige mennesker – søsatte Bornholms Madkulturhus, var der et andet projekt på øen, der også så småt gik i gang. Det gik fuldstændig under radaren, da al opmærksomhed lå på det flotte projekt i Melsted. Målene var næsten de samme for begge projekter: nemlig, overordnet, at skabe madglæde hos andre mennesker og vise, at Bornholm kunne noget med fødevarer.

Forskellen var bare, at Madkulturhuset var båret frem af fonde og folk i habitter, der i virkeligheden ikke vidste sindssygt meget om mad – ja, undtagen jeres Aviskok, der jo er et sandt kulinarisk orakel (mere om det i næste uge). Det andet projekt, der i dag hedder noget så rart som Det Levende Køkken, var båret frem af en fantastisk kvinde med en drøm, store ambitioner og en vilje af stål – Sussie Holmtoft.

Sussie og jeg mødtes ofte for at kigge på synergier mellem de to projekter – og vi fandt mange. Men da den senere Aviskok ikke ejede så mange habitter, og dermed ikke havde så mange mandater til at bestemme, så kom der aldrig noget ned på papiret, der omhandlede et samarbejde. Da Madkulturhuset endelig var på skinner, var der i hast blevet ansat andre til at tage sig af driften, og Aviskokken fandt en ny legekammerat i form af fotografen Anders Beier, som jeg udgav to bøger sammen med – bøger, der i den grad omhandlede den bornholmske madkultur.

Med kager og sammenhold gik det

Men det betød ikke, at Sussie opgav sit forehavende. Hun kørte på – og fik åbnet Det Levende Køkken i Østermaries gamle plejehjem.

Mens de havde travlt i Melsted med at være Danmarks første madkulturhus, finde fodfæste og søge penge til videre drift, så lavede Sussie mad med de lokale. Madskoler for mænd, der aldrig havde været i et køkken før, børn fra Kildebakken – og såmænd kørte hun også videre med de madskoler for børn, som hun gennem mange år havde stået for. Nemlig Landbrugets 4H-madskoler, hvor børn i en uges tid, “går til mad”.

Langsomt – men meget sikkert – og med et mål om, at alle er velkomne, voksede Det Levende Køkken og har i dag en stor brugerflade af mennesker, der støtter op, hjælper og også nyder godt af Sussies store arbejde og nogle af de events, hun laver. Blandt andet er den store kagedag en kæmpesucces.

En stor del af dagene går med at lave madlavningskurser for både private, men også klippeøens foreninger, skolelærere og skoleklasser, der nyder godt af de åbne arme og den store madviden, som Sussie også besidder. Med bestemt tone og kærlige ord får hun masseret den selv samme viden ind i de glade kursister.

Mandehørm og landmænd der var i vildrede

Selvom jeg ikke længere var involveret i Madkulturhuset, så fortsatte Sussie og jeg med at tale sammen. Jeg har da også enkelte gange været med til forskellige arrangementer i Østermarie – endda nogle gange som gæsteunderviser blandt andet hos “mandehørmer-holdet”.

Faktisk har jeg tidligere skrevet lidt om det i avisen. Det er noget tid siden, men prøv om du ikke kan finde det i arkivet – det handlede om de populære Food Bornholm, som alle gerne vil lege med.

Nu siger jeg det her, og undskyld, hvis jeg kommer til at udlevere nogen, men de her bornholmske superhelte med deres linser, bønner og gode idéer vidste ikke selv, hvad man skulle stille op med de her nye planteproteiner. Heldigvis fandtes Sussie, og hun inviterede dem ind for at lære dem om deres egne produkter. Det kom der mange gode aftener ud af, og de grønne iværksættere lærte, at linser, ærter og alt det andet de dyrkede, faktisk indeholdt en hel masse muligheder for nye og spændende måltider.

Naturligvis stoppede Sussie ikke der. Hun drog på turné til næsten alle de offentlige køkkener på Bornholm og fortalte dem om de her grønne proteiner. Hun lavede workshops for køkkenpersonale og andre interesserede, så også de kunne se alt det, man kan bruge de her nye bornholmske produkter til.

Onde tunger vil måske sige: “Det er da bare fordi, hun vil ha’ en bid af kagen.” Men det er det ikke – det er fordi, hun kan lide idéen, interesserer sig for andre mennesker og gerne vil gøre noget godt. Når det så er sagt, så behøver Det Levende Køkken ikke “at få en bid af kagen”, for det gode projekt, der ligger lige der i Østermarie, har det egentlig meget godt. Det løber rundt uden at Sussie behøver at søge penge til drift. Det har hun jo heller ikke tid til, med alt det, hun involverer sig i af sjove arrangementer og idéer. Fælles for dem alle er, at det er for fællesskabets skyld.

Madbilleder og fornemme priser

Kender I det firma, der hedder Mambeno? – de har et samarbejde med Rema, der sponsorer de føromtalte 4H-madskoler. Det er Mambeno, der står for at producere 4H’s opskriftsfolder hvert år. Jeg har de seneste år taget billederne til den folder. Det er nogle hyggelige dage, hvor der bliver lavet en hel masse mad, fjollet og taget et væld af billeder. På andendagen kommer der nogle børn, der skal fotograferes, mens de laver mad.

Sidste år ringer Sussie så til mig og roser mig for billederne. Fuld af undren spørger jeg, hvor hun har set dem – for folderen er slet ikke udkommet endnu. Grinende fortæller Østermaries ukronede maddronning mig så, at selvom det efterhånden er en del år siden, hun arbejdede for Bornholms Landbrug, så kommer folderen lige omkring hende, så hun også kan følge med.

Selvom hun ikke gør det store væsen af sig, så har hun en stor stemme og er meget vellidt af alle.

Det med at gøre så meget for fællesskabet bliver engang imellem belønnet. I 2022 fik Sussie en pris. Det var Arlas Food Award. Hun fik en pris for Årets Fællesskaber.

Da hun fortæller mig om det, kan hun næsten ikke lade være med at grine, for da hun kom ind til den flotte bygning på Rådhuspladsen, der til daglig huser Dansk Industri, var hun enormt sulten. Husk nu på, at det var Arla, der uddelte prisen… Alle retterne indeholdt ost.

Sussie nærmest sprutter af grin, da hun fortæller mig, at noget af det eneste, hun ikke kan lide, er ost.

Her er, hvad Leif Nielsen, der er branchedirektør i DI Fødevarer, sagde i sin tale til Sussie – og jeg synes, det er spot on:

– Sussie, du fortjener at få denne pris, da madfællesskab er en del af dit DNA. Gennem maden og måltider skaber du stærke fællesskaber blandt børn og unge. Du formår at engagere et hav af frivillige i fællesskabende madlavning, og det spreder nysgerrighed og glæde blandt dem omkring dig. Juryen fremhæver din energi og dit drive for at styrke fællesskaber omkring mad for børn og unge på Bornholm, hvor du står bag en række fællesskabsindsatser. Den energi kan resten af landet kun være misundelig på.

Stor tak for din indsats – og tillykke!”

Flere fællesskaber - Folkemøde og prepping

I det gamle plejehjem er der naturligvis også værelser. De værelser kan lejes, hvis man har brug for det. Nogle bor der i længere tid, mens andre bare lejer dem, hvis de har et ærinde på Bornholm.

Her i midten af juni er der, som bekendt, en hel del mennesker, der har et ærinde på Bornholm – nemlig dem, der skal til Folkemødet. Der er en del, der kommer igen år efter år, og det kan jeg godt forstå – for tænk at være til Folkemøde og så samtidig bo et sted, der er så favnende som Det Levende Køkken.

Det har både kræftens bekæmpelse og den finske ambassadør i Danmark og hans chauffør fundet ud af – de har, blandt andre, boet hos Sussie i en årrække nu.

Når vi nu er ved Folkemødet, så var der et arrangement, som Sussie spurgte, om jeg ville hjælpe hende med. Jeg svarede naturligvis ja. Og en god uge inden, at politik-cirkusset rullede af stablen i Allinge, mødtes jeg med Sussie og hjalp hende med at lave tærter af overskudsmad fra Fødevarebanken og et fint bidrag fra Østermarie Brugs.

Fødevarebanken modtager mad, der har beskadiget emballage, trykfejl eller andre skavanker, der gør, at den ikke kan sælges af supermarkeder eller fødevareproducenter. Den mad uddeler de så til organisationer, hvor det giver mening.

Sussie var blevet spurgt, om hun kunne hjælpe med at lave tærter til en middag på Folkemødet, hvor der var inviteret en væld af personer fra netop de organisationer, der modtager mad fra Fødevarebanken – samt en hel del eksperter, der kunne hjælpe med at fortælle om situationen her i verden lige nu.

Hele arrangementet gik ud på, at alle de her dygtige mennesker – samt Sussie og jeg – skulle tale om, hvem der i tilfælde af krig skulle preppe eller tage sig af samfundets udsatte… Meget spændende.

Desværre var akustikken i teltet ret dårlig, så det var svært at høre, hvad dem der bare sad tre pladser væk, sagde. Der kom dog alligevel nogle gode snakke ud af det – og igen var Det Levende Køkken på alles læber.

Her er opskriften på sådan en tærte med mad fra fødevarebanken og en lille smule fra Østermarie Brugs.

Brug den som en basisopskift – men kan komme alt muligt ned i sådan en tærte – bare husk hvordan det var nede i firserne ;)

Bund
Hvedemel – 100 gram
Blendet linsemel (lavet af tørrede linser) – 100 gram
Smør, koldt og i tern – 100 gram
Koldt vand – To-fire spiseskeer
Salt – En halv teske

Fyld
Brune champignon eller portobello – 300 gram
Rapsolie – Tre-fire spiseskeer
Frisk chili, finthakket – En halv-en hel
Frisk spinat – 150 gram
Kogte kikærter – 150 gram
Hele spidskommen – 1 teske
Salt – efter smag
Friskkværnet sort peber – efter smag

Æggestand
Æg – Tre
Fløde – Halvanden deciliter
Grov sennep – To teskeer
Garam masala eller stødt spidskommen – En halv-en teske
Salt – Et nip
Peber – Et nip

Start med bunden. Bland hvedemel, linsemel og salt. Smuldr smørret i, til det ligner grove brødkrummer. Tilsæt koldt vand lidt ad gangen, til dejen samler sig. Tryk dejen ud i en tærteform og stil den i køleskabet, mens du forbereder fyldet.

Svampene skæres i skiver eller grove stykker og steges hårdt i rigelig rapsolie på en glohed pande. Først uden salt, så de får farve. Tilsæt chili og spidskommen hen mod slutningen, og giv det hele et sidste vred med panden. Smag til med salt og peber.

Spinaten skylles og dampes hurtigt af på en varm pande med lidt olie, til den falder sammen. Kikærterne må gerne få lidt farve, så smid dem på panden i et minut eller to. Bland det hele sammen.

Pisk æggestand sammen: æg, fløde, sennep, garam masala, salt og peber.

Forbag tærtebunden 10 minutter ved 190 grader. Tag ud, hæld fyldet i, fordel det jævnt. Hæld æggestanden over, og sørg for at den løber godt ned i alle sprækker.

Bag tærten færdig i 25-30 minutter, eller til overfladen er gylden og midten netop har sat sig.