Politisk analyse: Alt kan ske ved valget

Vil du gerne kalde dig politisk analytiker? Så værsgo: Titlen er ikke beskyttet, og ikke mindst finder begivenhederne i bornholmsk politik for tiden sted i et tempo og med en grad af voldsomhed, der gør november måneds kommunalvalg sværere at forudsige for nærmest hver ny dag, der kommer.

At et politisk opbrud af en art er undervejs har ligget klart og tydeligt i luften fra kort efter Winni Grosbøll annoncerede, at hun havde fået nyt job og ville forlade embedet som borgmester før tid.

Efter Winni Grosbøll skulle der ske noget nyt, var tendensen. Derfra kunne man så diskutere, om det nye skulle være en anden socialdemokratisk borgmester, en Venstre-borgmester, Morten Riis fra Enhedslisten – eller simpelthen en ny retning, hvem der så end skulle vise vejen.

Ni måneder senere og nu med kun to måneder til valget den 16. november har den impuls nu vokset sig stærkere, end nogen i januar kunne ane eller tro, at den kunne blive. Det er til gengæld også det eneste sikre at sige netop nu. Alene de sidste par uger er der sket så meget skelsættende, at man ikke længere kan udelukke en hel del udfald af valget, der forekom utænkelige bare i sommer.

Hvem ville i sommersolen tro, at Socialdemokratiet nu skulle være målt til bare fem mandater ved valget, som det netop er sket? At Enhedslisten nu står til samme antal, og at det i Jysk Analyses seneste måling for TV 2/Bornholm faktisk står fuldkommen åbent, om Socialdemokratiet eller Enhedslisten netop nu har flest bornholmske vælgere bag sig?

Sådan er der flere ting, der bidrager til, at det ene gæt om valget i november netop nu kan være lige så godt som ethvert andet gæt. Og derfor er du, kære læser, præcis lige så meget politisk analytiker som tidligere amtsborgmester Knud Andersen eller den, der skriver linjerne her.

Fra otte mandater til...

Det første og største spørgsmålstegn handler om Socialdemokratiet. Otte mandater ved et skuffende valg for fire år siden. Så syv på vippen til kun seks i Jysk Analyses måling i august. Så et budgetforlig og en masse utilfredshed både internt og ude på Bornholm. Og så altså helt historiske blot fem mandater for 22,1 procent af stemmerne i Jysk Analyses nye måling i starten af måneden.

22,1 procent af stemmerne til et parti, der fik 42,0 procent ved Winni Grosbølls jubelvalg for otte år siden. Som kun meget sjældent er gået under 35 procent i nogen meningsmåling. For hvem alt under 30 procent var helt utænkeligt, før det faktisk skete i augustmålingen. Og som altså nu senest også gik under 25 procent, helt ned på 22,1.

Hvor er bundgrænsen? lyder første spørgsmål. Ret let at besvare indtil nu, men helt og aldeles umuligt at besvare i dag. Stoppede det blødningen, da Socialdemokratiet sammen med Venstre fik stoppet det meste af madskolesnakken? Eller er skaden sket, og bliver målingerne her selvforstærkende? Er Socialdemokratiet i frit fald?

Ingen ved det længere. Socialdemokratiet selv gør heller ikke. Strategien ligger fast, men man arbejder på kommunikationen, fortæller lokalformand Anette Stæhr. Det gør man til gengæld hele tiden, siger hun også, så heller ikke her er der reelt noget nyt.

Planlægger Socialdemokratiet noget nyt i lyset af tingenes tilstand netop nu (i så fald vældig forståeligt), er det i hvert fald ikke noget, der skal meldes ud endnu. I så fald også til at forstå.

Indtil budgettet kom, kunne man tale for, at Socialdemokratiet godt kunne nå at få snakken til at handle om andet end Snorrebakken, spærretid og en erfaren, men også aldrende borgmester. Men også at det ville kræve et markant nyt projekt, noget begejstrende og opløftende, noget der pegede fremad og ikke tilbage.

Efter budgettet og efter den seneste måling må man spørge, om tiden nu også er forpasset til det. Om lodderne i den negative vægtskål nu vejer så tungt, at Socialdemokratiet med kortere og kortere tid til rådighed simpelthen ikke længere er i stand til at fylde en positiv vægtskål på en måde, der til en start skaber bare ligevægt.

I den sammenhæng er det vigtigt, om det seneste store fokus på børn og unges vilkår kan holde til november. Eller om det bliver et tema, der godt nok fyldte meget, men også kulminerede for tidligt til for alvor at rykke ved valgresultatet.

Børns ve og vel er en tværpolitisk sag, som rigtig mange vælgere (både forældre og bedsteforældre) har aktier i personligt. Derfor er den sidste tids debat og den stadig fremstormende Facebook-gruppe Børnene_Bornholms Fremtid meget, meget farlig.

Ikke bare for Socialdemokratiet, men også for Venstre.

Hvad med Venstre?

Lige så umuligt at spå om er Venstres valgresultat. Venstre blev i august først målt til lige under 25 procent, men igen: Så kom budgetforliget, ind imellem et valgforbund med Nye Borgerlige, der er magtmæssigt logisk, ja faktisk helt nødvendigt, for så tæt som løbet er mellem blokkene, har Venstre ikke råd til at lade i omegnen af tre procent borgerlige stemmer gå til spilde.

Noget andet kan dog være, hvad de borgerlige vælgere på Bornholm synes om konstellationen, og også med Venstre virker det sikkert, at også borgerlige vælgere reagerede på Venstres deltagelse i budgetforliget ved ikke at sige "Venstre", da Jysk Analyse var i røret: Da målingen kom frem, var Venstres pæne fremgang fra august pist forsvundet, og partiet var tilbage på godt 18 procent, på niveau med sit seneste valgresultat.

Med budgetforliget vandt Venstre den sejr at splitte partierne bag borgmester Thomas Thors' konstituering. Det var gruppeformand Søren Schows første, helt spontane svar, da han blev spurgt, hvad Venstre havde fået.

Samtidig splittede Schow dog også Bornholms blå partier endnu mere, og mandagens tvær-borgerlige møde på Café Guldbønnen i Nexø bragte måske nok dialog, men langt fra den samling, som Venstre havde i tankerne, da invitationerne blev sendt, hvad de blev før forliget om budgettet.

Tværtimod: Dansk Folkeparti gik efter en time, Bornholmerlisten ret kort efter det, så Venstre til sidst sad tilbage med Konservative og Nye Borgerlige, de to eneste mødedeltagere udenfor dagens kommunalbestyrelse. Radikale og Kristendemokraterne mødte end ikke op, og onsdag trak så også Bornholmerlisten støtten til Søren Schows borgmesterdrømme.

Venstre kan få alt mellem tre og syv mandater ved valget. Hvor Socialdemokratiets tilbagegang virker uafvendelig, og hvor det nu kun handler om, hvor stor den vil blive, kan alt ske for Venstre.

Også i det lys var det virkelig dårligt nyt for partiet, da Carsten Scheibye sidste fredag oplyste, at han nu alligevel ikke stiller op. Scheibye er Venstres stærkeste substans-politiker, en erfaren all-rounder, der kan tale politik på alle hylder. Hans vælgere er borgerlige, men ikke nødvendigvis stålsatte støtter af Venstre.

Lige godt 1000 stemmer fik Carsten Scheibye sidste gang. Nu at lægge oveni andre 1000 til Anne Thomas (AL) og ikke mindst godt 5.600 Winni Grosbøll-stemmer. Ved ikke at stille op sørger alene de tre for, at op mod en tredjedel af vælgerne ikke kan stemme på den samme i november, som de gjorde for fire år siden.

Hvem sagde uforudsigeligt?

Og så er der fløjene

Indtil videre vinder fløjene. Enhedslisten buldrer frem: Der var to, der var tre, der var fire, og nu er der pludselig fem (meningsmålte) mandater til viceborgmester Morten Riis og stærkt sandsynligt kompagni.

Kan det momentum holde? For det taler, at Enhedslisten længe er gået frem, at Morten Riis lige nu har den rigtige platform som formand for et forslået børne- og skoleudvalg – og at Morten Riis er blandt Bornholms absolut bedste valgkamp-politikere.

Imod det taler, at Enhedslisten ikke kan gå under radaren mere. Socialdemokratiet vil få travlt med at vinde frafaldne vælgere tilbage, og i hvert fald Venstre har også lige fået sig endnu en hovedmodstander. Også pressen på Bornholm vil sandsynligvis gå hårdere til Enhedslisten nu. Og så igen: Selv alt det vil Enhedslisten også kunne vende til sin fordel.

Mindre bemærket indtil nu er Dansk Folkeparti samtidig på niveau med sit valgresultat i den seneste måling. Der er stadig flere tegn på, at Linda Kofoed Persson (DF) får ret, og at DF på Bornholm gør det normalt umulige: At sætte sig ud over en her endda voldsom tilbagegang på landsplan.

Og DF kan stadig gå frem. De seneste fire målte mandater kan godt blive til fem, når det gælder, for også René Danielsson og Linda Kofoed Persson er dygtige til at føre valgkamp. Det har DF i øvrigt gjort længe. Først på året var det kun på DF man kunne se, at det nye år var et valgår. Det er et langt, sejt træk, der nu viser tegn på at lykkes.

Overraskende i både Dansk Folkepartis og Enhedslistens aktuelle fremgang er, at nabopartierne Konservative og SF ikke samler noget op af den. Socialdemokratiet går tilbage, men vælgerne springer SF over og går skridtet længere ud til Enhedslisten. Til højre side kan Venstre gå tilbage uden at Konservative høster bare en del af gevinsten. Tværtimod går Konservative faktisk også en anelse tilbage fra august til september.

Fire scenarier og en finte

Hvor ender alt det her? Tjo, det ender med nogle partier, der finder hinanden. Men hvilke? Her er der mange muligheder, på det sidste er der kun kommet flere.

I scenarie 1 stopper Socialdemokratiet sin blødning af vælgere i tide. S får flertal med SF og Enhedslisten, der for deres del måske skumler lidt videre over budgettet, men også ser i øjnene, at de ikke har noget alternativ til S. Det scenarie tror Socialdemokratiet på, nu som før.

I scenarie 2 bliver flertallet blåt. Og så bliver valgnatten lang, for hverken Bornholmerlisten eller DF vil lægge stemmer til Søren Schow som Venstre-borgmester. Og hvad sker der så? Kommer de to ned fra træet (begge partier er klatret højt op, og DF har siddet der længe), eller mister Venstre tålmodigheden for i stedet at vælge:

Scenarie 3. Socialdemokratiet og Venstre har flertal, og præcis som borgmester Thomas Thors (S) opgav det besværlige budget-puslespil for kun at kigge én vej, gør de to partier nu det samme, så Thors (hvis S bliver størst) bliver siddende som borgmester, mens Søren Schow bliver viceborgmester. Mangler de to partier et mandat, er Bjarne Hartung Kirkegaard (KD) den mest oplagte leverandør blandt flere mulige.

En finte, mindre sandsynligt, men alt virker muligt: Hvad med scenarie 3B, hvor S og V vil bruge et flertal – men efter et valg, hvor Venstre blev størst? Her er der ingen fortilfælde. Venstre bør da kræve borgmesterposten, men hvordan vil Socialdemokratiet reagere på det? 

Det sidste hovedscenarie er let at tale imod, men helt udelukke det kan man faktisk ikke. Det handler om en deling af magten på Bornholm, som hverken Socialdemokratiet eller Venstre deltager i.

Det gør derimod Enhedslisten og DF, der helt efter bogen holdt sammen i sidste uges TV2 Bornholm-debat om budgettet. På den anden side af bordet stod Thomas Thors og Søren Schow.

Enhedslisten og DF er uenige om meget. Men de kan samles om en hel del blød velfærd, og Morten Riis og Linda Kofoed Perssons indbyrdes forhold er rigtig godt, fortæller de begge. Kan de tælle til 10 mandater tilsammen, kan man ikke udelukke, at andre går med i forhandlingslokalet, og at S og V begge ender udenfor. Men, men, men...

Om to måneder er vi alle klogere. Og ikke at det vil kræve særlig meget. For kloge på bornholmsk politik, det er lige præcis ingen netop nu.