Peter Juel om mediesituationen i landdistrikterne: 'Vi skal slå et slag for lokalaviserne'

Peter Juel om mediesituationen i landdistrikterne: 'Vi skal slå et slag for lokalaviserne'
Peter Juel Jensen (V) er både som bornholmer og som landdistrikts- og øordfører bekymret for, hvad Bornholms Tidendes økonomiske krise kan medføre. Arkivfoto: Berit Hvassum
MEDIER | BORNHOLM | ABONNENT | 4. OKT 2021 • 05:30
MEDIER | BORNHOLM | ABONNENT
4. OKT 2021 • 05:30

Det bornholmske folketingsmedlem Peter Juel Jensen vil slå et slag for lokalaviserne i landdistrikterne, når der skal laves et nyt medieforlig.


Både som bornholmer og som landdistrikt og øordfører for Venstre er folketingsmedlemmet Peter Juel Jensen optaget af den nuværende krise på Bornholms Tidende.

Han mener, at de lokale dagblade spiller en vigtig rolle i landdistrikterne, herunder Bornholm, hvor han selv bor.

– De frie skrevne lokalmedier har utrolig stor værdi for landdistrikterne og den historie, vi har sammen som lokalsamfund. Jeg synes, Bornholm fortjener en avis, som udover at være en god formidler af, hvad der sker i lokalsamfundet, også undersøger og kommer mere i dybden, end de licensfinansierede medier kan gøre det. Et godt eksempel på, at Bornholms Tidende kan det, er jo avisens dækning af færgeforligene, siger han.

Tager det op til medieforlig

Peter Juel Jensen går ikke ind for yderligere regulering af de stats- og licensfinansierede lokale medier, men han anerkender, at der er en konkurrencesituation på Bornholm, som politikerne er nødt til at forholde sig til.

– Jeg har gennem årene hørt, at man føler en unfair konkurrence, fordi de licensfinansierede lokalmedier også udgiver nyheder på skrift digitalt. Jeg havde jo håbet, at der var plads til det hele, men det er nok noget, vi må snakke om ved næste medieforlig. Bornholms Tidende er som andre aviser momsfritaget, men vi kan jo se, at der skal mere til, siger han.

Peter Juel Jensen forsikrer, at han fra sin plads i Folketinget vil gøre, hvad han kan, for at få mere opmærksomhed på lokalavisernes udfordringer.

– Når vi skal snakke medieforlig næste gang, vil jeg selvfølgelig slå et slag for, at vi har de lokale dagblade i landdistrikterne. Vi skal sikre, at der er mulighed for at drive en skreven presse ved siden af de licensfinansierede medier, men hvordan, det skal vi finde ud af, når vi laver forliget, siger han.

Opfordrer til lokal opbakning

Selvom Peter Juel Jensen er klar til at slå et slag for de lokale dagblade, mener han også, at aviserne skal kunne klare sig primært med annonceindtægter og abonnementer.

Derfor anbefaler han det bornholmske lokalsamfund at bakke op om deres lokale avis. Det gjorde han senest i sin tale ved Center for Regional- og Turismeforsknings reception i Hasle i fredags, hvor Tidende også var til stede.

Og han gør det igen i interviewet til denne artikel:

– Tidende er vigtig for udviklingen her på øen, og vi skal passe på med, hvor meget vi skælder ud på vores medier og indfører spærretid. Vi har brug for en god kritisk presse lokalt, og vi har brug for det samlingspunkt, som avisen også er. Hvis man vil have den, så må man også støtte den, for hvis avisen først er væk, så kommer den ikke igen, siger han.