De har nedlagt arbejdet

De har nedlagt arbejdet
Der er tale om en overenskomststridig arbejdsnedlæggelse, fortæller faglig sekretær hos 3F, Jan Rathkjen. Foto: Søren Strandman-Møller
TOPNYHED | ERHVERV | 12. JUN • 15:32
TOPNYHED | ERHVERV | 12. JUN • 15:32

De ufaglærte 3F-medlemmer hos Jensen gik torsdag hjem på grund af uenigheder.

(Opdateret med kommentar fra Jensens direktør)

3Fs medlemmer hos Jensen har nedlagt arbejdet torsdag på grund af uenigheder om lønvilkårene.

– Der har været nogle lokale lønforhandlinger i går, som tillidsmanden har fremlagt for sine kollegaer i dag. Det ville de ikke gå med til, og derfor har de valgt at gå hjem i stedet, siger Jan Rathkjen, der er faglig sekretær hos 3F på Bornholm.

Striden handler om, at 3Fs medlemmer ikke længere har fået lov til at forhandle med deres kollegaer, der er organiseret i Dansk Metal.

– De har altid forhandlet sammen med Dansk Metal, men i år har Dansk Metal forhandlet alene. De har fået en aftale, som vores medlemmer også gerne ville have været med på, men det kunne de ikke få lov til. Og det betyder, at lønforskellen mellem 3Fs og Dansk Metals medlemmer ville blive større, siger Jan Rathkjen.

Frygt for større løngab

At hans medlemmer er gået hjem i dag, er ikke i overensstemmelse med deres rettigheder.

– Der er tale om en overenskomststridig arbejdsnedlæggelse. Vi kan ikke støtte, at de går hjem, man må forhandle videre. Hvis de havde sagt nej til det forslag, må man sende det videre til fællesmøde, siger den faglige sekretær.

Det er frygt for et større løngab mellem medlemmerne af de to forbund, der har udløst arbejdsnedlæggelsen.

– Metallernes lønstigning vil blive en, som vil stige procentvis de næste tre år. Vi kan ikke sige på forhånd, hvor meget vores vil stige, men forventningen er, når man ser bagud, at deres vil blive højere end det, der er blevet tilbudt vores medlemmer, siger Jan Rathkjen.

Hvad der skal ske nu, er uvist. Den faglige sekretær ved ikke, om hans medlemmer genoptager arbejdet i morgen.

– Jeg er sikker på, at Jensen meddeler deres arbejdsgiverorganisation, at de er gået hjem. Så vil vi måske blive indkaldt til et fællesmøde, slutter Jan Rathkjen.

Det vil jeg ikke udtale mig om

Hos Jensen er man ikke meget for at piske en stemning op. Tværtimod.

– Der er egentlig bare en intern diskussion med 3F. Det er bare uenighed om lønnen. Men det er klart, at vi ikke er glade for, at de går hjem. Det har de valgt, og det må vi forholde os til, siger Morten Rask, der er adm. direktør for Jensen Danmark.

Er I meget langt fra hinanden?

– Det vil jeg ikke udtale mig om, for så udtaler jeg mig om, hvad de synes. Det er noget, vi tager internt, siger direktøren.

Morten Rask kommer til at mangle hænder i morgen, for 3Fs medlemmer møder ikke op på arbejde.

– Det har meldt ud, at de kommer på mandag, siger han.

Hvad betyder det for jer rent produktionsmæssigt, at de er gået hjem?

– Det er noget møg. Det er klart, at når man mangler 150 medarbejdere ud af 560, så er det bestemt ikke optimalt, siger Morten Rask.

3Fs faglige sekretær siger, at hans medlemmer er utilfredse med, at de ikke kan få lov til at følge Dansk Metals overenskomst. Er det rigtigt forstået i forhold til din opfattelse af situationen?

– Der er lidt af det, der er rigtigt. Det, man kan sige, er, at de har været vant til nogle ting, og de ting er ændret. I mange, mange år har de forhandlet sammen, alle fagforbundene her, og det gør de ikke længere. Nu forhandler de hver for sig, og det er ikke noget, virksomheden har ønsket, det har klubberne selv valgt. Men jeg tror, at 3F er dem, der mindst har ønsket det, hvor Elforbundet og Metal er dem, der har ønsket det. Og så er 3F ladt alene tilbage, og det gør, at de står anderledes, end de har gjort tidligere, lyder det fra Morten Rask.

Han håber, at medarbejderne hurtigt er tilbage igen, men ærgrer sig over, at reglerne ikke bliver fulgt.

– Jeg tænker, at vi finder hinanden på et eller andet tidspunkt. Så det skal nok gå, siger Morten Rask.

Følg debatten på facebook!
FÅ ABONNEMENT