Pengeugen er i gang

NOTITS | 14. MAR 2023 • 11:43
Af:
Sarah Thun Madsen
NOTITS
14. MAR 2023 • 11:43

Mandag blev årets pengeuge skudt i gang, og i Hasle på Svartingedalskolen og i Rønne på Peterskolen får eleverne besøg af bankrådgiver Mads Pedersen fra Danske Bank, som vil ruste de unge til at håndtere deres privatøkonomi.

– Det er vigtigt, at børn allerede i grundskolens ældste klasser lærer om finansiel forståelse. På den måde ruster vi børnene til gode finansielle vaner og viden om, hvordan de skal holde styr på deres økonomi, fortæller Kim Håkansson, som er filialdirektør i Danske Bank i Rønne i en pressemeddelelse.

– I den kommende uge sidder over 500 bankdirektører og rådgivere fra landets banker parat til at kickstarte undervisningen, som er en del af matematikundervisningen, og tusinder af elever sidder klar til at tage imod og lære mere om økonomi og digital sikkerhed.

Tal fra RKI viser, at alt for mange – også helt unge - bliver fanget i RKI som dårlige betalere. De ender der, fordi de aldrig har lært, hvordan man håndterer sin økonomi. Det bliver der rettet op på med pengeugen, som er arrangeret af Finans Danmark.