Opdateret: Status på smitteudbrud – variant er tidligere set i Danmark

Opdateret: Status på smitteudbrud – variant er tidligere set i Danmark
Arkivfoto: Jacob Jepsen
| 4. JUN 2021 • 15:24
Sofie Møller
Journalist

4. JUN 2021 • 15:24

COVID-19

Efter et smitteudbrud af den særlige coronavariant opfordrede Styrelsen for Patientsikkerhed og Bornholms Regionskommune onsdag alle bornholmere og gæster på øen til at lade sig pcr-teste. Torsdag tog omkring 5.000 opfordringen til sig og besøgte et af øens tre pcr-centre.

Fra Styrelsen for Patientsikerhed har meldingen fra start været, at smitteudbruddet hurtigt blev inddæmmet, og at der er styr på smittekæderne.

Fredag eftermiddag kan de melde, at der ikke er fundet nye uopdagede smittekæder med den særlige variant. De vurderer derfor, at smitteudbruddet fortsat er inddæmmet.

Venter på prøver

Den sydafrikanske, den brasilianske eller den bristiske variant? Der bliver i øjeblikket gættet og snakket en del om, hvilken variant der er på spil på Bornholm. Lige nu kalder Styrelsen for Patientsikerhed den for "den særlige variant", hvilket rent og skær skyldes, at man endnu ikke ved, hvilken variant det er.

Styrelsen for Patientsikerhed oplyser, at man lige nu venter på svar fra SSI, der laver prøverne, som skal vise, hvilken variant der er tale om.

Fredag sidst på eftermiddagen oplyser TV 2/Bornholm med Styrelsen for Patientsikkerhed som kilde, at det er den særlige variant B.1.621, som der har været et smitteudbrud af på Bornholm.