Nyt udbrud af fugleinfluenza på Bornholm

Nyt udbrud af fugleinfluenza på Bornholm
Arkivfoto: Jens-Erik Larsen
| 4. MAR 2021 • 15:54
Mads Westermann
Journalist

4. MAR 2021 • 15:54

Et fjerkræhold i Pedersker er blevet ramt af smitsom fugleinfuenza.

Det skriver TV2/Bornholm og angiver Fødevarestyrelsen som kilde.

Hos Fødevarestyrelsen bekræfter man, at der i dag er konstateret et nyt udbrud af den meget smitsomme H5N8-virus på Bornholm, men styrelsen ønsker på nuværende tidspunkt ikke at frigive yderligere oplysninger om udbruddet.

Man henviser i stedet til en pressemeddelelse, som styrelsen forventer at udsende i løbet af kort tid.

Det er det andet udbrud på Bornholm i løbet af godt en uge.

Det forrige udbrud blev konstateret den 26. februar og ramte en hobbybesætning med 20 høns og tre moskusænder i nærheden af Østermarie. Her blev fuglene aflivet for at forhindre yderligere smittespredning.

Hver gang der konstateres et nyt udbrud af fugleinfluenza bliver der etableret sikkerhedszoner rundt om den ramte bestand.

Inden for en 10 kilometer-zone bliver det blandt andet forbudt at sælge æg samt at flytte æg, høns og andet fjerkræ uden tilladelse fra Fødevarestyrelsen. Derudover har alle fjerkræejere inden for en tre-kilometer-zone fra udbrudsstedet pligt til at registrere deres fuglehold hos Fødevarestyrelsen.

For at forhindre spredning af fugleinfluenza kræver myndighederne, at samtlige fjerkræbesætninger holdes under overdækning, og med det seneste udbrud forventer Fødevarestyrelsen ikke, at lempe på det krav foreløbigt.