Ny duo genopliver kendt restaurant

Ny duo genopliver kendt restaurant
Æblehavens nye samarbejdspartnere Martin Rechendorff (tv.) og Mogens Andersen (th.), der vil føre restauranten videre med med ære for, hvad Æblehaven var engang. Foto: Jens-Erik Larsen
Onsdag 14. april 2021 • 15:13
Emilie Jensen
Journalist
Onsdag 14. april 2021 • 15:13

ERHVERV

Minderne om en tid, hvor man kunne komme forbi Restaurant Æblehaven for at nyde god mad og drikke, er efterhånden ved at have et par år på bagen.

Minder man om ganske snart – faktisk fra pinsen – kan få genopfrisket, når et nyt samarbejde åbner dørene til restauranten i Snogebæk.

Mogens Andersen, der sammen med Lykke Foverskov købte Restaurant Æblehaven tilbage i oktober 2019, har nu indgået et samarbejde med direktøren af Restaurant 1B i Svaneke, Martin Reckendorff, der knap kan vente med at invitere folk indenfor:

– Vi glæder os sindsygt meget til at åbne!

Og fordelingen er meget simpel:

– Mogens har bygningerne, og jeg har knowhow, siger Martin Reckendorff og bekræfter, at restauranten bibeholder sit traditionsbundne navn.

Udvide i nedgangstider

Apropos viden, så er det efterhånden kendt, at coronakrisen ikke har gjort det lettere for restauratørerne og restauranternes overlevelse. Så hvorfor egentlig starte et nyt projekt netop nu?

– Det er altid i nedgangstider, at man skal udvide, lyder svaret promte fra Martin Reckendorff, der glæder sig til at få sultne gæster og gang i køkkenet igen.

For der har været stille bag murene, siden restauranten blev solgt til Mogens Andersen og Lykke Foverskov i oktober 2019, som overtog den 1. december samme år. Dengang var planen, at Æblehaven skulle åbne som pandekage- og ishus, men coronaen kom blandt andet i vejen, og derfor blev restauranten sat til salg et halvt års tid senere.

Derfor kom opringningen fra Mogens Andersen også bag på Martin Reckendorff, fortæller han:

– Selvom det kom som en overraskelse for mig selv, da Mogens ringede, så føler vi ikke, at der er den store risiko i det. Vi skal jo ikke ud og låne en masse penge for at starte det op, når Mogens i forvejen ejer bygningen. Derfor var vi ikke bange for at gribe chancen.

Han tror også på, at der er en smule medvind fra bornholmerne og sommerens turister, fordi Æblehaven er et navn, der er kendt blandt mange.

– Det er jo et ikonisk sted for alle bornholmere og turister, – alle kender Æblehaven, og derfor er vi ikke bange for at gribe bolden.

Genkendelige, nye rammer

Det bliver da også i nogenlunde velkendte rammer, at Æblehaven genåbner, fortæller Martin Reckendorff:

– Æblehaven skal blive til det hyggelige og dejlige sted, det er kendt for at være, med ære for hvad Æblehaven var engang, og hvordan vi gerne vil fortsætte den ånd.

Lige nu er planen, at restauranten bliver en sommerrestaurant, der åbner til pinse og lukker ned til første oktober.

– Men vi må se, om der er grundlag for at holde mere åbent end det, lyder det fra Martin Rechendorff.

Satser på lokale råvarer

Menuen kommer til at bære præg af det klassiske håndværk og mad lavet fra bunden, som mange kender det fra køkkenet på Restaurant 1B, fortæller Martin Reckendorff:

– Vi tager det samme gode håndværk med ned på Æblehaven. Der er ikke noget, der bliver hjemmekøbt fra spand eller frostpose, det bliver lavet fra bunden, understreger han.

Den nye duo allerede indgået aftaler med nogle af øens leverandører, der kan være med til at fylde tallerknerne med sprødt, sødt og saftigt:

– Vi har lige p.t. landet syv til otte aftaler med bornholmske leverandører af både kartofler, jordbær, frugt og grønt og kød. Så det bliver meget lokalt, og det der er i sæson.



FÅ ABONNEMENT