Syv års frivillig indsats har båret frugt og BRK har dags dato givet byggetilladelse til en sauna, trappe og badebro ved Galløkken.
Det skriver bestyrelsen for Rønne Havbad i en pressemeddelelse.
Rønne Havbad har siden foråret 2018 været dialog med BRK for at bygge en sauna ved den nyanlagte strand ved Galløkken. Som årene er gået, er stranden ikke længere ny, og det fremgår af meddelelsen, at dialogen med kommunen har været præget af dyb frustration blandt de frivillige.
"Der er brugt mange hundrede tusinde kroner på arkitekter, ingeniører og rådgivere i takt med at saunaen skulle tegnes mindre, tegnes større, tegnes anderledes. At broen skulle flyttes væk fra høfden og siden at broen ikke måtte være prangende. I mange år manglede der tilladelse fra Kystdirektoratet og så var der også krav om tilladelse fra Fredningsnævnet".