Leder: Danmarks vildeste kommune – det er os!

Leder: Danmarks vildeste kommune – det er os!
Arkivfoto
Mandag 15. februar 2021 • 19:58
Af:
Øjvind Hesselager
Mandag 15. februar 2021 • 19:58

LEDER

Når miljøminister Lea Wermelin (S) udskriver en konkurrence, hvor landets 98 kommuner kæmper om at blive Danmarks vildeste kommune, så bør Bornholm rykke frem i stolen og række ud efter trofæet.

Det er jo vores hjemmebane. Dels har vi natur over det hele, dels er ministeren valgt til Folketinget i Bornholms storkreds.

– Det ville jo næsten se dumt ud, hvis vi ikke var med, som det lyder fra skovfoged Ole Holm Pedersen.

Vinderen kåres med udgangen af 2022 – og der er god grund til at søge inspiration allerede nu.

Forbilledet må være Hjørring Kommune, der i 2019-2020 kunne måle en stor fremgang i antallet af sommerfugle, bier og svirrefluer. Det skete efter et forløb, hvor borgerne blev inddraget, og hvor kommunen droppede en masse græsslåning, så man slap for de såkaldte "græsørkener", hvor insekter har det meget svært.

 

Kan vi ikke være bare
lidt vildere alle sammen?

Sagen er ganske alvorlig, hvis vi ønsker at bevare biodiversiteten. På trods af, at loven er blevet skærpet, og der er blevet gennemført store politiske indsatser, så uddør arter i tusindtal, lyder det fra eksperter.

Biolog og insektekspert Jens Reddersen fra Nationalpark Mols Bjerge forklarer for eksempel, at dagsommerfuglen er meget truet, selv om enkelte arter tydeligvis går frem – hvilket forvirrer billedet for menigmand.

Ud af 75 arter dagsommerfugle vurderer han, at 90 procent går tilbage.

Det er godt med tydelige forbilleder, hvis vi andre skal bidrage til, at Bornholm løfter trofæet. Et eksempel er oplevelsescenteret Natur Bornholm i Aakirkeby, der er holdt op med at slå meget af græsset omkring centret.

Kunne vi udbrede tendensen, så der gik konkurrence i at lade plæneklipperen stå lidt mere i garagen – og i stedet begynde at svinge en le, så der opstår lokale enklaver med blomsterenge med masser af planter og insekter?

Når naturen skal gøres vild, handler det dybest set om at gøre op med, hvad vi almindelige borgere synes er pænt. Hvorfor er klippede hække og trimmede plæner pænere end vild natur? Hvorfor sorterer vi planter i ukrudt og ikke ukrudt?

Konkurrencen kan næppe vindes, hvis ikke vi begynder at genoverveje, hvordan et parcelhuskvarter skal se ud. Er det i virkeligheden udtryk for større overskud, at plænerne får lov at vokse, end at de ligger hen som billard-tæpper?

Det kunne måske være både sjovt og lærerigt, hvis villaveje, beboerforeninger og landsbysamfund greb muligheden og besluttede sig for at lade den vilde natur vokse lidt ind i byerne. Hvis børnene kunne lege i blomsterenge og se naturen pible frem.

Der skal selvfølgelig også være trimmede arealer – også gerne i en del af villahaven. Måske en firkant i midten, der bliver holdt som i gamle dage. Og det er også helt i orden at luge mellem fliserne fremtiden. Hvis du bare ikke kan lade være!

Pyt med om vi vinder – men tænk tanken: Kan vi ikke være bare lidt vildere alle sammen?

FÅ ABONNEMENT