Søndag den 13. juli kunne Svanekegaarden igen åbne op for deres havekoncerter. Det skete efter fire måneders pause under coronanedlukningen.
Og selvom søndagens vejr bød på både blæst og truende skyer, holdt det ikke publikum væk, hvor de obligatoriske 100 mennesker maksimalt var samlet.
– Vi måtte desværre afvise flere, men håber, at de kommer igen en anden gang, oplyser administrator Mie Hjort i en pressemeddelse.
Koncerten bød på jazz i gårdens have, hvor "Den faste kvintet", bestående af Mette Absalon, Thor Backhausen, Michael Friis, Lars Juul og Henrik Salinas, atter var samlet og sørgede for en blandet palet af skøn musik, der fik publikum med på noderne. Bandet spillede bag afspærring, der sikrede sig, at der blev holdt 2 meters afstand mellem musiker og publikum.
– Musik er nu allerbedst live, og det er, hvad vi har savnet de seneste måneder, lyder det.