Nævnes Bornholm i nytårstalen?

Nævnes Bornholm i nytårstalen?
Kongeparrets besøg var et højdepunkt i den bornholmske sommer. Nævnes Bornholm mon i majestætens første nytårstale? Presse-fotos.dk
Søndag 29. december 2024 • 19:00
Af:
Søren Sorgenfri
Søndag 29. december 2024 • 19:00

Kong Frederik skal i år afholde sin første nytårstale som regent efter et år, hvor kongeparret blandt andet besøgte Bornholm.

Et af årets store begivenheder på Bornholm var kongeparrets besøg i sensommeren. Det skete, da kongeskibet anløb 19. august og kongeparret blev præsenteret for et dagsprogram i solskin, der rimede på kunst, kultur, natur og bæredygtighed. Dermed blev Rønne det første stop på kongeparrets første sommertogt, der efterfølgende førte dem til Ærø, Assens og Vejle.

Steder som Ekkodalen, rundkirken i Østerlars og Center for Kunsthåndværk i Østerlars blev besøgt af de royale gæster, der også blev præsenteret for gastronomiske smagsprøver.

For de fleste er nytårstalen et stort øjeblik, som ikke kun markerer, at nu er nytårsaften for alvor skudt i gang, men få timer forude venter et skifte i kalenderen, hvor 2024 bliver til 2025.

Ved den seneste nytårstale blev der skrevet Danmarkshistorie, da Dronning Margrethe annoncerede, at hun overlod opgaven som regent til sin søn Frederik. Dermed blev 2023 hendes sidste nytårstale – hun holdt sin første i 1972.

Derfor venter der os igen et nyt kapitel i dansk historie, når Kong Frederik skal holde sin første nytårstale som statsoverhoved.

– Regenterne har holdt nytårstale i radioen hvert år siden 1941 (med nogle få års pause under den sidste del af besættelsen) - og fra slutningen af 1950’erne blev talen også sendt i tv. Det er således en lang tradition, som Frederik 10.s første nytårstale skriver sig ind i, siger historiker og kongehusekspert Lars Hovbakke Sørensen.


Kongehusekspert Lars Hovbakke Sørensen. PR-foto.


Nu er spørgsmålet så, hvorvidt Bornholm mon dukker op i kongens nytårstale? Chancen for at Bornholm nævnes i nytårstalen, når velkomstdrinks og små hapsere er sat frem foran tv’et, er dog ikke overvældende stor, mener Lars Hovbakke Sørensen.

– Ikke med mindre alle de andre steder, som kongeparret besøgte i Danmark i forbindelse med sommertogtet, også nævnes specifikt.

Vi kan dog forvente os, at der vil blive sendt en stor tak i retning af danskerne, når kongen toner frem på tv-skærmen, siger han.

– Han vil sikkert bl.a. takke for befolkningens opbakning i forbindelse med, at han har overtaget tronen. Dronning Margrethe gav altid talerne et stærkt personligt præg. Hvorvidt det også vil være tilfældet med kong Frederik 10.s nytårstaler, må vi jo vente og se.

Dronning Margrethes nytårstaler blev blandt andet kendt og populære for, at hun benyttede lejligheden til at se nationen i øjnene og også tale et alvorsord. Mere end en tale indeholdt en opsang, når danskernes etik virkede noget flosset eller hun fandt det moralske kompas ude af kurs.

Kan vi mon forvente, at den tradition opretholdes? Umiddelbart ikke, siger Lars Hovbakke Sørensen.

– Sandsynligvis ikke. Det var en specialitet, som dronning Margrethe udviklede - og som heller ikke findes tilsvarende i andre europæiske regenters jule- og nytårstaler.

Kongens nytårstale kan ses live på tv den 31. december kl. 18.00.

 

Bornholm er en sjælden gæst i nytårstalen

Det var ikke ofte, at Dronning Margrethe nævnte andre dele af kongeriget end Færøerne og Grønland samt lejlighedsvis de steder, som hun havde besøgt i årets løb.

Men i nytårstalen i 2019 mindede Dronningen ved 75-året for befrielsen efter den tyske besættelse den danske befolkning om, at ikke alle oplevede befrielsen på samme måde.

”Glæden kunne ikke deles af alle. For Bornholm måtte først gennemleve et bombardement, der gik hårdt ud over Rønne og Nexø medførte tragiske civile tab.”



Følg debatten på facebook!
FÅ ABONNEMENT