LANDBRUG
– Det er et tidselhelvede, siger Svitlana Birk, som bor på Valmuevej i Nexø. Her har beboerne på både Valmuevej og de tilstødende veje Kornblomstvej og Homannevej gennem flere uger været voldsomt generet af flyvende tidselfrø.
– Det er værst på Valmuevej, men 25-30 huse er påvirket af problemet, og mange har klaget til kommunen, fortæller hun.
– Vi har haft ferie de seneste to uger. Hver eneste dag har jeg støvsuget tre-fire gange om dagen, og vi har ikke engang kunnet sidde med en kop kaffe på terrassen eller have dørene åbne. Tidselfrøene sætter sig på alt. Vi har haft gæster, hvor vi ikke har kunnet sidde ude at spise. Det er slet ikke sjovt.
Hun fortæller også om en græsplæne, der har været hel hvid af tidselfrø fra marken, da det var værst. Og at beboerne i kvarteret gentagne gange har måttet rense deres Genvexfiltre for tidselfrø.
Svitlana Birk fortæller, at familien ellers altid har været meget glad for at bo som nabo til marken.
– Men kommunen har lavet om på reglerne, så den nu skal dyrkes økologisk.
Kommunen ejer marken og har forpagtet den ud med det krav, at marken skal dyrkes økologisk.
Problemet har været der i omkring tre uger, fortæller Svitlana Birk, som da avisen talte med beboerne vurderede, at der stadig var så mange tidselfrø på marken, at problemet ville fortsætte lang tid endnu. Netop samme dag, som avisen talte med beboerne, blev marken høstet, og tidslerne er derfor nu væk, men Svitlana Birk og de andre beboere i kvarteret frygter, at problemet vil gentage sig næste år.
– Alle vi naboer har snakket om, at det er generende for alle her i området. Skal vi nu købe masser af gift for at bekæmpe alle tidslerne?
Hun mener, at det kan blive et generelt problem på øen, når flere og flere marker dyrkes økologisk.
– Det er første år, vi oplever det, og første år at marken dyrkes økologisk.
Men skal I blande jer i, hvordan landmanden dyrker sin mark?
– Vi vil ikke blande os. Men vi ved ikke, hvad vi skal gøre, hvis det skal være sådan fremover. Vores sommer er fuldstændig ødelagt, hvor det jo også er coronasommer, og de fleste holder hjemmeferie. Alt har været fyldt med tidselfrø, det er som snefnug. Man tror det er løgn, før man ser det selv. Det giver store, store gener for hele området. Vi ved heller ikke, hvem vi skal klage til. Er det landmanden eller kommunen, og kan kommunen i kontrakten stille krav til, hvordan landmanden dyrker marken, spørger Svitlana Birk.
– Vi håber bare ikke, at det sker til næste år igen, siger hun.
Hvad har I selv gjort for at løse problemet?
– Mange har ringet og klaget til kommunen.
Også Tina Madsen, der bor skråt overfor Svitlana Birk på Valmuevej, har oplevet problemerne med tidselmarken.
– Vi spiser det jo nærmest, fordi det er overalt, og jeg har måttet støvsuge min seng hver aften, inden jeg gik i seng. Det er, som om det har sneet, fortæller Tina Madsen.
Også Tina Madsen stiller spørgsmålstegn ved, om ikke marken kan dyrkes økologisk på en måde, så tidslerne holdes nede, og om det er kommunens eller forpagterens ansvar, når naboerne til marken generes.
På Valmuevej bor også Lene og Børge Mortensen. Børge Mortensen er tidligere landmand.
Det ældre ægtepar har også følt sig voldsomt generet af tidslerne.
– Jeg har aldrig set en mark med så mange tidsler før. De er fløjet indover, så vi hverken har kunnet have vinduer eller døre åbne. Det er ikke så godt, at det ikke kan lade sig gøre her i varmen.
Børge Mortensen har også forsøgt at kontakte kommunen, men kun kunnet komme igennem til en telefonsvarer.
Må man ikke bare leve med et problem, som det her, når man bor ud til marker?
– Jeg har ikke noget mod økologi, men jeg synes ikke, det burde ske. Mine forældre sprøjtede ikke, da de var landmænd. Hvis man havde et stykke med meget ukrudt, lagde man det ud til brak og harvede flere gange henover sommeren, så blev man ukrudtet kvit. Jeg skal ikke fortælle landmanden, hvad han skal gøre, det kan økologerne måske, men vi er allesammen meget enige om, at det er et problem, og vi håber, at han gør noget ved det, så vi ikke får samme probemer næste år, siger Børge Mortensen.
Søren Schow: Vi må se på det
Kommunalbestyrelsesmedlem for Venstre, Søren Schow, der selv bor i Nexø, har været forbi marken, og set på problemet. Han mener, at når kommunen stiller krav om, at de kommunalt ejede marker skal dyrkes økologisk, må man også have en plan for, hvad der skal ske i en situation som nævnte.
Skal beboerne ikke bare acceptere, at det er sådan i en periode?
– Jeg tænker, at vores embedsmænd skal se på det. Hele kvarteret føler sig jo generet i ugevis.
Så de skal ikke bare leve med det?
– Nej, hvis borgerne er generet af for eksempel højt græs i rabatten, tang på stranden eller sne på vejene, gør vi jo også noget. Vi har politisk besluttet, at vi ikke vil sprøjte på de kommunale arealer. Det giver nogle gener, så må vi se på, hvad vi politikere så gør.
Søren Schow kan ikke svare på, om der i kontrakten er stillet specifikke krav til dyrkningen af marken udover, at den skal dyrkes økologisk
Landmanden: Der er en slagplan
Såvidt beboerne omkring Valmuevej er orienteret, så er det Thor Gunnar Kofoed, der har forpagtet jorden af kommunen, men han henviser til landmand Preben Bjerregaard, Ellesgaard.
Preben Bjerregaard oplyser, at han har overtaget forpagtningsaftalen med kommunen. Det kommer bag på ham, at beboerne i området har haft så store problemer med flyvende tidselfrø fra marken.
– Det er jeg da lidt rystet over. Jeg har ikke hørt om det og forstår godt, at de er trætte af det. Det har jeg fuld forståelse for, men er ærgerlig over, at de ikke har henvendt sig til mig, så vi kunne få en dialog om det. Jeg har ikke ønske om at genere nogen, siger Preben Bjerregaard.
Han dyrker hestebønner på marken og har netop høstet.
Hvorfor har der været så mange tidsler i år?
– Marken er jo økologisk drevet på første år og på den måde en jomfruelig økologisk mark, siger Preben Bjerregaard. Sammen med en anden landmand driver han 160 hektar økologisk landbrug.
– Så jeg tænker, at vi har godt med erfaring i økologisk drift, men du er nødt til at kende jorden, og vi overtog marken i marts i år, siger Preben Bjerregaard og pointerer, at han heller ikke selv synes om de mange tidsler.
– Det er drønærgerligt og ikke lukrativt for mig. Vi gennemkørte marken to gange med strigle, der kradser jorden op, for at bekæmpe ukrudtet, men det har ikke været tilstrækkeligt.
Problemet er så ekstra slemt, fordi marken ligger så tæt på byen.
Det skal der ske
Preben Bjerregaard vil nu sætte ekstra fokus på ukrudtsbekæmpelsen på den økologiske mark.
– Der kommer til at ske det, at vi holder marken sort – altså ikke sår den til – helt indtil foråret og harver den flere gange for hele tiden at stoppe ny vækst.
Vil det så løse problemet?
– Det kan jeg ikke garantere. Når du dyrker økologisk, har du et begrænset antal værktøjer, men man bekæmper tidsler bedst med gennemskæringer, hvor de skæres over i overfladen. Vi har allerede lavet en slagplan for marken – uden at vi kendte til beboernes problemer – fordi vi vidste, at marken har nogle problematikker.
Jeg vil gerne høre om problemerne
Preben Bjerregaard tilføjer, at naboerne til marken er mere end velkomne til at henvende sig til ham.
– Henvend jer gerne, og jeg vil hjertensgerne stille op til dialog. Jeg har ikke noget at skjule, og der er ikke noget, jeg ikke vil stå model til. Tværtimod vil jeg gerne høre, hvilke gener det giver hos naboerne. Det mig kun klogere, siger Preben Bjerregaard.