– Som jeg ser det, har musik en evne til at udtrykke et stort og meget intenst nærvær, og hvis der er noget, vi i den grad har manglet sidste år, så er det nærvær. Gennem sange kan vi få et utrolig intimt indblik i et andet menneske, hvor dennes tanker fortælles gennem teksterne, og musikken underbygger følelserne, Sammen kan de føre os ud på en rejse, ind i artistens personlige univers. Jeg oplever, at jeg er blevet bedre til at lytte til musik i det seneste år, hvor det har været sparsomt med stimuli, både socialt og kulturelt, og for mig har det betydet, at jeg i en højere grad end før har lyttet til musik. Altså ikke bare sat musik på, men virkelig lyttet til musikken.
Hvad er musikterapi?
– Universitetsuddannelsen i musikterapi på Aalborg Universitet har eksisteret siden 1980’erne. Musik har en fantastisk evne til at sætte følelser i gang, til at vække minder og få os til at glemme tid og sted, skabe fællesskaber og sætte kroppen i bevægelse. Musikterapi er en behandlingsform, hvor man bevidst bruger nogle af musikkens egenskaber til at øge sundhed og livskvalitet. Helt konkret kan musikken bruges til at skabe trygge relationer, vække social interesse, bryde social isolation, mindske stress, arbejde med smertelindring, styrke identitet og bearbejde følelsesmæssige traumer. Hvordan det bliver brugt, afhænger af klientens behov. Man bruger musikterapi inden for rigtig mange forskellige områder, for eksempel i behandlingen af demens, palliation, fysiske eller mentale funktionsnedsættelser og i psykiatrien. For mig er en af de helt unikke og utrolig smukke ting ved musikterapi, at man bringer noget meget humanistisk og kunstnerisk ind i et, efter min mening, lidt farveløst sundhedsvæsen. Musik kan gøre ting ved mennesker, der ikke altid kan måles, men som kan være af meget stor værdi.