Udsigten til seks nye atomkraftværker i det nordlige Polen vækker bekymring i nabolandene, herunder Tyskland, og nu har bekymringen bredt sig til Bornholm.
Den polske regering fremlagde i 2019 en energiplan, der blandt andet omfatter opførslen af seks nye atomkraftværker i den nordøstlige del af landet. Det første værk har regeringen valgt at placere i Zarnowiec, cirka 60 kilometer nord for Gdansk og 200 kilometer sydøst for Bornholm. Værket skal efter planen skal stå færdigt i 2033. Byerne Warta-Klempicz og Kopan, der henholdsvis ligger 250 og 100 kilometer fra Bornholm, er i spil i næste række.
Udsigten til atomkraft i nabolandet har skabt bekymring i Tyskland. Parlamentet har for nylig gennemført en undersøgelse, der ifølge avisen Zeit viser, at 1,8 millioner tyske borgere vil risikere at skulle evakueres fra deres hjem i op mod et år i tilfælde af en alvorlig atomulykke i Polen.
Truslen har fået den tyske regering til at kræve en indsigelsesret overfor de polske planer, og nu har den bornholmske viceborgmester, Morten Riis fra Enhedslisten, også sluttet sig til gruppen af bekymrede naboer.