– Jeg forstår godt det ønske, og jeg forstår godt, man i Klemensker er ked af, at man lukkede skolen dengang. Men hvis jeg skal være helt ærlig, ville det presse økonomien i vores folkeskole for meget, hvis vi skal lave en ny skole. Jeg kan ikke se, at vi kan gøre det lige nu, siger han.
Vil ikke trække fra andre folkeskoler
Ifølge Philip Hedegaard Kjøller er et spørgsmål om en skole i Klemensker også et spørgsmål om, om man vil investere i den bornholmske folkeskole generelt.
I 4-Kløver-Klyngen, som består af Nyker, Klemensker, Rø og Årsballe, hører børnene enten til Svartingedal Skoles eller Kongeskærskolens distrikt. Men en del af dem går ifølge Philip Hedegaard Kjøller i stedet på folke- eller privatskoler i Rønne, friskolen i Nyker eller friskolen i Østerlars.
Hvis politikerne ville styrke den bornholmske folkeskole, skulle de derfor etablere en skole i Klemensker, midt i nordlandet, og så ville flere i området vælge folkeskolen til, mener Philip Hedegaard Kjøller.