Mindeord: En bisættelse fejer dig ikke ud

Mindeord: En bisættelse fejer dig ikke ud
Ibs Kirke. Arkivfoto: Berit Hvassum
Torsdag 23. juli 2020 • 19:18
Af:
torben pind
Torsdag 23. juli 2020 • 19:18
Mindeord

Torben Pind, Bølshavn, tidligere tandlæge i Østermarie, har indsendt følgende mindeord i forbindelse med Jens Nygaard Larsens død:

Jens blev bisat fra Sankt Ibs Kirke i lørdags. Kirken var godt og vel fyldt af familie, venner og omgangskreds, der på årets smukkeste dag udtrykte et farvel til Jens – og en tak. For han var et rart menneske at have levet i nærheden af, da han foruden sin familie elskede æstetik og livet og på trods af dets tilskikkelser altid anbefalede det til os på sin egen stille, og glade, måde. Han syntes, at det var godt.

Selv steg jeg om bord i Jens’ nærhed i 1977, hvor fru Solveig og han etablerede deres kliniske tandteknikervirksomhed og bolig i Listed og snart efter kunne byde forældrene, Vivi og Viggo, ligeledes tandteknikere, velkommen til Bornholm. Spændte, men sikre på, at det skulle gå. De var de første og de eneste på øen. Og det gik. Bornholms tandlæger manglede en erfaren og lokal virksomhed for at få tryllet deres forarbejder om til smukke resultater, der passede og pyntede i patienternes munde. Og det blev til tusindvis af bornholmske munde og smilende mennesker, der stadig kan takke dig, Jens, for at kunne virke og se pæne ud. Måske gik takken til tandlægen, men rosen burde sendes til Jens Larsen og fru Solveig. Tak.

I sparede os tandlægeklinikker for meget forsendelsesarbejde, hvor i stedet chaufførerne Betty, Nina og Kent (eller Vivi eller I selv) kom susende for at hente og bringe. Og vi tandlæger har ofte spændt jer for vanskelige situationer og stjålet jeres fritid uden beklagelser fra jer. Tak.

Livet går heldigvis videre. For du, Jens, og Solveig har haft den lykke, at jeres værk er videreført af jeres søn Claes, som ufortrødent udvikler det i Aarsdale.

Undertegnedes vision for dig, Jens, er, at når der sidder så mange dele af dig i os på Bornholm, fejer en bisættelse dig ikke ud. Dels er vi mange, der husker lidt endnu, men om tusinde år, når arkæologerne kortlægger det 20. århundrede, vil de også udrede tandplejens niveau ved hjælp af småting fundet i jorden og eksempelvis konkludere at have fundet arbejder fra Jens Larsen.

Må der stå respekt om dit minde, Jens, og må det smitte af på dine nærmeste, de fortjener det.



En sijllavitta



‘Sijllagjæl’ (indvolde fra sild) som man klaskede op på en væg i forskellige figurer, fx et ansigt, for at forskrække folk om natten, idet det lyste (fosforescerede). Teinnæs illustrerer ordet med følgende citat: ‘Pass du på, ønte varr så vikti, æjlla kajn du tro jâ ska lawa dai en sijllavitta’.
FÅ ABONNEMENT