Meningen er at skabe og fortælle historier

Livets mening er at give det videre – også i form af det, vi skaber, mener ”punkerkeramikeren” Michael Geertsen, der betegner sig selv som en gudfrygtig tvivler. Nu er han udstillingsaktuel på både Hjorths Fabrik og Bornholms Kunstmuseum.

TRO OG EKSISTENS

Hvad er meningen?

I denne artikelserie interviewer Bornholms Tidende bornholmere om livets store grundspørgsmål. Hvem er jeg? Hvor kommer jeg fra? Og hvor skal jeg hen?

Livet begynder med ler. For af jorden kommer vi alle, som man siger i begravelsesritualet: ”Af jord er du kommet. Til jord skal du blive. Af jorden skal du igen opstå.” I skabelsesberetningen puster Gud også liv i Adam, efter han har formet ham af ler, og senere i Bibelen bliver Gud sågar sammenlignet med en pottemager, der former sit folk efter sit billede. Og ler spiller også en central rolle i andre skabelsesberetninger, forklarer keramikeren Michael Geertsen, der flyttede til Bornholm for to år siden.

– Det uheldige ved at gribe fat i mig er, at ler altid er udgangspunktet, siger han og griner med en københavnsk accent, der ikke lader sig skjule, inden han gengiver en afrikansk skabelsesberetning.

– I en kendt skabelsesberetning fortælles det, at skaberen engang formede fire figurer i ler og lagde dem til tørring i solen. Det ene blev hvid, fordi den ikke lå så længe i solen. Den næste blev rød, fordi lå lidt længere. Den tredje blev brun, og den sidste lå så længe, at den blev kulsort. På den måde forklarede man også folkeslagenes hudfarve, fortæller han.

Lignende skabelsesberetninger, hvor mennesket skabes af ler, fortælles blandt andet både af Shilluk-folket i Sudan, Mansifolket i Sibirien og blandt nordamerikanske indianere. For der findes ler overalt på Jorden. Og det er kun naturligt, at alverdens folk forbinder liv med ler, for vi har formet kar og fade i ler, siden vi rejste os op på bagbenene, fortæller Michael Geertsen.

Kirken som inspiration

Selv er han i øjeblikket aktuel med dialogudstillingen ”Geertsen vs. Hjorth” på Hjorths Fabrik, hvor vi mødes for at tale om liv og ler.

– Sommetider kan jeg selv få fornemmelse af, at vi er skabt af ler. Vores navle er simpelthen stedet, hvor man lige tjekker, om leret stadigvæk er blødt, siger han og borer symbolsk en tommeltot ned mod en af bøgerne, som ligger på bordet i mellem os.

Men tror du, det var Gud, der blæste liv i leret?

– Egentlig tror jeg mest, at livet er en kemisk proces, men det afholder mig ikke fra at være gudfrygtig. Jeg er ganske almindeligt opdraget i lutheransk folkekirketro. Mine forældre var kulturkristne, mens mine bedsteforældre var menighedsrådsmedlemmer. Det var et samfundskit at være med i kirken. Jeg kan godt lide ideen om, at man er samlet om noget større uden det nødvendigvis bliver en bedeklub, siger Michael Geertsen, der blandt andet også finder inspiration til at skabe sine egne unikaværker i kirker, hvor han nyder at besøge sine for længst afdøde kunstnerkollegaer gennem deres udsmykninger.

Pottemagerpunker

Med en opvækst i Nakskov på Lolland som søn af fabriksarbejdere lå det ellers ikke i kortene, at Michael Geertsen skulle slå sine folder som pottemager og kunstner. Men han nærmede sig som ung kunsten gennem punkbevægelsen i København.

– Jeg blev tiltrukket af punkbevægelsen med dens slogans som ’Du har ikke en chance, tag den!’ I virkeligheden dækkede det også over et modernistisk kunstsyn, hvor vi så os selv som skabere af vores eget liv, fordi der ikke var andre, der gjorde noget for os. Men det var, modsat hippierne før os, der hurtigt udviklede sig til frelste partisoldater, et oprør uden svar, erkender keramikeren, der stadig betragter sig som punker.

I ansigtet er der også stadig en fandenivolskhed at spore. Tøjet er også stadig mørkt ligesom håret, og selvom den tidligere hanekam nu er strøget sirligt tilbage, lever rebellen stadig i ham.

– Jeg får stadig myrekryb, når Mette Frederiksen skal lege stor leder, som alle andre skal følge i socialdemokratismens hellige velfærdsnavn. På den måde har jeg stadigvæk blodsmag i munden og hvide knoer, siger han og skutter sig.

– I Det Gamle Testamente er Gud en pottemager, som vil forme israelitterne efter sit billede. Nu vil socialdemokratiet gøre det samme! Men jeg har altid gerne villet bestemme over mit eget liv.

Mennesket og krukken

Alligevel føler han sig gennem keramikken som en del af et ældgammelt fællesskab.

– Min papsøn er blevet kok, som jo også er et gammelt erhverv, og vi taler nogle gange om, at der altid har været potter og fade, man kunne opbevare maden i. Sådan har keramikken været vores følgesvend siden menneskets urtid. Når man køber en vase, repræsenterer den også stadigvæk arnen, centrummet i hjemmet. Og det særlige ved krukken er i min optik, at det er den første abstrakte repetition af et menneske. Den har halsen, skuldrene, maven og foden og så har den øre på som et menneske, og det, synes jeg, er interessant som udgangspunkt.

På den måde kan man betragte antikke krukker som et kunstnerisk studie af at være menneske, mener han.

– Kunstneren er per definition i hvert fald i min optik en søgende sjæl. Og det har kunstnere altid været. Nu siger jeg, at jeg er gudfrygtig, men der er jo også den hornede, der hiver den anden vej.

Den hornede?

– Ja, Lucifer, siger han, inden en kort, men heftig latter kommer væltende.

– Det er jo ikke kun det gode, fornuftige og hensigtsmæssige, der styrer os, men der er også det, der trækker den anden vej mod egoisme og begær. Hvis vi skal tale om det i samtidssprog, er det måske drifterne, der er den hornede. Det skildrer kunsten jo også. Her på Hjorths Fabrik har man også tidligere skabt krukker med vædderhorn og andre symboler, som man ellers i dag ville forbinde med metalrockbands, siger han og vender sig rundt mod den gamle keramik, som velforvaret i skabe bag glaslåger omgiver os.

– De er jo symboler, der bruges af ungdomskulturer, der vedkender sig at være satanister. Det kan man undre sig over. Men hvis man erkender den ene side, så eksisterer den anden side også.

Farlig forfængelighed

Historien om Lucifer viser, at selv en ærkeengel kan blive en satan. For man bliver hurtigt en satan, når man selv vil være Gud, mener Michael Geertsen.

– Lucifer var vist oven i købet en meget smuk engel, men han kom galt af sted, da han troede, at han kunne selv. Man kan måske nok i virkeligheden sammenligne ham med kunstnerfiguren, siger Michael Geertsen og peger på, at måske især unge kunstnere drives af forfængelighed og storhedsvanvid.

– Det er jo de færreste 16-årige, der virkelig har noget originalt at byde på. Men når man dagligt over årtier arbejder med eksistens, er der jo også muligheden for at komme i tvivl på godt og ondt, siger han lader tavsheden ligge lidt på bordet i mellem os, inden han tilføjer:

– Det kan godt være, at der er nogle kristne i Nexø, der lægger sig fladt på maven for troen, men de fleste af os står jo i tvivlen, men lur mig om det ikke også er en drivkraft til at tænke videre over tilværelsen.

Tættere på skaberværket

Keramikeren er godt klar over, at de helt store spørgsmål for nogle kan være svære at rumme. Men i stedet kan man så måske rumme at lægge forårsløg i jorden, foreslår han.

– Vi har brug for at se ting gro. Det, tror jeg, er et helt grundlæggende behov i os. Den gamle romer Cicero sagde også, at man som menneske kun behøver en have og et bibliotek. Man skal have adgang til skaberværket og adgang til information. Det er jo godt tænkt for en romer, der levede på Jesu tid.

Er det også det, der betyder noget for dig?

– Det er det eneste, der betyder noget, kommer det lynhurtigt.

– Det er også derfor, at jeg valgte at flytte til Bornholm i stedet for at blive i København. Jeg vil gerne tættere på skaberværket, siger kunstneren, der bor på slottet med udsigt til både natur og kapellet, der dagligt minder ham om vores egen forgængelighed.

Hvad tror du, der sker, når vi dør?

– Jeg tror ikke, at der sker så meget. Vi bliver et vissent blad, der giver næring til det næste liv. Er der noget bagefter, er det fint, men ellers er det også fint. Jeg synes ikke, at dette liv er så fantastisk, at det absolut skal fortsætte efter døden, for livet er jo også et slid.

Frihedens pris

Kunstneren tøver et øjeblik, før han svarer på, om han er melankolsk anlagt.

– Ja, det tror jeg nok, siger han så med alvor i det ellers lidt skælmske ansigt.

– Hvis du spørger min kone, vil hun nok sige, at jeg lidt er en jammergøj. Men som kunstner må man også have filtrene åbne. På den måde bliver man måske mere sårbar og forsvarsløs mod melankoli. Men bare det at vågne op og tænke over, at jeg nu endnu en gang skal padle op ad floden for at få noget så gement som tag over hovedet og noget at spise, det kan godt forstærke min melankoli. Det er jeg træt af, siger han og forklarer, at det at insistere på friheden til at skabe og være herre i eget hus også har en pris.

– Det er jo de færreste kunstnere, der lever fedt af deres kunst. Men det, der giver mig mod til at fortsætte i stedet for at hoppe ud fra en bro, er jo, at der er en mening med at skabe og fortælle historier.

Er det meningen med livet?

– Den overordnede mening med livet er reproduktion. Det er den eneste reelle mening, jeg kan finde. Men jeg finder også mening ved at være et sted som her, hvor man kan have en samtale med kunstnere, der for længst er døde. Og med eksistensen i det hele taget.

Kvart i for sent

Michael Geertsen nikker mod rummet forenden af gangen, hvor han i øjeblikket udstiller kulsorte værker, som er skabt ud fra en dialog med afdøde keramiker Hans Hjorth. Med Hjoths gamle støbeforme har han skabt sine egne skulpturer – som en musiker ”sampler” gamle melodier til ny musik. For ifølge keramikeren er det en utopi at tro, at man kan skabe noget helt nyt, men ved at stjæle fra historien med arme og ben og sætte det sammen på sin egen måde kan man skabe et udtryk og udsagn, der alligevel er ens eget, og forhåbentlig prikke til folks undren og refleksion, for kunst skal ikke bare være æstetiske objekter, men være som en sten i skoen, mener kunstneren.

– Den bedste kunst er den, der nærmest bliver en syntese af vores liv.

Tror du, din kunst overlever de næste 100 år?

– Det er mit forfængelige håb, smiler han.

Men drømmen om at sætte et aftryk, inden han selv er væk, opleves konstant som et kapløb med tiden, forklarer han.

– Klokken er hele tiden kvart i for sent. Om tyve år er jeg her måske ikke mere. Derfor lever jeg efter den livsindstilling, at i dag er sidste dag. Og jeg er sikkert forfærdelig at leve sammen med, for jeg prøver at undgå alt andet end frirummet til at skabe, siger punkerkeramikeren.

– Jeg er nødt til at finde et rum, hvor jeg kan tænke selv, og det er i min verden også at søge Gud.

Blå bog

Michael Geertsen

Født i 1966. Dansk keramiker.

Pottemageruddannet og siden uddannet fra Skolen for Brugskunst og Danmarks Designskole.

Hans værker er blandt andet repræsenteret på Designmuseum Danmark, København, Victoria and Albert Museum, London, Museum of Arts and Design, New York City, Inceon i Korea, FuLe International Ceramic Art Museums og Fuping i Kina.

I 2007 blev han tildelt sølvmedalje for sit værk ”Blue Object” i The 4th World Ceramic Biennale Korean International Competition. Udstillingen ”Geertsen vs. Hjorth” er netop åbnet på Hjorths Fabrik i Rønne.