Maveinfektion: 80 personer har i pinsen henvendt sig med symptomer

Maveinfektion: 80 personer har i pinsen henvendt sig med symptomer
Ni personer er tirsdag formiddag indlagt med maveinfektion efter bakterieindbrud i pinseugen. Arkivfoto: Bornholms Hospital
| 2. JUN 2020 • 09:42
Af:
jakob-noermark

2. JUN 2020 • 09:42
I løbet af pinsen har Bornholms Hospital og akuttelefonen 1813 fået omkring 80 henvendelser fra personer på Bornholm, som har haft diarré, feber, mavesmerter eller andre symptomer, der kan skyldes en maveinfektion.

Tirsdag morgen er ni personer indlagt på hospitalet, hvis analyser har vist, at bakterien campylobacter er skyld i maveinfektionen i flere tilfælde.

Da hospitalspersonalet så et usædvanligt sygdomsmønster, blev Styrelsen for Patientsikkerhed søndag orienteret om situationen. Som myndighed har styrelsen i samarbejde med Statens Serum Institut ansvaret for at finde frem til smittekilden.

Hospitalets kommunikationsmedarbejder, Pernille Gjede, oplyser, at der er folk med symptomer i alle aldersgrupper og på hele Bornholm. Koncentrationen af sygdomstilfælde er størst i Rønne-området.

- Vi har ingen alvorligt komplicerede forløb, fortæller Pernille Gjede.

En campylobacter-infektion kan vare fra få dage og op til to uger. Inkubationstiden – tiden fra man smittes, til symptomerne kommer til udtryk – kan svinge fra 1-10 dage, men er ifølge sundhed.dk oftest omkring to dage.

 
Campylobacter er almindelig i tarmen hos mange dyr, herunder svin, kvæg, kyllinger og hunde. Bakterien kan blive spredt fra dyrenes tarm via gødning eller afføring og under slagtning af dyrene.

Campylobacter kan være i fødevarer, som for eksempel kød fra fjerkræ, forurenet drikkevand og upasteuriseret mælk.

Undersøgelser har vist, at kyllingekød er den største kendte kilde til smitte af mennesker med campylobacter. Men der er en række andre væsentlige kilder.

Statens Serum Institut registrerer årligt ca. 4.500 syge af campylobacter. Men Danmarks Tekniske Universitet, Fødevareinstituttet, vurderer, at det reelle tal er ca. 12 gange højere, fordi mange ikke går til lægen.

Ofte er det kun en enkelt person, der bliver syg. Man ser kun få udbrud, hvor flere bliver syge af campylobacter.

Kilde: Fødevarestyrelsen