Kendetegnende for Facebook-dialogerne er, at ikke rigtig nogen tager S og V i forsvar. Af det kan man selvfølgelig ikke slutte, at ingen på Bornholm er enig med de to forligspartier, og at alle afviser S og V, når de beskriver forliget som båret af en følelse af nødvendighed og ansvar, også selvom det (ja) måtte koste for nogen.
Hvad man derimod kan slutte er, at støtterne af Socialdemokratiet, Venstre og de to partiers fælles forlig ikke ligefrem har travlt med at fortælle, hvad de mener. Man tager heller ikke fejl, hvis man desuden konkluderer, at en del i S og V's egne rækker forholder sig tavst, fordi de enten ikke står bag, hvad der skete – i hvert fald ikke det hele – eller at de simpelthen mere end fornemmer, at det at støtte forliget ikke vil gavne deres chancer for snart at blive valgt til nogen post stort højere end kommunal kattefanger.
Mens megen snak af den slags foregår sted ganske åbent, finder anden snak sted stærkt fortroligt, på tomandshånd og skjult. Budgetforliget har også betydet, at partierne udenfor forliget har skruet mærkbart op for kontakten til hinanden. Så forskellige partier og lister som SF og Enhedslisten på den ene side, Kristendemokraterne et sted omkring midten – og Dansk Folkeparti og Bornholmerlisten på den anden side.
Skal de alle være enige, bliver mængden af emner at tale om lille. Men for tiden er de enige om én ting, der til gengæld fylder dem så stærkt, at de får lettere ved at rykke tættere sammen. Også de partier taler om mulige borgmestre, og her er de til en start forenet i, at ingen af dem ønsker en borgmester fra hverken S eller V.
Følelsen af at være blevet forurettet er størst hos Enhedslisten, SF og Kristendemokraterne. Men Dansk Folkeparti og Bornholmerlisten deler og forstår til fulde følelsen, og den forståelse opløser netop nu modsætninger, der plejede at være, men nu bliver sat til side af et fælles ønske om et andet flertal og en anden politisk kultur.