– De to har et fantastisk fællesskab omkring boldleg for små poder, der har til huse i Mulighedernes Hus under Tejn Idrætsforening. Her kommer mange små børn under skolealderen sammen med en voksen hver lørdag formiddag og leger. Steen og Lars har slæbt en masse spændende aktivitetsting frem og instruerer samtidig med, at de servicerer med frugt og drikkelse, siger Brita Hansen
Steen Komstedt og Lars Olsen anerkendes for deres enorme engagement for byes unge. De har i deres sommerferie blandt andet arrangeret en olympiade for børn. De har sørget for aktiviteter, hvor man kan blive kølet helt af i sommervarmen. Vandkamp, vandsjov og vandrutsjebaner har de stablet på benene. Den eneste regel, som Steen og Lars havde i deres arrangementer, var, at børnene skulle have det sjovt.
Torsdag aften modtog de også et diplom og en personlig pengegave. Derudover får de også et økonomisk tilskud til deres poder i idrætsforeningen, som de træner.
Årets prismodtagere har på trods af et hårdt år som frivillige, da corona har lukket det meste foreningsaktivitet ned, brændt igennem i lokalsamfundet, og det er i år fællesnævneren for årets prismodtagere til generalforsamlingen i Tejn Borgerforening.
– Begrundelsen for netop disse valg i år er deres ukuelige vilje på trods af coronanedlukninger, at fastholde deres visioner og finde løsninger, selv i en anderledes tid. Må vi ikke lege med de små inde, går vi ud, må vi ikke være så mange, sender vi forældrene væk. De fandt en løsning hele vejen igennem til glæde for børn og voksne, siger Brita Hansen.