Leonora er børnegøgler på middelaldercentret

Leonora er børnegøgler på middelaldercentret
Leonora på otte år er en af børnene i Trup Ting Tang. Hun synes, det bedste ved at være med i gøglertruppen, er fællesskabet med de andre. Foto: Berit Hvassum
| ABONNENT | 2. MAJ 2021 • 12:17
| ABONNENT
2. MAJ 2021 • 12:17

SÆSONÅBNING

I gøglerlejren på Bornholms Middelaldercenter ligger en stor flok børn i middelaldertøj i mærkværdige stillinger, mens en pind bliver flyttet og sat nye steder i jorden.

Børnenes fødder flytter sig efter pinden, og sådan træner de bevægelse og balance.

De er gøglerbørn i Trup Ting Tang, som holder til på Bornholms Middelaldercenter. Og lige nu leger de "pind" som er en gammel leg, hvor man skal sætte sin fod, hvor pinden er.

Det fortæller Maximus Heratikus, der er gøgler og har været med til at starte truppen for godt og vel tyve år siden.

– Vi mødes hver tirsdag eftermiddag. Alle børn er velkomne. Her lærer vi om akrobatik, balance, at kende scenen, disciplin. Man kan ikke optræde uden disciplin og en viden om, hvornår man fjoller og hvornår man optræder, siger han.


Gøglerbørnene fra Trup Ting Tang øvede sig inden deres opvisning på Bornholms Middelaldercenters åbningsdag. Foto: Berit Hvassum

Man lærer en masse

En af børnene i Trup Ting Tang er Leonora på otte år. Hun bor i Rønne og går til gøgl her på middelaldercentret hver tirsdag.

– Det startede med, at min storebror og storesøster begyndte her, og så så jeg, hvad de lavede her og tænkte, at det ville jeg også, fortæller hun.

Leonora synes, det er sjovt at være med i gøglertruppen, og hun synes også, man lærer meget.

– Jeg lærer en masse om akrobatik, lidt om ild, og en masse om at samarbejde og hvordan man optræder, siger hun.

Udover træningen om tirsdagen, mødes truppen også og er sammen en hel uge i sommerferien.

Det er noget helt særligt, synes Leonora.

– Så sover vi her, og det er bare rigtig sjovt og hyggeligt. Vi får slik om fredagen, og engang optrådte vi i Gudhjem og fik en gratis is, fortæller hun.


Maximus Heratikus er gøgler og underviser børnene i Trup Ting Tang. På åbningsdagen i Bornholms Middelaldercenter viste han, hvordan man balancerer et sværd på en knivspids med munden. Foto: Berit Hvassum

Man kan altid finde venner her

Det er især det sociale i truppen, som Leonora er glad for ved at være med i Ting Tang.

– Det gode ved truppen er, at man altid kan finde venner her og ikke er alene. Jeg føler mig meget tryg og synes, det er hyggeligt, at vi er sammen om det her, siger hun.

I dag er der åbningsdag på Bornholms Middelaldercenter og gøglerbørnene skal lave en opvisning.

Leonora skal blandt andet optræde som hovedet på en edderkop, hvor nogle af de andre børn danner kroppen.

Og så skal hun også være en nøgle i søen, der bliver taget op og brugt til at låse en dør op.