Leder: Vandrerøen

LEDER

Øer kommer i alle former og størrelser, men fælles for dem alle er, at følger du kysten rundt, kommer du altid tilbage til dit udgangspunkt.

Derfor behøver tingene ikke altid gå så stærkt. Som øboere tilpasser vi tempoet efter gerningens vigtighed. Så længe den ene fod kommer foran den anden, skal vi nok komme i mål før eller senere.

Denne afslappede tilgang bliver af nogle folk udefra tolket som en tendens til forstokkethed. Denne fordom er mest udbredt hos visse typer af byfolk. Folk med store armbevægelser og hovedet fuldt af ideer. Indrømmet, denne antagelse er i sig selv lidt af en fordom. Men typen – uagtet dens udbredelse – findes skam. Vi har alle mødt ham eller hende, der bare ikke kan forstå, hvorfor vi ikke gør sådan og sådan, og så vil det hele blive meget bedre: Så vil virksomhederne strømme til, og turisterne vælte ind året rundt.

Men øboer forstår noget, fastlandsboer har sværere ved. Vores lille øsamfund med kulturelle rødder dybt ned i klippegrunden er skrøbelige over for forandring. Det betyder ikke, at vi ikke vil forandringen. Den skal blot komme i et tempo, vi kan kontrollere, så forandringen ikke vælter det bestående, men kommer som en forlængelse af det. Det understreger vigtigheden af den demokratiske samtale. Forandringen vil komme uanset hvad. Det er igennem samtalen om den, vi bevarer kontrollen.

Bornholmerne kender om nogen til forandring. Erhverv er forsvundet, andre er kommet til, og med dem er nye bornholmerne flyttet med. Det er godt, for det betyder som bekendt arbejdspladser. Men erhverv – nye som gamle – udfordrer også vores natur, som i forvejen er truet af klimaforandringerne. Ligesom vi også skal have en samtale om, hvordan vi sikrer, at tilflyttere falder til, så de ikke bliver ensomme.

Alt det er emner, som avisens læsere siden januar har fremført på vandreture med først chefredaktøren og efterfølgende med debatredaktøren, og som dernæst blev bragt i avisen.

Under disse vandreture får den pågældende mulighed for snakke om et emne, som ligger vedkommende tæt på hjertet. Det har blandt andet resulteret i samtaler om vilde minks hærgen blandt øens fuglebestande, spildevand i Nexø, plastikaffald fra havet, forurening af landbruget og kritik af Naturstyrelsen Bornholm. Nogle vil kalde det mikrofonholderi. Vi kalder det at lytte til borgere med en sag.

Hvorfor vandreture? Fordi bornholmere elsker deres ø, og i stedet for at sidde hjemme i en stue og snakke om sagen, tager vi ud til det sted, sagen handler om. Fordi vandreture og samtaler på en måde hænger sammen. Èt er at have en mening. Det har alle. Hvis du vil have folk til at lytte, må du væve sanseindtryk og følelser sammen med dine argumenter. På den måde kommer der også et ansigt på meningen. Noget som er tiltrængt i en tid, hvor tilsvininger af andre folks meninger fyger om sig på de sociale medier. Og så er vandreture uløseligt forbundet med at være bornholmer. Vi spurter ikke afsted. Vi vandrer, vi tænker, vi samtaler, og vi tager de lange seje træk sammen.