Vandretur med debatredaktøren: 'Det frivillige idrætsliv er ikke en serviceydelse'

SAMTALE

Parkeringspladsen foran Nyvest Centret er tom, cykelstativet lige så. Inter under. For hallen i Nylars har sammen med landets andre indendørs idrætsfaciliteter været forladt af deres brugere siden 16. december, hvor de blev lukket ned på grund af corona.

Jeg står og venter på Pia Frost Jensen, den afgående forkvinde for Nyvest Idrætsforening. Med 10 minutter før vi skal mødes, går jeg rundt og betragter hallen udenpå. De gule mursten, galvens afskallede facade og træplanken med påskriften ”Ny-vest Centret” mejslet ind. Jeg kigger ind gennem dobbeltdørenes vinduer og prøver at få et glimt af den dunkle hal, men mørket rummer kun sig selv.

Pia Frost Jensen kommer mig i møde. Den 52-årige går raskt til. Vi skal ud på en lille tur i Præsteskoven, som ligger omkring 350 meter overfor Nylars Rundkirke. Vi går langs cykelstien.

– Vi har på et tidspunkt haft træning i skoven, hvor vi lavede sådan en løbebane med udfordringer.

Hun har inviteret Bornholms Tidendes debatredaktør på vandretur til en snak om vigtigheden af foreningslivet.

– Jeg synes, det frivillige foreningsliv er vigtigt. Jeg synes, det har en kæmpe betydning for fællesskabet. Og for så lille et lokalsamfund som vores (i og omkring Lobbæk, Nylars og Arnager, red.) er det utroligt vigtigt at have noget, der binder sammen. Noget man kan mødes omkring.

Fællesskaber forpligter

Halvvejs mellem rundkirken og skoven stopper vi op og ser tilbage på hallen. Den er selvejet og blev i sin tid bygget af folk fra den dengang nystiftet Nyvest Idrætsforening.

Bygningen blegner totalt i sammenligning med sin berømte nabo, men er mindst lige så vigtig for lokalsamfundet, som kirken er, slår Pia Frost Jensen fast. Hun sammenligner Nyvest Centret med et af de gammeldages samlingshuse, der var i alle små byer.

Hendes bemærkning får mig til at anskue hallen fra en ny vinkel. Som en arv af lokalsamfundet til lokalsamfundet bevaret i mursten og træværk. For ét er at stifte en forening, der til syvende og sidst beror på nogle vedtægter, der kan rives over hvert øjeblik, det skal være. Men en bygning. Det forpligter. Det kræver, at de efterfølgende generationer holder hallen ved lige, så den ikke forfalder. Det giver forkvinden mig ret i.

– På den måde bliver der mange følelser forbundet med det, og som du siger, det giver en forpligtigelse, man skal leve op til, siger hun.

Vi er henne ved skovbrynet, og har indtil videre kun hilst på en enkelt anden vandrer.

– Vi skal herind, siger Pia Frost Jensen og peger på en trampet sti, der bugter sig langs skovbrynet.

Pia Frost Jensen har været på vandretur med debatredaktøren til en snak om vigtigheden af foreningslivet, og hvordan det hviler på lokalsamfundets villighed til at bidrage med frivillige kræfter. Foto: Jacob Jepsen

Foreninger er en indgang til fællesskabet

Da Pia Holst Jensen sammen med hendes mand og parrets to børn flyttede til Bornholm for 15 år siden, var det ikke en del af planen. De var netop hjemvendt efter halvandet år på Grønland og ledte efter et sted at slå sig ned.

– Vi havde vi ikke noget job, ingen penge og intet sted at bo, så vi søgte efter alle tre dele, og blev enige om, at dér, hvor jeg fik arbejde, der flyttede vi hen, og det blev Bornholm, men vi kunne ligeså godt være endt i Vestjylland.

– Så vi havde ikke nogen relation til Bornholm eller kendte nogen på øen, og derfor tænkte vi, at vi var nødt til at danne noget netværk, for vores familie og venner var langt væk. Vi spurgte os selv: "Hvor er fællesskaberne, og hvordan kommer vi derind?" Vi kiggede rundt, fandt idrætsforeningen og blev enige om, at det var det, vi satsede på.

Hendes mand blev fodboldtræner i Nyvest Idrætsforening og selv blev hun valgt ind i bestyrelsen for gymnastik, hvor ungerne børnene gik. Senere blev hun valgt som forkvinde for hovedforeningen. En post hun efter otte år snart siger farvel til. Men hun er dybt taknemmelig for alt det Nyvest Idrætsforening har givet hende. For herigennem blev hun og familien en del af lokalsamfundet, og det har været afgørende for at de kunne falde til.

– Bare det at have nogen at kunne hilse på i brugsen, som kender mig, og jeg kender dem, betyder meget for mig.

Derfor sender hun også en kraftig opfordring til alle om at lade sig engagere i deres lokalsamfund. Det er i og for sig ligegyldigt om, det er kajakroning, håndbold eller skindsyning. Blot at interessen er til stede og man tør tage springet ind i fællesskabet, selvom man til en start ikke kender folk særlig godt.

– For de relationer man får, de handler jo ikke kun om gymnastisk og idræt. Det udvikler sig til mere, og gennem dem møder man andre og pludselig har man et netværk, som breder sig ud. På den måde har jeg altid synes, det var en skide nem måde at komme ind i et lokalsamfund på.

Uden foreningslivet og uden fællesskabet ville Pia Frost Jensen miste en helt fundamental del af det at være menneske.

– For mig giver det sammenhæng med lokalsamfundet og giver mening med mit liv at være en del af et fællesskab.

Tager de frivillige for givet

Gennem sine mange år i foreningslivet har Pia Frost Jensen opdaget, at ildsjæle er centrale for foreningslivet. Folk der både kan igangsætte, organisere, lede og ikke mindst motivere andre til at lade sig engagere.

– Vi er afhængig af ildsjælene til at drive det frem, men det kæver også, at der er frivillige til at støtte, og ikke mindst at folk i lokalsamfundet gider engagere sig. Ellers ender det med, at man river armene rundt på folk for at blive ved med at skubbe noget frem, som i virkeligheden er halvdødt.

Men hvordan kan et lokalsamfund fremdyrke disse ildsjæle?

– Det falder meget tilbage på os selv. Hvis jeg for eksempel sender mine unger op til fodbold, men ikke selv gider engagere mig. Jeg tænker, det er ligesom den forpligtigelse, jeg har i en frivillig forening, det er, at jeg bør engagere mig. Jeg bør komme med en kage, og jeg bør vaske de der trøjer.

Hun holder en pause, og jeg lægger mærke til, at jeg ingen fugle kan høre i skoven. Kun få i det fjerne. Selvom vi er sidst i marts er foråret stadig ikke kommet.

– Men det er mit indtryk, kommer det fra Pia Frost Jensen med en lille pause mellem hvert ord, og jeg fornemmer, at det hun vil sige, er vigtigt for hende.

– At der er i de yngre generationer, dem yngre end mig, men sikkert også folk på min egen alder, er en mindre forståelse for, hvor stor en betydning det frivillige idrætsliv har, og hvor vigtigt det er, at man engagerer sig i det. At folk lidt er begyndt at have en holdning om, at det er en serviceydelse, og det er vildt dræbende for det frivillige arbejde. For hvis man bliver set på, som en serviceydelse og ikke som et menneske, der faktisk bruger en stor del af sin fritid på at gøre et kæmpe stykke arbejde for dig og dine unger, det bliver man træt af at møde.

Du mener, at der er en stigende tendens til, at folk tage frivilliges arbejde for givet?

– Ja, det er lidt min fornemmelse. Jeg bebrejder lidt vores velfærdssamfund, hvor vi er så vant til at alt bare fungerer omkring os. Det bliver styret et eller andet sted fra, og så begynder man at tro, at også de frivillige foreninger er en del af det samme system.

– En af fordelene ved det frivillige arbejde er, at det kan gøres billigt, for folk skal ikke have løn. Men det er vi måske ikke særligt gode til at synliggøre.

Pia holder endnu en pause. Denne gang lidt længere. Det går op for mig, at vi ikke har mødt et eneste menneske på vores halve time i skoven.

– Og så har jeg også tænkt lidt over, kommer det fra hende igen og på samme eftertænksomme måde.

– At vi måske også er lidt et offer for vores egen succes. Fordi vi jo er en kæmpe idrætsforening i Nyvest med lige under 1000 medlemmer. Det er sgu et velsmurt maskineri, vi kører her. Men det bliver nok også lidt usynligt, at vi er afhængige af hinanden, at vi er afhængige af, at at der er frivillige kræfter, der spiller ind i det maskineri og hjælper til. Hvor jeg for eksempel i Nexø kajakklub , hvor vi er meget færre medlemmer, dér er det mere synligt, at man har brug for at alle lige giver en hånd.

Vi kommer ud på på cykelstien igen, og falder ind bag et par, der er ude og gå tur med deres hunde.

– Så måske er vi blevet lidt for dygtige, lyder det fra Pia Frost Jensen, som har valgt ikke at stille op til genvalg som formand for Nyvest Idrætsforening. Hendes afløser er ikke fundet, og hun opfordrer alle, der kunne være interesseret i posten til at søge den.

Bornholms Tidende vil meget gerne tage på vandretur med læsere, der har noget på hjertet, som de gerne vil dele med bornholmerne. Er det dig? Så skriv til debatredaktøren mgh@bornholmstidende.dk