Leder: Når bornholmere holder øje med bornholmere

LEDER

Telefonnummer 537. Kunstnerinde. Gift med lærer ved Allinge-Sandvig Borgerskole. Uddannet på kunstakademiet. Hun har yderliggående, venstreorienterede sympatier.

Sådan lyder teksten på et lille kartotekskort, sirligt tastet på skrivemaskine. Med den detaljerede tilføjelse:

”Kendt for at være i konstant pengenød.”

Ordene står på et kort blandt 170 andre, der i flere år har været gemt i en sort æske på Bornholms Museum, hvor museumsinspektør Jakob Seerup har kredset og værnet om oplysningerne. Nysgerrigt – og med stor respekt for indholdet.

Et andet kort har den oplysning, at den observerede er stærkt venstreorienteret. Så stærkt, at han må betragtes som unational – med den præcise tilføjelse:

”Plejer omgang med landinspektør …”

 

Naboovervågningen af
almindelige borgere,
afværgede reelt ingen fare.

 

Alene fordi det er bevaret, er kartoteket et lille stykke danmarkshistorie. Alle andre lignende kartoteker er ødelagt. Men denne kasse har overlevet og blev for et år siden overdraget til museet fra et dødsbo.

Meget er uvist. Men vi ved, at kassen har tilhørt en officer på Almegårds Kaserne, som sikkert var udpeget af myndighederne til blandt andet at observere værnepligtige, der havde lidt for ”røde” tilbøjeligheder. Men historien er større end som så:

– Der er så mange mennesker nævnt, at jeg ikke tror, det har været én mands værk. Der har simpelthen været en gruppe eventuelt med tilknyttede meddelere, som har gået og holdt øje, siger Jakob Seerup til Bornholms Tidende.

Avisen har fået lov at kigge ned i kartoteket uden at krænke personoplysninger. Det er et lille arkiv over bornholmere, som under Den Kolde Krig angiveligt havde sympatier, der blev betragtet som værende imod rigets interesser, fordi de i en tid med atomar oprustning og trusselsretorik kunne ses som anti-vestlige.

Det opsigtsvækkende for eftertiden er, at der herskede en stemning, hvor bornholmske borgere overvågede andre, de levede side om side med. Oplysninger er blevet husket, samtaler registreret. På værtshuse, hos købmanden og på lærerværelset. I dag ved vi, at det skete i en god hensigt, men at overvågningen gik for vidt.

Som Hans Jørgen Bonnichsen, tidligere efterretningschef siger til Bornholms Tidende:

– Lovlig politisk virksomhed kan aldrig nogensinde og bør aldrig nogensinde være genstand for registrering. For så er vi ikke bedre end Stasi, som han siger.

Spændingerne mellem øst og vest var reelle. Dengang var det naturligt, at myndighederne var på stikkerne. Men naboovervågningen af almindelige borgere, afværgede reelt ingen fare. Det skabte snarere sladder.

Som Jakob Seerup sammenfatter:

– Der er jo ikke nogen, der regnede med, at fordi man stod i et festligt lag og sagde et eller andet sludder på det lokale værtshus, at nogen så skriver det ned i et register med henblik på muligvis at bruge det mod dig engang i fremtiden.

Heldigvis er det historie i dag. Og lukket inde i en lille sort kasse på museet. Men derfor kan vi jo godt lære af historien. Overveje, hvad det register egentlig skulle bruges til – i yderste konsekvens. Og hvad der bragte os til at frygte hinanden så meget.