Leder: Fra rødhætter til elmaster – store forandringer kræver god kommunikation

Leder: Fra rødhætter til elmaster – store forandringer kræver god kommunikation
Foto: Jens-Erik Larsen
Tirsdag 9. marts 2021 • 19:49
Af:
Øjvind Hesselager
Tirsdag 9. marts 2021 • 19:49

LEDER

Det er nemt at være imod forandringer. Og det kan der også være god grund til ind imellem. Men ofte bliver forandringer, der er funktionelt betinget, mødt med argumenter af æstetisk karakter. Det kan godt være, at I siger, de virker bedre, men de er grimme!

Den slags forløb er ofte præget af utilstrækkelig inddragelse og kommunikation.

Lad os tage det seneste eksempel, der handler om de nye elmaster i Svaneke, der har rejst lidt af en shitstorm på Facebook.

– Nej, det ser da grimt ud. Hvem har dog besluttet, at det skal se sådan ud?

Lyder en af de over 100 kommentarer, som et opslag om masterne har udløst.

Nu, da pryglene falder ned over Bornholms Regionskommune, skal projektleder Flemming Bech have ros. For han er gået ind i debatten og har svaret på kritikken. Det kan hurtigt udvikle sig til at uoverskuelig gerning.

Umiddelbart beskriver Flemming Bech et helt eksemplarisk forløb, hvor de centrale interessenter har været inddraget. Der har blandt andet været holdt møder med Svanekes Venner om, hvordan lyset på torvet kunne renoveres.

Og efter lidt frem og tilbage, endte det med, at Svanekes Venner foretrak, at lamperne blev ophængt på wirer – præcis som hidtil.

 

Går det, som det plejer,
så kan det ikke afvises, at masterne,
når der kommer wire på og de
bliver mere matte i metallet,
måske ligefrem fremstår så smukke,
at nogen en dag vil kæmpe for deres bevarelse.

 

Flemming Bech har helt sikkert troet, at nu var alt fryd og gammen.

Som han forklarer Bornholms Tidende:

– Et ingeniørfirma har beregnet kræfterne i wiresystemet, som medfører masternes udformning, skriver Flemming Bech.

Og det er så præcis her, det er gået galt. For beslutningen om at Svaneke skal have gadebelysning, der hænger på wirer, er rent funktionel. Den ryger derpå over til at ingeniørfirma, der sikrer stabiliteten – men ikke æstetikken.

For Svanekes Venner har tydeligvis ikke anet, at beslutningen om at fortsætte med en wireløsning, ville udløse lige præcis den type master med det udseende.

Her kan der drages en parallel til sagen om de mange røde og hvide trafiksten – såkaldte rødhætter – kommunen har fjernet og erstattet af mere moderne autoværn i metal.

Her var kommunen helt tavs i forandringsprocessen. Alle de saglige argumenter om, at det nye værn er mere trafiksikkert, blev først præsenteret, da rødhætterne var fjernet. De kunne derfor ligne en efterrationalisering, der skulle dække over, at det var nemmere og billigere ikke at renovere rødhætterne.

Så læren er jo ganske enkel. De engagerede borgere skal informeres om de kommende forandringer og inddrages i processen, hvis den skal køre lydefrit, og tilliden til kommunen skal være intakt.

Tiden plejer at læge den slags. Og går det, som det plejer, så kan det ikke afvises, at masterne, når der kommer wire på og de bliver mere matte i metallet, måske ligefrem fremstår så smukke, at nogen en dag vil kæmpe indædt for deres bevarelse.

FÅ ABONNEMENT