Kunne vi udbrede tendensen, så der gik konkurrence i at lade plæneklipperen stå lidt mere i garagen – og i stedet begynde at svinge en le, så der opstår lokale enklaver med blomsterenge med masser af planter og insekter?
Når naturen skal gøres vild, handler det dybest set om at gøre op med, hvad vi almindelige borgere synes er pænt. Hvorfor er klippede hække og trimmede plæner pænere end vild natur? Hvorfor sorterer vi planter i ukrudt og ikke ukrudt?
Konkurrencen kan næppe vindes, hvis ikke vi begynder at genoverveje, hvordan et parcelhuskvarter skal se ud. Er det i virkeligheden udtryk for større overskud, at plænerne får lov at vokse, end at de ligger hen som billard-tæpper?
Det kunne måske være både sjovt og lærerigt, hvis villaveje, beboerforeninger og landsbysamfund greb muligheden og besluttede sig for at lade den vilde natur vokse lidt ind i byerne. Hvis børnene kunne lege i blomsterenge og se naturen pible frem.