Kritiker: Nye huse i Tejn svarer ikke til lokalplanen

Det er blandt andet denne visualisering fra FB Gruppen, der kan give anledning til undren. Hvor er kystruten? Men det er blot midlertidige billeder, hvor der kan være mangler, fortæller Stig Nørnberg. Illustration: FB Gruppen
FRITIDSHUSE | TEJN | ABONNENT | 18. JAN 2022 • 19:23
FRITIDSHUSE | TEJN | ABONNENT
18. JAN 2022 • 19:23

Visualiseringerne af Tejn Havnehuse mangler en offentligt tilgængelig sti, de mangler beplantning og andet, som ellers stod lovet i lokalplan 106, der omfatter byggeriet af havnehusene.

Mandag bragte Bornholms Tidende en artikel om et nyt byggeri på Tejn Havn, der går under navnet Tejn Havnehuse, hvor der i løbet af 2022 vil blive bygget 14 bygninger med 28 boliger på Havnevej 14 i Tejn. Det bliver bygget af FB Gruppen, hvor Stig Nørnberg er teknisk direktør og partner i FB Gruppen. Han kunne dog fortælle til Bornholms Tidende, at projektet er forsinket, og man forventer, at de nye beboere først kan flytte ind i april i 2023.

Artiklen blev bragt med flere billeder og illustrationer, der skulle vise, hvordan Tejn Havnehuse vil tage sig ud, når de står klar. En opmærksom læser gjorde opmærksom på, at illustrationerne havde fejl og mangler. Tejn Havnehuse, som de blev vist på visualiseringerne, stemte ikke overens med det projekt, der først blev præsenteret i kommunens lokalplan. Elisabeth A. P. Eriksen, der først og fremmest er engageret borger i byens udvikling, men som også arbejder i byggebranchen, gav udtryk for, at det lignede på visualiseringerne, at Tejn Havnehuse-projektet ikke levede op til det, FB Gruppen i første omgang havde budt ind med.

Elisabeth A. P. Eriksen så blandt andet ingen gangsti i visualiseringerne af Tejn Havnehuse. Materialet på husene var heller ikke, som det stod skrevet i lokalplanen.

– Jeg undrer mig over, at der umiddelbart er stor forskel mellem det projekt, som blev sendt til offentlig høring - og så projektet præsenteret i artiklen i dag. Blandt andet virker det som om, at den offentlige sti foran fleksboligerne er væk? En sti, ud fra min opfattelse, skulle forbinde Tejn Havn med resten af kystruten til Allinge.

– Derudover virker det også som om hele udearealet, som i projektet til høringen var planlagt med naturlig kystbeplantning, nu er blevet erstattet med traditionelle hække, skriver Elisabeth A. P. Eriksen.

Og generelt tænker Elisabeth A. P. Eriksen, at det set ud i fremtiden vil være ærgerligt med en mængde nyt boligbyggeri på øen, der ikke forholder sig til det sted og de omgivelser, som det bliver placeret i, hvilket hun frygtede gjorde sig gældende også ved Tejn Havnehuse.

Svar på tiltale

Stig Nørnberg fra FB Gruppen forklarer, at der forekommer nogle ændringer i forhold til, hvad der står i lokalplanen, og andet mangler faktisk på de pågældende billeder. Men billederne er foreløbige, og der kan komme rettelser til, forklarer Stig Nørnberg.

– Den offentlige sti kommer igennem området nøjagtig som i lokalplanen og planlagt. Der er ikke afvigelser i forhold til lokalplanen, der afspejler det projekt, som gennemføres.

– De traditionelle hække tænkes at blive noget egnet beplantning, der kan afskærme. Om det bliver mere traditionelt eller noget, der er udført i naturlig kystbeplantning – men afskærmende – bliver der arbejdet på sammen med landskabsarkitekten og gartneren. Billederne er derfor foreløbige for at få en visuel oplevelse af byggeriet.

– Vi tror ikke på, at træ vil være lige så vedligeholdelsesfrit som tegl, og derfor bliver det muret byggeri med nogle få trælister i de nicher, som er mellem husene – foruden plankeværker, skure i træ.

– Der er som sagt ikke ændret noget væsentligt i forhold til lokalplanen, men der er detaljer, som er ændret for opfyldelse af myndighedskrav og gældende bygningsreglement, skriver Stig Nørnberg.

Oprindeligt var det planen, at Tejn Havnehuse skulle stå indflytningsklar i 2022. Men det når man ikke at blive klar til. Der er tale om et generelt problem med leveringsproblemer til byggesektoren.

– Vi er gået i gang. Vi har bestilt betonelementer til byggeri, men de er forsinket. Vi er i gang med at etablere forsyninger på grunden, som vi byggemodner, som det hedder. Det er kloak, el og vand, der bliver etableret.

– Vi forventer indflytning i april 2023. Det skulle have været i slutningen af i år, men der er så meget run på bestillingen af betonelementer. Sådan er det med al levering af materialer og transport af det. Om det er er jern eller computere, det er alt, der er svært at få fat i lige nu, sagde Stig Nørnberg til Bornholms Tidende.

FÅ ABONNEMENT