Byggeri har drænet kassen
Sidste år blev Viking Atletik kompenseret næsten krone for krone, fordi der var flere hjælpepakker. Udover Kulturministeriets var der private hjælpepakker, der var hjælpepakker fra lokale fonde, og klubben lavede selv nogle støtteindsamlinger.
– Det gjorde, at vi blev kompenseret krone for kroner. De supplerende hjælpepakker mangler i år, hvor der kun har været den fra ministeriet via DIF og DGI. Der var en i foråret for de første tre måneder, hvor jeg mener, vi fik omkring 80.000 kroner, selvom vi havde haft et tab på godt 100.000 kroner, siger Claus Clausen.
Klubben har for nylig afsluttet byggeriet af en ny fitnessbygning. Det har drænet kassen, men ikke mere end at klubben stadig kan svare enhver sit.
– Men mangler man en krone i indtægt, så har man ikke den krone til at bruge til noget andet, men det får ikke nogen betydning for hverken driften eller kontingentet. Det kan selvfølgelig få en betydning på sigt, hvis vi skal ud at købe et eller andet. Vi er gået fra en likviditet på 5,5 millioner kroner midt under byggeriet, til at vi i dag ligger på nogle få hundrede tusinde. Men det er stadig nok til at drive foreningen, lyder det fra formanden.