Tidendes nye chefredaktør: Kristoffer Den Lykkelige

Bornholms Tidendes nye chefredaktør sidder i hvid skjorte og pæne lædersko i en jolle i havnen i Helligpeder og skovler vand ud med en rød plasticskovl.

I dette tilfælde til ære for fotografen, men billedet er egentlig meget betegnende for Kristoffer Gravgaards person.

Han er 44 år, er netop blevet fastboer på Bornholm i kraft af sin nye stilling, og han er hele tiden i gang.

Kristoffer Gravgaard tog de første skridt ind i den nye rolle som ansvarshavende chefredaktør på Bornholms Tidende flere måneder før han tiltrådte, stående på torvet i Aakirkeby sammen med sin yngste søn for at vise ansigt, møde læsere og dele aviser ud.

Aftalen om et samarbejde med TV2/Bornholm om dækning af kommunalvalget den 16. november faldt på plads i slutningen af juli.

Jollen i havnen i Helligpeder skulle lige tømmes for vand. – Jeg er gammel søspejder, fortæller Kristoffer Gravgaard. Foto: Jacob Jepsen

Strategi og blodrød økonomi

På selve tiltrædelsesdagen, onsdag den 1. september, lægger Kristoffer Gravgaard på morgenmødet ud med et forslag til en historie, ingen andre har tænkt på. Ideen ender på forsiden. Senere på dagen gennemfører han et fire timer langt bestyrelsesmøde, som han efterfølgende betegner som en ilddåb, om strategi og blodrød økonomi, og slutter dagen af med en fyraftenspilsner med direktøren.

"Jeg er lykkelig", skriver han samme aften på facebook. "Jeg må bare ud med det".

Og sådan fortsætter det. Firmastafet og teatertur med redaktionen på dag to, flere forslag til ændringer i avisen, navnene på journalisterne er på plads, og flere af de ansatte undrer sig: Plakaterne på chefens kontor er ikke hængt op endnu. Alligevel er det som om, han har været her altid.

Gammel søspejder

Kristoffer Gravgaard er kommet på Bornholm i 15 år. Hans svigerfar, Ole Hassager, der er født og opvokset på Haslevej, har hus i Helligpeder, og i 2015 købte Kristoffer Gravgaard og Helene Hassager nabohuset – en gulkalket fiskergård fra 1865 med havet som genbo.

Her har vi det indledende svar på, hvorfor en succesrig mediechef fra København rykker hele familien op og flytter fra det velfriserede Østerbro til den smukke, men forblæste bornholmske vestkyst: Han er vild med vand.

– Jeg er gammel søspejder. Det er Helene også. Men der er ingen søspejdere på Bornholm, så vi har givet vores sønner tilladelse til ikke at blive søspejdere. Det bliver nok noget med havsejlads, siger han og peger på en lavbundet jolle i Helligpeder Havn.

– Det er vores. Men den kan ikke sejle lige nu, skroget gik i stykker på vej hjem fra Hammerhavn, så den skal repareres. Jeg er i gang.

Frustration blev til lokalavis

Vi sidder ved det bord, hvor Helene og han drak et glas champagne, den dag de blev gift. Mændene på havnen hilser, og der udveksles et par bemærkninger. Havnefogeden Finn kommer forbi og orienterer om weekendplaner og heste, der skal fodres, men det er der styr på.

Men hvornår fik du for alvor ideen om, at det kunne være sjovt at arbejde på Bornholms Tidende?

Kristoffer Gravgaard fortæller om de månedlige besøg i huset på øen, og hvordan det med årene blev sværere og sværere for familien at vende snuden mod København om søndagen.

Men det er ikke det fulde svar. Historien startede, da Kristoffer var en ung knægt, der boede i Kartoffelrækkerne – et hyggeligt rækkehuskvarter på bysiden af Sortedamssøen – sammen med sine forældre og to yngre søstre. Her fik den 17-årige gymnasieelev den idé at udgive en annoncefinansieret gadeavis med ultralokale nyheder. Avisen kom på gaden i 1996, syv år efter tv-stationen TV2 brød DRs monopol, og fik navnet Kartoflen.

Ideen om at lave en avis, hvor kom den fra?

– Den kom fra min kloge mor. I starten tænkte jeg, at det kunne være skægt at starte et 100 procent annoncemedie kun med gode tilbud. Jeg var frustreret over alle de dårlige tilbud, der blev markedsført som gode. Så jeg tænkte, at hvis der fandtes en tryksag kun med gode tilbud, så ville den blive læst og give værdi for annoncørerne.

Og hvor kom din mor ind i billedet?

– Da jeg fortalte om ideen til min mor, så sagde hun: det er ikke nok. Folk vil også læse noget om, hvad der sker i deres kvarter. Og så fik jeg øjnene op for journalistikken.

Kristoffer Gravgaard har været hyppig gæst i Helligpeder i 15 år. Nu er han blevet fastboer med egen jolle. Foto: Jacob Jepsen


En iværksætter i generne

I de følgende år blev aktiviteterne i Kartoffelrækkerne udvidet med en lokalavis på Strandvejen og yderligere to i Indre By. Kristoffer Gravgaard endte med at sidde i spidsen for sit helt eget udgiverselskab, De Forenede Lokalaviser I/S.

Den bornholmske, nu afdøde reklamemand Jacob Ludvigsen, bidrog aktivt til aviserne, der udkom frem til 2002 og i dag i nogen grad er en del af Københavneravisen.

Senere gentog Kristoffer Gravgaard øvelsen som uddannet journalist fra RUC. Han har været med til at starte en lang række nye medier op i København, herunder MetroXpress, Dagen (der udkom i hele 41 dage), Nyhedsavisen, avisen.dk og nyhedsbureauet Newspaq. Selv fremhæver han Nyhedsavisen, hvor han stod bag det redaktionelle koncept og ansatte 100 journalister henover en sommer.

Den der lyst til at starte noget, det er jo det, man i dag kalder iværksætteri. Hvor kommer det fra?

– Jeg har altid haft en drøm om at kunne klare tingene selv, få noget til at vokse. Min far var civilingeniør og forretningsmand, men ikke selfmade. Han solgte dog et cementanlæg til Algeriet med Danmarks største eksportkredit tilbage i 80’erne til en pris af cirka 1,4 milliarder kroner – så lidt sælger var der selvfølgelig over ham. Men hans far, han var ligesom en slags Mads Skjern ovre i Hobro. Han kunne lave forretning ud af alt, fra isenkræmmerprodukter til kyllingefarme. Så der er nok lidt, der måske er kommet igennem derfra.

Præstesøn i en moden alder

Kristoffer Gravgaards mor, der i dag er præst, er oprindeligt uddannet filolog og arbejdede tidligere som kunstrådgiver for menighedsråd. Opgavefordelingen i hjemmet var klassisk.

– Min far var patriarken, der rejste meget, men fyldte meget i familien, når han var hjemme. Min mor fyldte meget i familien hele tiden, for det var hende, der kørte den i praksis. Og hun blev præst, da jeg var voksen, så jeg er blevet præstesøn i en moden alder.

Kristoffer Gravgaard på havnen i Helligpeder. "Mit absolutte yndlingssted på Bornholm". Foto: Jacob Jepsen


Fyret

I 2011 blev Newspaq opkøbt af Ritzau, og Kristoffer Gravgaard blev i princippet fyret.

– Men så fik jeg lov til at blive og forsøge at gøre mig selv uundværlig, siger han med karakteristisk underspil.

I 2012 blev Gravgaard udnævnt som udviklingschef og senere udviklingsdirektør på Ritzau. Den stilling har han bestredet frem til udgangen af august i år.

Med andre ord: karrieren har bragt Kristoffer Gravgaard længere og længere ind i den digitale medieverden og dybere og dybere ned i de data, der i dag er mediechefernes vigtigste våben i kampen om kunderne.

– I gamle dage var det chefredaktørens eller nyhedsredaktørens mavefornemmelse, der afgjorde, hvad der var den gode historie, og det var i orden, for aviserne solgte sig selv. I dag er vi nødt til at finde ud af, hvad læserne gerne vil læse om for at overleve, siger Kristoffer Gravgaard.

Medierne var ekstremt forkælede i gamle dage

Det bliver da også hans primære opgave på Bornholms Tidende, hvor udviklingen er gået den samme vej som i resten af verden: abonnenterne falder fra, folk får deres nyheder på nettet, og interessen for verdens gang er vekslet til massivt tidsforbrug på streamingtjenester som Youtube og Netflix.

Kristoffer Gravgaard anerkender, at udfordringen er stor.

– Da jeg kom ind i medieverdenen, var den etablerede del ekstremt forkælet. Vi havde både et annoncemarked og et abonnementsmarked, som var en rigtig god forretning. Det har virkelig ændret sig. I dag er de betalende læsere i stor grad forsvundet, annoncerne er i endnu større grad forsvundet, og pludselig kan vi se, at nyhedsredaktørens mavefornemmelse ofte tog fejl.

En avis som folk vil betale for

De digitale mediers opkomst har til gengæld givet medieproducenterne en hidtil uset indsigt i læsernes adfærd. I de første år fokuserede man på antallet af klik for at lure, hvad læserne interesserede sig for, men den tilgang er allerede forældet, siger Kristoffer Gravgaard.

– Nu kigger man meget mere på, om folk læser det. Deler de, kommenterer de? Er det så godt, at de vil bruge tid på det? For så har det en værdi for dem.

Noget af det allermest interessante for et abonnementsmedie som Bornholms Tidende er ifølge Kristoffer Gravgaard, om det er abonnenter, der er inde på sitet, eller om det er nogen, der er på vej til at blive abonnenter.

– Det vigtigste, der findes for os, er abonnenternes tilfredshed med produktet. Hvis vi kan lave en god avis til dem, der vil betale for det, så er vi der også i morgen. Hvis vi ikke kan gøre det, så har vi ikke nogen eksistensberettigelse.

Kristoffer Gravgaard sætter sig ind bag rattet i redaktionsbilen, en miljøvenlig hybridmodel, der forbinder det gamle dagblad fra 1866 med fremtidens Bright Green Island, og kører tilbage til Rønne. På mandag starter sønnerne på Svartingedal Skole. Gravgaard er tilbage i det ultralokale, og står nu overfor sit livs måske sværeste opgave: at bringe Bornholms eneste tilbageværende uafhængige avis trygt ind i fremtiden.