Koncertarrangør viderefører sankthans

Koncertarrangør viderefører sankthans
Dance Vibration overtager planlægningen af sankthans i Rønne og takker samtidig Forsvarsbrødrene på Bornholm for et stort arbejde gennem mere end 50 år. Arkivfoto: Allan Rieck
| 19. APR 2021 • 11:52
Henrik Nielsen
Journalist

19. APR 2021 • 11:52

TRADITION

I mere end 50 år har Forsvarsbrødrene på Bornholm arrangeret bålfest ved Kanondalen i Rønne i forbindelse med sankthans. Nu er den placering ikke længere tilgængelig, og forsvarsbrødrene magter ikke opgaven. Derfor er koncert- og festarrangøren Dance Vibration trådt til. Det fremgår af en pressemeddelelse.

Allerede i 2019 indgik Dance Vibration et samarbejde med Forsvarsbrødrene på Bornholm om afvikling og udvikling af sankthans i Rønne, og nu overtager man altså opgaven.

– Da Kanondalen ikke længere er en mulighed i forbindelse med afviklingen af sankthans, er vi fra Dance Vibration i kontakt med borgmester Thomas Thors (S) for at finde en ny lokation, hvor sankthans trygt kan afvikles. Vi håber på en snarlig afklaring fra kommunens side angående dette, fortæller eventkoordinator Annika Holst i pressemeddelelsen.

Dance Vibration håber på opbakning fra lokalsamfundet og ser frem til at samles med de mange bornholmere, der bakker op om traditionen.