Køkkenkrigeren, kartoffelkunstneren og den treåriges kravspecifikationer

KLUMME

Når kvinder går i køkkenet, laver de mad. Når mænd gør, laver de stor kunst.

Min mor har aldrig været bleg for at generalisere fuldstændig uhæmmet. Eller haft skrupler over at være småsexistisk, før der rigtig var noget, der hed sådan. Eller for den sags skyld at hænge min far ud. Specielt det sidste har hun i over et halvt århundrede frydefuldt excelleret i og finjusteret til perfektion, så han med to, tre, fire skarpe ord sat ind med kirurgisk præcision må se sig lammet og bare kan synke sammen på stolen med hænderne i skødet og et opgivende blik.

Man kunne faktisk med en vis ret hævde, at den iver, min mor lægger for dagen, når det gælder at gøre grin med min far, og den lidenskab og – trods alt – kærlighed, hun lægger i indsatsen og udførelsen dér, er omvendt proportional med, hvad hun kan mønstre af iver, lidenskab og kærlighed, når hun går i køkkenet.

Sådan var det i hvert fald, da jeg var barn, og det var også dengang, hun fældede sin dom over mænds madlavning. Som altså vel at mærke ikke var ment som en ros til min fars evner i køkkenet, men en beklagelse over, hvad det indebar af mentale forberedelser, møjsommelige indkøb, timers nidkær tilberedning og et efterfølgende oprydningsarbejde af den anden verden. Min far brugte hele køkkenet på én gang, når han endelig fik lov at lave mad, ingen flade forblev uindfedtet, ingen gryde ude af bare et par minutters brug, inden den havnede i den overfyldte vask.

Bagefter sad min far ved middagsbordet med et saligt smil over hele ansigtet over at genopleve sin barndoms trygge landkost, og det smil veg kun langsomt og modstræbende for den ulmende ærgrelse, når vi andre rundt om bordet stak prøvende til de ramt dunstende grå kødstykker og de melede kæmpekartofler uden at værdsætte det opbyggelige og magiske i nogen af delene.

Middagsbordets Vestbred

I børnefamilien er middagsbordet en krigsskueplads. I lange stræk er der våbenhvile, mens bilaterale forhandlinger pågår mellem forældre og børn med yoghurt og knækbrød som væsentlige aktiver, når freden skal sikres; den smækkede dør som den ultimative atomtrussel; pizza som en Kul- og Stålunion, der skal binde parterne i fælles forpligtelse til bare at spise noget overhovedet og måske endda engang imellem kunne snakke om noget andet end det, man ikke kan lide.

Men det er samtidig lige præcis det, der er kernen i det: Én af de vigtigste fordringer ved at være forælder er at vænne sit afkom til ting, de ikke kan lide. Lektier, hårvask, solcreme og hvilken essentiel grøntsag, de nu end har valgt ikke at kunne forlige sig med eksistensen af. Det er styrkende for karakteren at tage de kampe hver eneste dag. Ligesom det er vigtigt for at begå sig i den komplekse moderne verden, at man er rede til kulturmødet med det vildtfremmede og har en basal forståelse for, hvornår et måltid er ypperligt, hvornår det er kunst, og hvornår det bare er mad.

Det var det sidste, min mor gik efter. Der var tre børn, der skulle have mad hver dag, der var altid nogen, der havde sat sig for, at de ikke kunne lide det eller det andet, og hun magtede ikke krigen, så hun gik på kompromis. Hvis det komplekse middagsmåltid er at sammenligne med et kort over Vestbredden, hvor bosætterenklaverne ligger som huller strøet med løs hånd og holdt sammen med et net af korridorer gennem de palæstinensiske områder, var aftensmaden, da jeg var barn, et kort over Sovjetunionen, hvor alt det, der engang havde været selvstændige lande, nu havde den samme grønne farve fra Lübeck til Beringsstrædet.

Tre urørte pakker margarine

I protest mod barndommens evindelige kompromisgryderetter satte jeg mig for at lære at lave mad, da jeg flyttede hjemmefra. Allerførste gang jeg var ude at handle, købte jeg tre pakker margarine, fordi de var på tilbud, og jeg troede, at det var sådan, man var voksen. Tre måneder senere smed jeg tre urørte pakker margarine ud, fordi jeg i mellemtiden havde fundet ud af, at olivenolie fandtes i verden.

Heldigvis har min mor aldrig ment, at det er svineri til ingen nytte, når jeg gik i køkkenet. Min mor synes, at jeg er dygtig til at lave mad. Min mor synes, at jeg burde åbne en restaurant. Min far synes så, at jeg er god til at fikse ting i huset, så jeg tager det ikke helt for gode varer, når de siger sådan noget.

Det er heller ikke det, det drejer sig om, for jeg skal ikke skifte spor og være kok eller tømrer eller noget. Det vigtige for mig er den ro, der falder over mig, når jeg kommer hjem fra arbejde og kan få lov at stå i køkkenet og pøse olivenolie på ting, presse hvidløg og citrusfrugter ud over dem, hvæsse store knive og overveje, om løget nu skal skæres i både eller skiver, og hvilken slags løg, det overhovedet skal være.

Hvis nogen endda gider stikke et glas vin i hånden på mig i den situation, er jeg nogenlunde så tæt på lykkelig og emotionelt afbalanceret, som jeg kan blive uden 12 timers uafbrudt søvn i silkelagner. Eller en koncert eller særligt vellykket udstilling.

Mere end overlevelse

For det er kunst, jo. Der er en sammenhæng mellem, hvordan vi sanser indtrykkene, og hvad det gør ved os. Måden, vi oplever på, den tilstand, det hensætter os i, de tanker, det sætter i gang hos os.

For eksempel tror jeg ikke, jeg har tænkt så meget over forholdet mellem Israel og Mellemøsten og den fælles kultur i regionen, som jeg har gjort, siden jeg gav min kone den israelske kok Yotam Ottolenghis seneste kogebog i julegave for derpå straks at gå i gang med at lave de omstændelige opskrifter med en bunke processer, der skal afstemmes med hinanden, og med endnu mere olivenolie og lime, der skulle inkorporeres i retterne. De subtile smagsnuancer, det har resulteret i, har givet mig vanvittig meget lyst til at besøge de områder og få nuanceret mit indtryk af dem endnu mere.

Altså, når der på et tidspunkt er mindre krig, forstås.

Omkring spisebordet er krigen også udeblevet. Selvfølgelig nægter den treårige nogle gange at spise det, der står på bordet, fordi det er sådan noget, der står i kravspecifikationerne for en treårig, men alle andre går til de nye tiltag med stort set åbne sind og gab. Det er simpelthen lykkedes os at skabe børn, der er nysgerrige på mad og ikke kræsne. Alene dét vil have været timerne i køkkenet og den lange oprydning og affedtning værd.

Og med lidt held vil det forplante sig til deres verdenssyn generelt. Dét er en kunst. Og det er meget mere værd end bare at få noget indenbords for at overleve endnu en dag.

Jon Albjerg Ravnholt

er redaktør på Bornholms Tidendes kommercielle tillæg og Ugeavisen Bornholm. Han har ikke bare lige taget en rugbrødsmad til aftensmad, siden han var studerende. Er én af dem, der har opdaget Ottolenghi og nu bruger otto-endnu-længere i køkkenet. Har en kone, der har affundet sig med det. Også dét. Har børn, der aldrig spiser på McDonald’s og synes, at han er forudindtaget, fordi han ikke vil vide af den slags mad.