Bornholms Stenklubs formand, Randi Christiansen, afviser, at det kunne være en løsning for stenklubben at flytte til Østerlars.
Stenklubben har i mange år haft til huse i kælderen på Østre Skole i Rønne – sammen med Rønne Skytteforening og RIK Bordtennis. Men med kommunens salg af den tidligere skole, står foreningerne med største sandsynlighed foran at skulle flytte.
Udvalgsformand Erik Lund Hansen nævner i en anden artikel her på siden, at en flytning til Multihuset i Østerlars kunne være en mulighed for stenklubben.
– Vi har været oppe at kigge. Vi kunne få et lokale i en kælder. Men det er alt for småt, og der er mørkt. Vi har en rigtig stor kælder på Østre, og vi har rigtig mange ting stående, siger Randi Christiansen, der også tror, at en flytning ud af Rønne vil betyde en lukning af klubben.