Klaus ledte i 35 år: 'Der er du din lille satan!'

I 1988 fandt amatørarkæologen Klaus Thorsen første brudstykke af en broche fra 500-600-tallet på en mark nær Sankt Ibs Kirke. Siden fandt han flere stykker og i 2008 stod det klart, at der kun manglede den sidste stump – men var den der overhovedet? Her følger den fantastiske historie om stædig insisteren og stor forløsning.

Da Klaus Thorsen og jeg en dag for nogle uger siden over telefonen aftaler, hvor og hvornår vi skal mødes, siger han med smittende begejstring i stemmen:

– Så går vi ud på marken, hører lærken synge over vores hoveder og drømmer os tilbage til jernalderen!

Da den oprinder, dagen, er det, som om den ikke helt har forstået projektet.

Og dog.

Skal man til Sankt Ibs Kirke, vælger man i krydset, hvor Svanekevej, Bølshavnvej og Louisenlundvej mødes, sidstnævnte. Den stiger op mod kirken, mens sigtbarheden denne dag dog omvendt daler drastisk – og det er faktisk svært at ane kirken oppe på toppen, hvor den nærmest forsvinder i en mælkehvid tåge. Til gengæld er det ikke svært at forestille sig en jernalderkriger skrigende bryde gennem disen og komme i strakt galop hen over marken for lige om at lidt at svinge et sværd, så et journalisthoved kan få lov at trille hen over de spæde, økologiske rapsplanter.

Jo, sådan en tåge er skam særdeles stemningsskabende, men trods alt godt, man sidder i en varm bil. Og dér er den altså, kirken. På parkeringspladsen bag den holder to biler, i den ene sidder Klaus Thorsen.

Han vil være kendt af mange bornholmere som blandt andet særdeles ivrig amatørarkæolog og hen over sæsonen også for sit arbejde på Bornholms Middelaldercenter. Han stiger ud, og vi hilser her i den kolde gus, inden vi igen sætter os ind i hver sin bil og kører en kort tur hen på Korshøje, hvor vi parkerer i rabatten og igen stiger ud.

Han peger i en retning:

– Der ligger Svaneke, hvor man normalt vil kunne se vandtårnet, men ikke i dag, det er for tåget, siger han.

En anden retning:

– Årsdale ligger den vej.

Bag os lå engang i gamle dage teglværket Sylten, fortæller han.

– Men ikke i helt gamle dage, det var i 1800-tallet.

Det afhænger vel af, hvordan man ser på det, om det var i rigtigt gamle dage?

– Haha, ja, ler han.

– Jeg synes faktisk, det er noget ret nyt.

Søgte og søgte

På marken på den anden side af vejen fra, hvor vi står – og ikke der, hvor Sylten rent faktisk lå – har man, ikke mindst Klaus Thorsen, fundet seks forskellige bopladser, som han har givet betegnelser fra Sylten 1 til Sylten 6.

Vi går ind over rapsmarken, og da vi stopper op, siger han:

– Kan du se, jorden ligesom hæver sig lidt derhenne? Det er, fordi der har ligget en boplads.

Ja, og der på Sylten 2 har han gjort nogle fund, som han lige om lidt vil fortælle om. Nogle ganske utrolige fund, faktisk, for nu er det tid til at høre den fantastiske historie om, hvordan han på jordstykket lige dér – han peger – igennem 35 år bid for bid har fundet stumperne af en fibula, altså en broche, formentlig lavet i Baltikum, hvilket dog ikke er sikkert, i 500-600-tallet, indtil det omsider lykkedes i 2023, efter at have søgt intenst efter den siden 2008, at finde den allersidste lille stump.

Heureka!

Det var den nu afgåede leder af den arkæologiske afdeling på Bornholms Museum Finn Ole Nielsen, der i 2008 sagde til Klaus Thorsen:

– Gå nu ud og finde det sidste stykke.

Og han søgte og søgte og søgte efter det, så han kunne fuldende denne fibula, som man også kalder en bøjlenål, idet der er tale om et bøjeligt spænde, som ofte ligner en sikkerhedsnål, men som også kan have andre former.

Fibulaer blev brugt fra bronze- til og med middelalder, idet deres hovedformål var at sammenfæstne tekstiler, selv om de også har været rent dekorative.

Men lad os lige spole tiden tilbage, for hvoraf kommer Klaus Thorsens insisterende interesse for at gøre arkæologiske fund?

Vi sætter os ind på sæderne i et køretøj anno 2024 og lader det tågede middelalderlandskab lægge sig som en kulisse omkring os her i rabatten ved rapsmarkerne.

Han er fra 1965 – altså, en meget ny eksistens i denne verden ud fra hans egen logik – og fra Tejn. Han er dog ikke en "havnebella" slår han fast, men er født og levede sit barneliv oven for byen med far, mor og to søskende. Da han var 13-14 år, begyndte han at gå rundt på markerne.

– Og finde ingenting, siger han.

– Jo, nogle sten, men det var jo ingenting, jeg syntes bare alligevel, det var spændende at finde et eller andet, og i min drengeverden kunne jeg sagtens få de sten til at være noget. Også noget meget spændende.

Ikke så langt inde i processen var han dog ude at fiske efter gedder i Sjælegårdsmosen i Olsker, og dér skete noget.

– Der var ingen gedder overhovedet, der bed på, men så sad jeg jo og kiggede ned i vandet og tænkte så: "Hvad søren er det, der ligger der?!". Jeg husker, jeg rullede cowboybukserne op til knæene, for der var ikke så dybt, og gik ud og samlede det, jeg havde observeret op. Det viste sig at være en ofret flinteøkse fra bondestenalderen, altså omkring 5.000 år gammel – og så var jeg solgt!

Det var dit første rigtige fund?

– Ja, egentlig. Og jeg kunne godt mærke, det gjorde noget ved mig.

Romersk glasperle

Bornholm er ikke så forfærdeligt stor, konstaterer Klaus Thorsen, hvilket også gjaldt der i startfirserne.

– Der gik tre dage, så stod Finn Ole Nielsen og bankede på vores dør, siger han.

Altså, arkæologen fra Bornholms Museum.

– Jeg vidste godt, hvor han kom fra, så da han spurgte, om jeg havde fundet en økse, svarede jeg, at nej, det havde jeg ikke, for jeg vidste jo også godt, at han ville tage den. Men han kom indenfor, og han er jo et fantastisk tillidsvækkende væsen, så det varede ikke længe, før øksen lå på bordet, og han sagde de bevingede ord: "Hvis du har lyst til at finde noget mere, så har jeg da et par steder, du kan lede". Det sagde jeg ja til, siger Klaus Thorsen.

Dernæst begyndte han og hans yngre bror, Kasper, at cykle rundt til de forskellige steder, talte med nogle gårdejere i Olsker og fik lov at gå på deres marker.

– Men det var uden detektor og moderne udstyr, siger han.

– Vi gik bare og kiggede, men det optog os utroligt meget, og så begyndte vi jo også at finde noget.

Simpelthen ting, som var blevet pløjet op fra jorden?

– Ja, og som så bliver vasket fri af regnen. Man kan bruge mange timer på det, men så pludselig ligger der måske en romersk glasperle. Det er helt forunderligt på en måde. Og deroppe fandt vi så en grav, som var blevet pløjet op af ejeren – og der finder vi 100 glasperler på én gang! Det er fuldstændig uhørt, og det gav os boost nummer to. Øksen var det første.

Og hvor gamle var I da?

– Vi har været 15-16 år.

Så står I der med 100 glasperler – gik I til Finn Ole?

– Ja, for så skulle vi jo roses. Han har også altid været utroligt god til at holde os i gang, det var altid det sidste, han sagde: "Hold i gang!".

Under alle omstændigheder var der tale om en succes, og Klaus Thorsen kan da godt fundere over, hvad der var sket, hvis han og broren havde gået på nogle helt andre marker og aldrig fundet noget.

– Så kan det være, man havde haft et helt andet liv, siger han.

Snarere, at han selv havde haft det, for broren bor i Hillerød og slap efter nogle år amatørarkæologien til forskel fra Klaus.

– Jeg tror, de første år er meget afgørende, siger han.

– Vi fik en god forbindelse til museet og mødte også den daværende leder Margrethe Watt. Hun var en kæmpe inspiration og et fantastisk menneske, som tog os med på sit kontor og fortalte stykke for stykke, hvad det var, vi havde fundet og satte årstal på – vi sad bare og lyttede med kæmpe ører og sugede til os.

Det nye udstyr

Det næste markante årstal i Klaus Thorsens liv som amatørarkæolog er 1988. Året, da han i august måned køber sin første metaldetektor. Hvilket i øvrigt sker efter en del diskussion med museet.

– Var det nu klogt? Ville der gå for meget Indiana Jones i den? Kunne vi styre det? Frygten var, at man kunne blive for meget skattejæger og miste den arkæologiske kontekst, siger han.

– Det var også meget nyt, men vi havde bemærket, hvad de fandt på eksempelvis Fyn med metaldetektorer og tænkte, at det ville vi også prøve.

Ergo anskaffede Klaus sig en engelsk C. Scope 1220-metaldetektor.

– Den var helvedes tung. Man var helt skæv i ryggen, når man kom hjem efter to timer, ler han.

– Men det fungerede.

Hvor tit var I ude med den?

– Ofte!

Som noget af det allerførste gik turen i august-september 1988 til det, der nu er kendt som Sylten 2, og som vi altså for et øjeblik siden stod og skuede ned over.

– Da kunne vi køre bil, for vi var 18-20 år, siger han, som i øvrigt i sit professionelle liv har ernæret sig som bager i Tejn og Gudhjem.

– Men jeg nåede også at være ovre i Den Kongelige Livgarde, siger han.

Overvejede du nogensinde at uddanne dig inden for arkæologien?

– Nej, jeg havde ikke skolepapirer, der var gode nok. Jeg vidste godt, hvad det krævede, og min skolegang var ikke god. Det var jeg helt på det rene med. Men jeg har også oplevet ufatteligt mange ting, som rigtige arkæologer aldrig kommer til at opleve. Jeg er bare gået den anden vej rundt, kan man sige.

Og det betyder hvad?

– Der midt i 90'erne var vi en flok, som stiftede foreningen De Bornholmske Amatørarkæologer. Vi oplevede, at vi simpelthen blev brugt som teams, der blev spurgt om at komme ud at gå med metaldetektorer rundt om i Skandinavien. Vi kunne stille med 10 mand, som kunne levere en vis standard, og på den baggrund blev vi enige om at stifte foreningen, for så kunne vi også rejse ud i samlet folk som forening.

Så den 28. april 1995 i hjemmeværnsbygningen i Tejn blev foreningen stiftet, og Klaus blev formand.

– Jeg tænkte, hold da op, formand for en forening! Jeg syntes virkelig, det var vildt, siger han.

Berømte steder

Det blev starten på stor rejseaktivitet, og han har selv været rundt til nogle af de mest berømte steder at gå med sin metaldetektor, fortæller han og nævner blandt andet Uppåkra uden for Lund, som i dag er berømt, og hvor der ligger et arkæologisk center.

– Vi var de første, der gik der, siger han.

Også inden for voldene i Hedeby har han sammen med de andre fra foreningen søgt med metaldetektorer, ligesom han har været på en handelsplads i Norge, Kaupang, med flere vikingebosættelser.

– Der var masser af glasperler, brocher, Thors hamre, arabiske mønter og så videre, siger han.

Men lad os vende tilbage her til tågerne nær Sankt Ibs Kirke og lade dem lette lidt – i hvert fald i forhold til, hvordan det er lykkedes Klaus Thorsen i løbet af en ihærdig indsats, som strækker sig over intet mindre end 35 år, at samle en fibula-broche, som er cirka 10 centimeter lang, og oprindeligt er fra 500-600-tallet.

– Jeg fandt første stykke til brochen samme år, som jeg fik metaldetektoren, altså i 1988, siger han.

– Det var noget af forenden på den, som var knækket af. Wauw, den er flot, tænkte jeg – jeg kunne da godt tænke mig at se resten! Men jeg tænkte også, at det aldrig ville ske.

Og hvorfor var det, du fandt på at gå lige her?

– Fordi det er et kendt fundsted fra gammel bornholmsk litteratur, Sylten. Og jeg har så været med til at genfinde og udbygge de seks bopladser, vi har identificeret her.

Stumpen af brochen afleverede han på Bornholms Museum, men fortsatte jo med at komme på Sylten.

Hvor tit er du generelt igennem årene gået ud for at lede?

– Meget, meget tit. Tre-fire gange om ugen. Kun ikke om sommeren, for der står jo afgrøder på markerne, og jeg er også sommermedarbejder på Bornholms Middelaldercenter. Men jeg har altid været meget aktiv – og jeg har jo også en kone, der giver mig lov. Det er uhyre vigtigt for detektorfolket, at familien bakker op, ellers er det svært.

Hvornår finder du næste stump af brochen?

– Jamen, der går et par år, så finder jeg et par stykker mere.

Kan du med det samme se, at det er fra den broche?

– Ja, dét kan jeg. Og jeg skriver det også på mine indleveringssedler til museet – "Obs! Det er fra samme broche".

Når den er gået i stykker og ligger i flere stumper, ved du så, om det skyldes, at bondens plov har smadret den?

– Det har vi diskuteret. Om det måske er jernalderfolket, der har brudt den i stykker i forbindelse med en ofring, eller om det skyldes bondemandens plov. Jeg tror selv, det er sket i forbindelse med en ofring.

Sport i den

Og du fortsætter troligt med at søge?

– Ja, så går der nogle år, så finder jeg en stump, så går der nogle år, så finder jeg en stump, så går der nogle år, så finder jeg en stump, haha – og nu ved jeg efterhånden godt, hvor jeg skal gå hen, når jeg er her. Så skal jeg dérhen, siger han og peger ud gennem bilruden.

– Det er jo klart. Men omsider i 2008 opdagede vi, at jeg kun lige manglede det ene dyrehoved på bagpladen af brochen. Det år lavede vi Sorte Muld-bogen, som brochen er fotograferet til – men uden det sidste hoved. I den forbindelse skriver Finn Ole i en mail til mig: "Find det". Altså, find nu det sidste hoved, Klaus, for dælen!

– Og så prøvede jeg jo! I -9, -10, -11, -12, -13, -14, -15, -16, -17, -18, -19, -20, -21, -22. På alle mulige måder. Jeg satte pinde op, hvor de andre brudstykker var fundet, indrammede stedet og så videre.

Hvor mange gange var du ude i løbet af årene?

– Jeg ved det ikke. Flere end 40 gange. Der gik jo også sport i det, det kunne være sjovt at finde det sidste hoved, ikke!?

Men det kan vel også føles håbløst?

– Ja, jeg var også ved at nå dertil, men så sidste år jo! I 2023. En septembersoleftermiddag lallede jeg bare rundt. Jeg havde ikke sat noget op i forhold til, hvor jeg havde fundet de andre brudstykker, jeg gik bare lidt i yderkanten af feltet. Så fik jeg sådan et lille ...

Han holder hænderne op om ørerne, som sad hovedtelefonerne fra metaltdetektoren der og sænker tempoet i talestrømmen.

– ... et lille fint signal i ørerne. Et lille, syngende signal. "Siiyyyd ...", sagde det, "siiyyyd ...". Så stak jeg min spade ned og vippede den op.

Han tager en dyb indånding.

– Og så lå den dér.

Han puster ud.

Ud med glæden

Hvordan var det?

– Det var ret godt, siger han, og øjnene lyser.

– Jeg tænkte: "Der er du din lille satan!". Det var det, jeg tænkte, haha. Jeg har jo jagtet den. Dér er du! Wauw. Og så kommer jeg hjem til min kone – jamen, jeg har en fantastisk god kone, Torben – og så siger jeg til hende ...

Han sænker stemmen til en hvisken:

– Ved du, hvad jeg har fundet i dag?

– "Så har du fundet sidste hoved", siger hun, fortæller Klaus Thorsen, nu med lys stemme.

– Hun vidste godt, hvor gerne jeg ville finde det. "Så har du fundet det", siger hun. Ja, jeg har sgu så, sagde jeg, ler han.

– Og så kørte jeg ud på museet til arkæolog René Laursen og den nye chefarkæolog, Jens Berthold. Vi satte os sammen ved kaffebordet, og så klikkede vi den sammen, klik! Og så tog Jens et billede af den, hvor den ligger på et blad.

Ude på marken, da du fandt sidste stykke – lavede du en krigsdans af glæde?

– Ja, det tror jeg. Men så kørte jeg hjem, det var ligesom missionen var slut. Altså, dén mission, for der ligger mange andre ting derude. Og så var jeg nødt til hurtigt at køre ud på museet. Der er noget med den glæde, du oplever, du kan ikke bære den i dig, du skal af med den. I den forbindelse har Finn Ole også altid været god.

Hvornår fortalte du ham, at du havde fundet det sidste stykke?

– 10 minutter efter. Jeg ringede til ham.

Hvad sagde han?

– Han sagde bare "godt". Han har begge fødder langt nede i mulden, haha.

Og med fundet er det også slået fast, at hele brochen jo altså i sin tid er kommet til Bornholm – om den så kommer fra Baltikum eller et andet sted.

– Jeg har jo tænkt, at eftersom det er et importfund, som kommer udefra, så kunne det da godt være, at hovedet allerede var brækket af, der hvor den kom fra, og inden den kom til Bornholm. Det har jeg tænkte mange gange og forliget mig med det, siger Klaus Thorsen.

– Så det var godt, den kom nu, vil jeg sige.

Her kan man se, hvordan brochen år for år er vokset fra én stump til at genopstå i sin helhed. Det var først i forbindelse med udgivelsen af Sorte Muld-bogen i 2008, det pludselig stod klart, at der blot manglede den sidste lille del. Foto: René Lauersen

FORTSÆTTES UNDER ANNONCEN:

Hvad mulden gemmer: 'Man bliver bare så glad!'

Han har aldrig prøvet at være narkoman, konstaterer amatørarkæolog Klaus Thorsen, men følelsen af at gøre et fund, vil han nødigt være foruden, dén giver ham et kick.

Klaus Thorsen har gennem alle årene som amatørarkæolog gjort utallige fund, men hvilke følelser vækker det egentlig i ham, når det sker?

Når han så at sige finder nålen i høstakken.

– Personlig føler jeg, at jeg bliver fodret af at finde de ting. Det giver et kick. Nu har jeg ikke været narkoman eller været afhængig af andre ting – men jeg tror nu nok, jeg er afhængig af at finde noget, for det udløser noget glæde. Man bliver bare så glad! Jeg gør i hvert fald. Du har ofret tid, du har sørget for, at du må gå på markerne, konen har givet lov, arbejdspladsen har givet luft – der er mange ting i det. Så står du derude, og pludselig siger det "bingo!", så gør du bare det der fantastiske fund. Man står der og siger "yes, mand!".

– Så kommer lagene på det der løg, siger han og former hænderne som et løg, som han kan skrælle af.

– Den inderste kerne i løget, det er glæde. Så kommer næste lag: Okay, vi skal lige have sikret fundet med gps-koordinaterne, så det kan bruges videnskabeligt. Så kommer næste lag i løget – vi kører ud på museet og afleverer det, så de professionelle kan bruge det i deres arbejde. Og så kommer det lag, som handler om at lave noget formidling.

– Men den inderste kerne i løget, det er altså glæden, det er stadig den, der er det største, og det har ikke ændret sig, fra jeg første gang som dreng fandt en økse, da jeg var ude at fiske. Det er nøjagtigt det samme, og det er nok derfor, jeg har kunne blive ved i mere end 40 år. Folk spørger, hvordan jeg kan motivere mig selv til det, men jeg kan sagtens bliver ved, siger han.

Urørt i årtusinder

Er der også en følelse af, at det er interessant på en måde at række hånden frem til mennesker hen over flere århundreder eller årtusinder?

– Ja, for eksempel her ved denne plads, hvor vi holder, har jeg på Sylten 2 fundet 40 romerske denarer gennem de mange år. Sådan en sølvdinar er jo en mønt, der er slået nede i Rom omkring år 150 efter Kristus, og når vi efter først at have haft lyden i ørerne fra metaldetektoren, og så med militærspaden vipper sådan en op, så er der sandsynligvis ikke nogen, der har rørt den siden vedkommende tabte den eller gravede den ned eller ofrede den. Der er bare lige gået 2.000 år. Og så kan man da godt tænke: "Gad vide, hvordan vedkommende så ud?". Den tanke kan man ikke lade være med at få, siger Klaus Thorsen.

Han kan også godt lide tanken om, at han og de andre amatørarkæologer er nogle af de få, der trods deres manglende uddannelse i den grad kan bidrage til videnskaben og fodre den med fund, som er relevante i forskningen og historieskrivningen.

– Og det er også fedt for os at få en tilbagemelding og få at vide, at den broche, du der har fundet, stammer fra det tredje århundredes Rom for eksempel, siger han.

– Men det her handler ikke om penge eller rigdom eller berømmelse – det handler om glæde. For mig i hvert fald.

Sådan en sølvfibula har været udtryk for stor rigdom. Foto: Jens Berthold

Brochen

Brochen er en relieffibula fundet i Sortemuld-området Ibsker, på bopladsen Sylten 2.

Sådan en fibula/broche er et sjældent fund, som, når de findes, ofte er i brudstykker, oplyser Klaus Thorsen og fortsætter:

Denne relieffibula er fra 500-600-tallet og ikke fremstillet i Danmark endsige Bornholm, men er et et såkaldt importfund. Måske er den fremstillet i det nordlige Balkan, men det er uvist.

Så flotte fibler har tilhørt eliten i germanertidssamfundet. Fundstedet er en af de virkelig rige bopladser, som ligger rundt om tempelpladsen Sortemuld. Der er på stedet fundet mange guldfund, fibler, romerske mønter, glasskår, glasperler, som vidner om, at en helt særlig familie har boet på stedet igennem næsten 1.000 år.

Navnet "relieffibula" kommer af de dybe relieffer, som danner ornamentikken, fladerne er tæt dekorerede med spiraler eller dyrefigurer i germansk stil. Smykket er lavet i sølv/guld, og må i jernalderen virkelig have været et værdifuldt smykke, ligesom det også er det den dag i dag.