Kjøss mai i ænnajn!

Kjøss mai i ænnajn!
Også i dag skal vi se nærmere på gamle bornholmske ortoi (ordsprog, talemåder og faste vendinger), nærmere bestemt forskellige udtryk, som indeholder ordet ‘ænna’.

Navneordet ‘ænna’ (bestemt form ‘ænnajn’) kan som bekendt betyde flere ting. I Teinnæs’ optegnelser fra 1920’erne og 30’erne skelnes der således mellem tre betydninger: 1) “ende, slutning”, 2) “bagdel, bagparti på mennesker og dyr” og 3) “henseende” i udtrykket ‘i ajle ænna’ (= “i alle henseender”). Lad os se nærmere på en række talemåder og faste vendinger, der er knyttet til de to førstnævnte betydninger.

Vi lægger ud med betydningen “ende, slutning”, som indgår i en række mere eller mindre faste udtryk.

Vil man fx påtale, at noget er udtryk for ødselhed, kan man fx sige: ‘Dæjn pozzajn/sækkjijn sprikker ønte, dær e âvijn i bæggje ænna’.

Er en person lunefuld eller upålidelig og svinger fra den ene yderlighed til den anden, kan man om hans opførsel sige: ‘Ded e vikkijn ænna hajn hâr ud/udforr’.

Er man usikker på, hvordan udfaldet af noget bliver og blot vil give udtryk for, at det vil vise sig, kan man sige: ‘Ded gjer sai i ænnajn, sâ revslårijn’.

Viser det sig så, at det ender med at gå galt, kan man konstatere, at ‘ded fikkj/tâu ejn sjidijn ænna’.

Som Shu-bi-dua synger i sangen om hvalen Valborg, så har alting en ende. Dette faktum kommer også til udtryk i flere ortoi. Det hedder fx:

– ‘De goa får ejn ænna – de får de ona âu.’

– ‘Alt hâr ejn ænna udan pølsan, hon hâr to.’

– ‘Altijnn får ejn ænna så nær som noranrain å kjælijnadajns’.

– ‘Alt hâr ejn ænna – “Go gje, jâ va mijn forudan”, sâ horrijn, hajn skujlle hâ ströj’.

Det sidst anførte skæmtesprog spiller på de to forskellige betydninger af ‘ænna’, idet vi i anden del af udsagnet bevæger os over i betydningen ‘bagdel, bagparti’. Denne betydning er der – ikke overraskende – også knyttet en række ortoi til.

Og vi kan jo passende indlede med endnu et skæmtesprog. Det hedder nemlig: ‘Dæjn bre ænnajn e tebâges, sâ majn, hajn slo kjælijnen i ænnajn me ejn hånnstokk’.

Hvis nogen kun har (dyb) foragt for en anden, man man sige om vedkommende, at ‘hon aitar hannem ikkje væstan sijn ænna’.

En meget almindelig vending, der bruges afvisende til en, der irriterer med vrøvl og indvendinger, er ‘â kjøss mai i ænnajn!’ Der er ikke tale om noget særlig hårdt, groft eller plat