Karen Christine Thorsens sagde ja til manden med syv børn

I et koldt og fattigt fiskerhus i Arnager blev Karen Christine Thorsen født og skulle grueligt meget igennem, før hun pakkede sin hjemmelavede kuffert og emigrede til Utah.

SLÆGTSFORSKNING

Karen Christine Thorsen blev født i Arnager den 6. marts 1848 og hendes barndom var præget af fattigdom, sult og hårdt arbejde. I min sidste artikel fortalte jeg om, hvordan familien Thorsen måtte klare sig igennem en hel vinter på lettere fordærvede kartofler.

Min fortælling er baseret på erindringer fra Edna Thorsen, som var barnebarn af Karen. Edna blev født i Utah i 1905 og havde sin danskfødte bedstemor til at fortælle historier indtil 1929. Her er Karen Christines historie oversat og lettere omskrevet af mig. Karen Christine blev oftest kaldt Christine, og det gør hun også i resten af artiklen.

Havde hårdt brug for penge

Så snart Christine var gammel nok, blev hun sendt ud for at arbejde for andre i Arnager og Nylars sogn. Det var på steder, som var store nok til at få ekstra hjælp, eller hvor der var sygdom. Lønnen var nærmest ingenting, men det betød meget, hvis de fik mad at spise. Tyende skulle altid have en bog med sig, som gav anbefalinger fra stederne, hvor man arbejdede.

Christine havde hårdt brug for pengene, for hun var hurtigt blevet alene med sin lille søn Hans Peter. Hans far var gået ned med et fragtskib på vej til Australien. Faderens navn har undsluppet familiens erindring. Dog spurgte Edna sin mor om navnet på et tidspunkt, og hun fik det også – men Edna glemte det desværre igen. Mange ægteskaber blev ikke fuldbyrdet, som de skulle ifølge loven på det tidspunkt. Alle, der havde til hensigt at gifte sig, ville få det annonceret i kirken flere gange (lysning, red.), og det kostede ikke noget – men for at afslutte ægteskabet skulle der betales et gebyr til kirken.

Dog var det svært for unge mennesker at få råd til det, og mange familier levede resten af deres dage og blev aldrig gift. Christines kommende mand skulle arbejde på et fragtskib med last til Australien. Hans løn fra turen ville betale for deres ægteskab og få dem i gang i livet. Hun ventede sig, da han tog afsted og var ivrig efter, at han skulle vende tilbage, men det gjorde han ikke. Skibet gik ned, og barnet blev født den 5. oktober 1968 og fik navnet Hans Peter Thorsen.

Karen Christine Thorsen

Mormoner kom til Arnager

De første mormoner kom til Bornholm omkring 1850, og familien Thorsen i Arnager tog godt imod dem og accepterede evangeliet og blev hurtigt døbt. Da de blev mormoner begyndte deres naboer og tidligere venner at undgå dem, og deres behandling af dem var ofte grov. Dette gjorde det sværere end nogensinde at udholde livet på Bornholm.

I en periode var missionærerne også forment adgang til Bornholm, og dette efterlod dem helt alene med deres tro. De havde en mormonbog og en salmebog. Disse bøger bragte dem trøst. Christine sang meget, og det var specielt en sang, som hun holdt meget af, som hed: "Vi takker dig, Gud, for en profet."

Elisabeth Bidstrup var nabo til familien Thorsen. Hun hørte missionærerne synge, da de besøgte familien. Hun var tiltrukket af sangene og hun ønskede sig en salmebog, men hendes mor sagde "NEJ!".

Elisabeth arbejdede nogle gange i en bagerforretning, som hendes mor ejede. En dag mens hun var der, puttede hun en halv krone i lommen i stedet for at lægge den i kassen. Hun gav pengene til Christine og bad hende om at skaffe hende en salmebog. Elisabeth fik en salmebog og vidste, at hun måtte skjule den. Men det blev opdaget, og bogen blev brændt, og hun blev straffet og advaret om aldrig at omgås Christine eller nogen fra familien Thorsen igen.

Et brev til Amerika

Christine begyndte at fantasere om at komme til Utah og være sammen med andre fra samme tro. Gamle venner vendte sig fra dem, og deres børn blev undgået, så jo hurtigere de kunne komme til Amerika, jo bedre. Men hvordan skulle de få råd til det? Udsigterne var ikke gode for at forlade Arnager, men en dag da hun sad ved siden af huset, kom to mænd til hende. Christine kunne se, at de var missionærer, for de bar derbyhatte, der blev båret af alle missionærer på det tidspunkt. De talte med hende og bad hende om at skrive et brev til Amerika og gav hende instruktioner. Hun fulgte vejledningen. Hun skrev ikke meget, men på en eller anden måde blev brevet skrevet, og pengene kom.

Christines bønner var blevet hørt, og de havde ikke mange ting at pakke. Det blev til en lille kuffert, som var håndlavet af nogle brædder og på siden af det blev malet: Hans Thorsen, Mantua, Utah, USA.

Foran dem ventede store udfordringer. Christine havde aldrig været langt hjemmefra. Hun vidste, at folk ville bruge et andet sprog, deres skikke og måder ville være forskellige. Hun vidste, at det ikke ville være en let vej. Det ville kræve tro, og det havde hun.

Bear River City på Karens tid: Denne tegning hænger i dag i den hytte, som Karen flyttede ind i, da hun kom til Bear River City i 1881. Den viser, hvordan bjælkehytterne blev opstillet i et slags fort, som kunne holde indianere og bjørne ude. 

På udkig efter en husholderske

Christine og hendes 11-årige dreng Hans Peter forlod hjemmet i Arnager i 1881. Nu var de bundet til Utah. Christine er blevet beskrevet af dem, der huskede hende, som en lille kvinde med langt tykt sort hår. Hun var en pæn kvinde. Ikke mange dage efter deres ankomst til Mantua – måske allerede samme dag, kom der en mand ved navn Lars Christian Christensen til byen.

Han var på udkig efter en husholderske. Hans kone var lige død, og han var efterladt med syv børn – fire drenge og tre piger. Han havde hørt om en kvinde i Mantua, som var omvendt til mormontroen. Men da han ankom, fandt han ud af, at kvinden allerede havde accepteret et andet tilbud. Men så var der Christine og Hans Peter, som lige var ankommet. Christine sagde ja tak til hans forslag. Hun havde brug for et arbejde hurtigst muligt, så hun kunne få sin gæld betalt for rejsen. Derfor satte hun og Hans Peter sig op i hestevognen sammen med den fremmede mand og kørte til hans hjem i Bear River City.

Hans hjem bestod af en lille hytte bygget af træstammer med kun et rum. Det var det første rigtige hjem, der blev bygget i byen. De første indbyggere i byen boede i udgravninger ved flodbredden. Lars Christian havde bygget sit hjem så tidligt som muligt, og senere blev det restaureret og står nu som et pionermuseum.

Det var en ydmyg bolig med et par små vinduer. Lars Christian havde et job med at køre en vogn i et godstog, der trak forsyninger, især salt fra byerne Corrine til Butte i Montana. Dette arbejde holdt ham hjemmefra og væk fra hans børn i længere perioder. Han havde tre ældre børn, Tony, 19 år gammel, Mary 17 år og Emma 15 år gammel. Så var der Henan på 11 år – samme alder som Hans Peter, og der var tre yngre børn, Rast, Anna og Orson.

Så snart Christine var installeret i hjemmet, så havde Lars Christian travlt med at komme på arbejde, for han havde været væk i for lang tid i forbindelse med hans kones dødsfald. Han spurgte dog Christine nærmest med det samme, om de skulle gifte sig. Baggrunden var nemlig den, at han vidste, der var en mand længere nede af gaden, som han var ret sikker på ville ligge pres på hende for et giftermål. Det var tiden for polygami altså flerkoneri og Christine havde ikke lyst til at være i et ægteskab med flere koner, så hun accepterede og tog med Lars Christian til Brigham City, hvor papirerne blev ordnet.

I næste artikel vil jeg fortælle om Christines vanskelige tid som stedmor for en stor børneflok – men også om en opstigning fra den helt fattige kvinde i Arnager til en ordentlig varm bolig med porcelæn på bordet.

Forstå din egen familie bedre med slægtsforskning

Dorte Kofoed har slægtsforsket i sin bornholmske familie i cirka 10 år, men det har først taget fart de seneste par år. Det er den bedste hobby, som hun nogensinde har haft, og når man nu ikke kan finde ud af at strikke, så er dette et glimrende alternativ til at glemme tid og sted, når man tager en tur med tidsmaskinen. Det har givet hende fantastiske oplevelser, hvor hun har besøgt sine slægtninge i Utah i USA, set den gamle træhytte, som hendes tip-tipoldefar levede i, da han emigrerede fra Arnager i 1882, har fået venskaber og slægtninge flere steder i verden og har oplevet en stor glæde ved de mange gamle gåder, som ligger og ulmer i slægterne, hvor skæbnerne fletter sig sammen på godt og ondt. Hun vil her i serien ”Forstå din egen familie bedre med slægtsforskning” dele ud af sine egne personlige historier og give tips og tricks til at slægtsforske. Kontakt hende gerne med spørgsmål og gode råd på: dortekofoed67@gmail.com.