Kærligheden udholder alt

TRO OG EKSISTENS

Kærlighedens kendetegn

I denne artikelserie interviewer Bornholms Tidende øens præster om kærlighedens kendetegn, som de beskrives af apostlen Paulus i "Kærlighedens højsang" i Det Nye Testamente.

"Kærligheden er tålmodig, kærligheden er mild, den misunder ikke, kærligheden praler ikke, bilder sig ikke noget ind. Den gør intet usømmeligt, søger ikke sit eget, hidser sig ikke op, bærer ikke nag. Den finder ikke sin glæde i uretten, men glæder sig ved sandheden. Den tåler alt, tror alt, håber alt, udholder alt. Kærligheden hører aldrig op."

Paradiset kan være svært at finde, så jeg kører lidt fortabt rundt på de små veje omkring Nylars, før jeg finder den lille vej, der faktisk hedder "Paradiset", som sognepræsten Laura Cæcilie Jessen har foreslået, at vi mødes på for at tale om, at kærligheden udholder alt.

Herfra Paradiset fører en tværgående cykelsti sjovt nok hurtigt til Kællingehøj, som har fået sit navn, fordi egnens bonde- og fiskerkoner efter sigende engang mødtes her for at knevre, inden de gik ud for at sælge deres varer, så dér fører sognepræsten mig hen for at fortsætte snakken.

Den lille høj har formentlig meget længe været et naturligt mødested. For som en sten i hjørnet af højen indikerer, er stedet et skæringspunkt mellem tre sogne – Knudsker, Rønne og Nylars, fortæller Laura Cæcilie Jessen, da vi fra højens top kigger ud mod det omgivende landskab. Her står slanke træer spredt i det grønne græs, hvor små volde viser skellene, som helt tilbage fra oldtiden har indkredset markerne, hvor befolkningen selv har dyrket meget af den føde, de indtog.

– Det er et sted, jeg holder meget af. For det er et ret vildt landskab, som samtidig er meget præget af menneskene, der har været her, og jeg er meget fascineret af, hvordan menneskespor efterlades i landskabet, så det, vi tror er natur, mindst lige så meget er kultur, siger hun og forklarer, at området egentlig er et kulturlandskab, selv om man nu nyder det som et naturlandskab.

Kun Gud udholder alt

Under græsset ligger jorden stadig i de forhøjninger, som blev skabt af vores forfædre, der for længst er borte, men de små volde står her stadig som et billede på, at selv mennesker trods alt kan skabe noget, der holder i længden, men det er stadig kun Gud, der kan udholde alt.

– Vi læser nogle gange "Kærlighedens højsang" op til bryllupper. Men spørgsmålet er, om Paulus ikke her beskriver en kærlighed, som vi hverken kan eller skal leve op til. I den græske grundtekst har ordet for 'at udholde' at gøre med ordet for 'at forblive' – altså at blive ved eller blive stående eller sågar vente. Det handler om ikke at lade sig vælte af, hvad der sker, siger Laura Cæcilie Jessen, der altid bliver lidt vagtsom, når "Kærlighedens højsang" bruges som mål for vores egen menneskekærlighed.

– For det er jo ikke altid en god idé at udholde alt, og jeg tænker især på alle de stakkels kvinder, der med Kristi ildhu har udholdt de forfærdeligste ting i ægteskabet, så det er måske ikke en god målestok at skulle udholde alt i den romantiske kærlighed. Derfor er vi hele tiden nødt til at rykke forståelsen over mod Gud, så man ikke får denne ubehagelige undertone, at vi bare skal klare alle forfærdeligheder, som bliver begået mod os, siger sognepræsten og fortsætter:

– For det er kun Guds kærlighed, som udholder alt, og det er en meget stor trøst og vigtigt for os at vide. Guds kærlighed bliver som en klippe hos os uanset hvad.

En god grundtanke

Selv om intet menneske kan leve op til Guds kærlighed, er det dog alligevel en god grundværdi for os andre at holde ud i kærlighed, mener hun.

– Jeg går meget ind for at kæmpe for kærligheden, og det med at udholde alt, tror jeg også virkelig, kan være en god grundtanke, så man ikke bare giver op, når det bliver svært. Men jeg er bare opmærksom på risikoen for, at det også kan udvikle sig til usund kristendom, religiøsitet eller teologi, hvis man står model til hvad som helst. Og hvis man skal forsøge at overføre Guds udholdenhed til forholdet mellem mennesker, vil jeg hellere end den ægteskabelige kærlighed hive fat i forældrekærligheden, der måske mere ligner Guds kærlighed til os, siger hun og peger på, hvordan forældre kan blive ved med at elske deres børn, uanset hvad de gør.

– Det er forholdsvist nemt at elske små børn. Men når ens børn bliver større og begiver sig ud i livet, kan det blive mere problematisk. For det er ikke alle, der har lige let ved at blive voksne, og det stiller også krav til forældrene. Men hvis forældrene kan finde styrke til at blive i deres kærlighed, så kan det være en enorm støtte for det voksne barn, der måske er kommet på afveje, men kan se, at forældrene bliver i kærligheden og står klar med den. Og sådan kan vi jo godt lade os inspirere af Guds kærlighed til at blive stående i vores relationer.

Foto: Jacob Jepsen

Et kærlighedsbånd

Det genkender Laura Cæcilie Jessen også fra sine egne familieerfaringer.

– Der vil altid være følelser i en familie, men fællesskabet i en familie afhænger ikke kun af følelser, for her er man en del af en fælles historie med et langt perspektiv. Ofte kan der gå lang tid imellem, man ser hinanden. Men det kendetegner jo også familier, at der er noget blivende i det. De hopper ikke bare op og stikker af, hvis man er irriterende. Der bliver man. Og selv om nogle bryder kontakten til deres familie, vil de stadig være forbundet med dem, fordi man hænger sammen i en kærlighedsrelation, som ikke er bundet op på en umiddelbar følelse, det man vil kalde eros, den lystbundne kærlighed. Men den er derimod bundet op på et kærlighedsbånd, som er dybere end, hvad man lige har lyst til. Man hører sammen, siger sognepræsten og lyser op i et smil.

– Det er jo også værd at bemærke, at kærlighed ikke først og fremmest er en følelse. Der findes selvfølgelig også i positiv forstand lystkærlighed i forelskelsen, men jeg synes, at der er en enorm stor trøst i, at Guds kærlighed ikke er baseret på omskiftelige følelser. Guds kærlighed er uforanderlig, og Gud udtrykker heller ikke sin kærlighed i følelsesudbrud, men Gud handler først og fremmest i kærlighed til os. Og det giver også mig mod til livet, at jeg ikke først og fremmest skal gå rundt og føle alt muligt i forhold til mine medmennesker. Men at jeg skal handle i kærlighed, siger hun, da vi på vej tilbage til cykelstien går gennem skoven langs et mosbelagt stengærde.

– Der er mange, der taler om, at man føler kærlighed til spædbørn, når de kommer, men man kan også være for træt til lige at føle noget, når man har et lille barn, men man giver det alligevel mad og skifter ble på det. Sådan kan man måske også se på Gud, at han giver os den næring, vi har brug for – ligesom en mor eller far sørger for sine børn. Det er kærlighed, siger hun.

Ingen kan bære alting

Sognepræsten stopper op et øjeblik og ser mod skovbunden, hvor det myldrer med standhaftige skovløg, der i fællesskab må blive stående et par uger endnu i forårssolen, før de er spiseklar. Og når vi andre mangler forårshåb i livet, må vi nære hinanden med nærhed, mener hun.

– Den franske teolog, Jacques Ellul, som jeg holder meget af, siger, at det at være kristen, altså døbt, ikke handler om at være særlig frelst, men om at modtage en opgave, ligesom man modtager en opgave, når man bliver forældre. Sådan har vi også en opgave over for hinanden, så ingen skal føle sig alene. Og som kirke skal vores udholdenhedsopgave være, at vi i kollektiv som kirke siger, at vi sammen holder ud med dig, der er i noget svært, for eksempel et svært ægteskab. Nu er vi her sammen. Og jeg tror, det at forstå troen som noget kollektivt frem for noget individuelt er en kirkeopfattelse, som har haft trange kår i mange år. Den dominerende opfattelse har i mange hundrede år været, at vi skulle gå hver især og have Jesus i vores hjerte, men måske er det det fælles hjerte, vi skal have Jesus i, siger hun og småler.

Fordi man sammen kan bære mere?

– Ja. Intet menneske kan bære alting alene, og det skal vi heller ikke.

Kunsten at give op

Vi følges ad lidt endnu på vej til Paradiset, da sognepræsten svarer på, hvordan man bedst hjælper et medmenneske med at bære det, der er svært at udholde.

– Blot det at sidde og være hos et medmenneske i nød hjælper, siger hun og smiler mildt.

– Der er også noget uforbeholdent i det at blive hos et andet menneske, uanset hvad det menneske ellers gør. Når man lider, er det en kæmpetrøst at kende et menneske, man ikke kan skræmme væk. Og det er også det, Gud dybest set siger til os. "Det er fint nok. Du kan ikke skræmme mig væk. Jeg bliver her!" Selvfølgelig kan man prøve at udholde alt det, man kan, selv, men jeg tror også nogle gange, vi må give op. Og det vil jeg i en sjælesørgerisk sammenhæng også opfordre til – en stor kristen tanke er jo netop at sige til Gud: "Nu giver jeg op, nu kan jeg ikke mere". Og så må man bede til, at der kommer nogle andre og hjælper en med at udholde det, man ikke selv kan udholde, siger Laura Cæcilie Jessen, inden hun fortæller, hvad det betyder for hende selv, at Guds kærlighed – i modsætning til vores – udholder alt.

– Det giver mig en bevægelsesfrihed i forhold til Gud, fordi det er Gud, der er den blivende. Det er ham, der står fast og er trofast, som en god far kan være det. Og dermed kan jeg bevæge mig og komme på afveje og begå fejl, men Guds kærlighed forbliver stående klar til mig og udholder også mine krumspring eller hvad, der måtte være. Det, synes jeg, er en stor trøst, som løfter vægten af mine skuldre. Det er kernen i kristendommen, at skuldrene bliver lettet fra en byrde i mødet med Guds kærlighed, siger hun, inden vi har fundet tilbage til Paradiset.

Blå bog

Laura Cæcilie Engell Jessen. Født i 1988. Uddannet teolog. Er sognepræst i Vestermarie og Nylars. Gift og mor til en datter.