Kaas: Længe leve vejboden

Vejen fra jord til bord kan være ganske kort – men den er aldrig gratis!

Kan man virkelig få sig selv til at tilberede et dejligt måltid med skønne, lokale råvarer, rette det hele an på smuk vis og så sætte sig til bordet med familien og sætte tænderne i herlighederne vel vidende, at det hele er stjålet?

Nogen kan tilsyneladende. I hvert fortalte Anette Benzon mandag i et læserbrev i Tidende, at halvdelen af indholdet i hendes vejbod forleden forsvandt, uden at der blev betalt. Det har ikke overraksende vakt en del debat på Facebook.

Når man stiller en vejbod ud foran sin gård eller sit hus, indgår man en stærk tillidserklæring, som har rødder mange år tilbage, med alle de forbipasserende. Vi stoler på, at gæsterne har respekt for det arbejde, der er blevet lagt i de ting, der er til salg, og ud over at vejboden kan være en sjov aktivitet, kan den også supplere indtægten for familien på ejendommen.

De leverer en kærkommen kontrast til den enorme industri, som buldrer derudaf og forsyner de store supermarkedskæder med masseproducerede fødevarer, og så bygger de videre på den her dejlige, lidt romantiske fortælling om, at vejen fra jord til bord ikke behøver at være så lang.

Desuden er de en del af vores kultur og et symbol på vores tillid og fællesskab – og dét skal vi helt åbenlyst blive bedre til passe bedre på.

Det er skuffende og demotiverende, når folk ikke kender grænserne. Altså, der er lagt hjerteblod og ikke mindst timers slid i de produkter, der præsenteres i de små, hyggelige saltssteder, så det er at – undskyld ordvalget – pisse på sammenholdet, når man vælger bare at stikke af med varerne uden at efterlade penge for dem.

Lad være med det. Lad os holde godt fast i alle de store og små tiltag, der er med til at forme vores samfund – ikke mindst når det handler om de lokalt producerede fødevarer.