Aakirkeby emmer af jul, og der hviler en stilhed før stormen i byen, når man går rundt og betragter de mange mesterværk en onsdag eftermiddag, hvor Rudolfklubben ser ud til at have været i fuld sving tidligere på dagen.
Velkommen til Aakirkejuleby står der, når man kører ind i byen, men de kæmpestore nisser på cyklerne er endnu ikke sat i gang med den kontinuerlige snurren på pedalerne. Har de fået lidt sommersul af de 11 måneder på lageret? Det ser ikke sådan ud, selvom man skulle tro, at de tabte sig et par kilo henover december måned med al den trampen på jernhestene. De ser nu ud ganske som de plejer, og mon ikke de alle deres anstrengelser til trods er at finde lige her på hjørnet helt frem til juleaften. Det samme er både iglo, pebernøddeslot og det elektriske tog.
"Sæt toget i gang - TRYK på knappen" står der på det runde røde skilt. I et kort øjeblik mens ingen kigger formaster man sig måske til at følge skiltets anvisninger, men kun for at blive skuffet. Det er altså ikke jul endnu, og det er først på søndag, når julebyen slår portene op, at man for alvor kan nyde frugten af de mange timers frivilligt arbejde, der er lagt i julebyen igen i år.