Jeppe er nystartet anlægsgartner: 'Jeg er kommet på den helt rigtige hylde'

Jeppe er nystartet anlægsgartner: 'Jeg er kommet på den helt rigtige hylde'
Jeppe Knak-Olsen håber, at hans enkeltmandsvirksomhed med tiden vil vokse sig lidt større. – Men ikke lige nu. Lige nu passer det her rigtig fint til mig, siger Jeppe Knak-Olsen. Han og hans familie vendte hjem til Bornholm i sommeren 2020, og de bor i Tejn. Foto: Jacob Jepsen
| ABONNENT | 14. JAN 2021 • 15:18
Af:
lisbet-holst
| ABONNENT
14. JAN 2021 • 15:18
ERHVERV

Jeppe Knak-Olsen fik svendebrev som anlægsgartner fra Beder Gartnerskole i maj 2020 med flotte karakterer og en bronzemedalje.

– Jeg går ikke så meget op i karakterer, men det var rart at få bekræftet, at man er dygtig til det, man selv synes, man er dygtig til, siger Jeppe Knak-Olsen, 30 år.

Sidste år flyttede den nybagte anlægsgartner, hans kone Jennie og datteren Dagmar, to år, fra Horsens og tilbage til Bornholm.

Siden parret i maj 2016 tog til Horsens for at uddanne sig, var det planen, at de to bornholmere ville vende tilbage til øen, og at Jeppe ville starte eget firma på Bornholm.

– Inden vi ville stifte en familie, ville vi lige prøve noget andet, fortæller Jeppe.

De to vendte hjem i juni 2020 og bosatte sig i Tejn. Jennie, 28 år, afslutter uddannelsen til pædagog i januar næste år.

Jeppe har etableret firmaet "J. Knak-Olsen, Træ- Sten & Grønt".

Det går godt for den nystartede anlægsgartner og hans enkeltmandsvirksomhed, der både udfører opgaver for private kunder og for andre håndværkere.

– Jeg havde ikke regnet med, at det gik så godt. Det havde jeg slet ikke turdet håbe på. Jeg tænkte, at jeg nok skulle finde noget arbejde, men jeg vidste jo ikke, om der var nok til, at jeg primært kunne køre som anlægsgartner. Det er jo det, jeg gerne vil. Folk er generelt meget flinke, både andre lokale virksomheder og de private, alle har taget rigtig pænt imod, at man er kommet her som ny og prøver at starte en forretning op, siger Jeppe Knak-Olsen.

Landmandsuddannelse

Han er født og opvokset i Rø og har en uddannelse som landmand fra Bygholm Landbrugsskole.

– Jeg er vokset op på landet og har kørt traktor nærmest siden jeg var to – når mor ikke så det, fortæller Jeppe.

Han har arbejdet ved flere forskellige landbrug på øen, senest Nygård og Pilegård i Hasle, hvor han var i flere år, og hvor Jeppe sideløbende med uddannelse på Bygholm Landbrugsskole blev færdiguddannet som landmand.

Den oprindelige tanke var, at han ville købe og drive et landbrug på Bornholm.

Det viste sig ikke at være muligt.

– Der skulle ske noget nyt, og jeg havde ikke midlerne til at købe mit eget. Jeg har kørt traktor, siden jeg kunne gå, så det kunne være, jeg skulle prøve noget helt andet. Og det er jeg da glad for i dag. Jeg tænkte, hvad er der så af muligheder? Jeg syntes, at faget anlægsgartner var interessant, så jeg tænkte, at jeg giver det en chance, og så rykkede jeg og min kone teltpælene op fra Bornholm og flyttede til Jylland, fortæller Jeppe Knak-Olsen.

Faget fangede ham med det samme:

– Så i dag har jeg fundet det, jeg skal fortsætte med.


God mester og god skole

Jeppe Knak-Olsen er uddannet anlægsgartner på Beder Gartnerskole og hos anlægsgartner Morten Meyer Hansen, MH Anlæg.

– Min mester er på samme alder som mig og har et enmandsfirma. Vi kørte primært rundt og lavede legepladser for Hede Danmark. Vi udførte rigtig meget træarbejde og belægningsopgaver selvfølgelig, og så var der maskiner, jeg godt kunne lide, til landbrugsdelen. Så der var en god bred vifte af opgaver, selvfølgelig suppleret op med plantearbejde og alt det andet grønne, fortæller Jeppe Knak-Olsen.

Beder Gartnerskole er en god skole med gode lærere.

– Det gjorde også, at jeg syntes, det var interessant.

En blæksprutte

Indtil videre har opgaverne på øen været forskellige. Jeppe har udført både anlægsopgaver og træarbejde. Nytårsdag lagde han sidste hånd på en træterasse.

– Jeg prøver lidt at være en blæksprutte. Jeg hjælper også Skovdyrkerforeningen på Bornhoplm med at plante træer, og jeg hjælper også til i nogle enmandsfirmaer. Jeg har et par kammerater, der er tømrere. Jeg har også et godt samarbejde med Øens Træpleje. Her i efteråret har jeg hjulpet til med at pløje hos Jeppe Nielsen på Pilegård. Jeg er ny, og jeg vil ikke låse mig fast på nogle bestemte arbejdsopgaver. Det tror jeg heller ikke, man kan her på Bornholm, man skal være fleksibel, siger Jeppe Knak-Olsen.

Ægteparret har hele tiden vidst, at de ville vende tilbage til Bornholm.

– Det har altid været målet. Vi er for meget ø-mennesker. Det var rigtig fint at bo i Jylland, det var ikke dét, men vi fandt også ud af, da vi boede der, at vi savnede Bornholm for meget. Det er også dér, vores primære familie er, fortæller Jeppe.

Hvad var det især I savnede?

– Det var øen, freden, at der ikke er så mange mennesker, der er mere ro på herovre. Det er svært at forklare, synes jeg. Man manglede bare at være bornholmer, syntes jeg. Man tænkte ikke over før, hvor smuk Bornholm er. Det fandt vi ud af, da vi kom tilbage igen. Mange gange tager man jo ting lidt for givet, når man har dem hele tiden. Man havde lidt glemt, hvor pænt her er.

Svendebrevet er endnu ikke blevet fejret. Corona-epedimien og de efterfølgende restriktioner kom i vejen, så der var ingen fest eller svendegilde:

– Det var sådan lidt øv, men sådan var det. Det er målet, at jeg skal holde et svendegilde på et tidspunkt, men jeg gider ikke rigtig planlægge noget, før vi ved mere om corona-situationen. Det er ikke noget, jeg stresser over.

FÅ ABONNEMENT