Men 2022-væksten er usædvanligt høj, og forklaringen er hovedsageligt de ukrainske flygtninge, som har slået sig ned på Bornholm. 1. juli havde 254 ukrainske statsborgere adresse på Bornholm. Det er 185 flere end tre måneder tidligere. Der er også sket en tocifret stigning i antallet af italienere (+32) og tyskere (+21), mens 14 nytilkomne flygtninge fra Den Demokratiske Republik Congo også bidrager til at hæve det samlede befolkningstal.
Blandt danske statsborgere er indbyggertallet faktisk gået en smule tilbage. I løbet af de seneste tre måneder er antallet af danskere faldet med 21. Det skal ses i lyset af, at antallet af døde i andet kvartal (140) – som sædvanlig – er dobbelt så højt som antallet af nyfødte (67). Fødselsunderskuddet på 73 personer opvejes stort set af, at der flyttede flere danskere til Bornholm, end der flyttede væk fra landsdelen. Danmarks Statistik har registreret en nettotilflytning på +63 personer, så uden de mange nye udenlandske beboere ville befolkningen på Bornholm skrumpe. Tendensen med, at tilstrømning af udlændinge holder indbyggertallet oppe, har været synlig i flere år, men aldrig før været så udtalt som de seneste måneder.
Der bor i dag 120 flere mennesker på Bornholm, end da kommunalbestyrelsen i sommeren 2018 vedtog målsætningen om at nå op på 42.000 indbyggere i 2028. Men i løbet af de fire år er antallet af danske statsborgere blevet reduceret med over 500.