Der er mange i hallen søndag, for både lokale og turister bruger gerne lejligheden til at sikre sig noget af alt det loppeguld, der ligger og gemmer sig på hylderne.
Karina Clausen har været med til at lave et stort årligt sommerloppemarked med Svaneke Idrætsklub i 26 år. Hun har giftet sig ind i en frivillig familie, og derfor har det været helt naturligt at give et nap med. I coronaårene blev loppemarkedet imidlertid udfordret, og de fik mulighed for at leje sig ind i en lille butik i Svaneke by, hvor de i stedet for et årligt loppemarked kunne sælge lidt løbende.
– Vi har kørselshold som kører rundt i området og samler ind, en container står på Bofa i Nexø, hvor folk kan donere gode ting i stedet for at smide dem ud, og det hele ender så her, hvor vi sorterer og prissætter og sender ting op i butikken, som der så er nogle andre frivillige, der sælger, forklarer hun.
En krone for glas
I alt er der omkring 50 frivillige, der hjælper til på forskellige måder året rundt. Det betyder, at der skal lægges mere tid i det for de frivillige - til gengæld får man også noget socialt tilbage, når man ser hinanden løbende i stedet for bare en enkelt gang om året. Det kan Karina Clausen i hvert fald selv mærke. Hun er nemlig bosat i Nexø, og derfor er det ikke så ofte, hun ellers støder på de andre frivillige i hverdagen.