Leder: For insekternes skyld

Skovrider Søren Friese er kommet på en større opgave. Han skal forklare resten af Bornholm, hvorfor hele 1.150 hektar skov skal gøres til naturnationalpark.

Med den slags udfordringer hjælper det altid at kunne fortælle folk, hvad de kan få ud af det selv. "Hvad er der i det for mig?" er desværre blevet et af tidens slagord, normalt sagt på engelsk, men nevermind, for meningen er der ikke nogen tvivl om.

På den front har Søren Friese det problem, at der ikke rigtig er så meget til hr. og fru Bornholm i denne sag. Der er en ordentlig masse hegn og den hindrede frihed i skoven, der vil følge med. Og efter at de fleste efterhånden er kommet overens med bisonprojektet, og en del endda er blevet glade for det, er det nu et fire gange større areal end bisonskoven, der reelt vil blive unddraget offentlig adgang.

Naturnationalparkerne, efter planen 15 af slagsen på landsplan indenfor få år, kommer ganske enkelt ikke til verden for menneskers skyld. Parkerne kommer for at række de stadig flere truede arter i naturen en hånd. De skal hjælpes ved at skabe mere uberørt natur. Så opgaven for Søren Friese og en del af hans kolleger er netop nu at få forklaret folk, at insekter og andre dyr og plantearter er vigtigere end at kunne gå frit i skoven uden hvert andet øjeblik at ramle ind i et hegn. Utaknemmeligt job.

Skovrider Søren Friese er kommet på en større opgave. Han skal forklare resten af Bornholm, hvorfor hele 1.150 hektar skov skal gøres til naturnationalpark.

Der kan ligge lidt turisme og vente rundt om hjørnet. Kommunens embedsfolk fik rejst en vis forventning, da man lagde et forslag frem om også at stille kommunalt ejet skov til rådighed for staten. Men Bornholms politikere sagde nej tak uden tøven. Det viser også noget om en entusiasme, der har svært ved rigtigt at få vinger.

Til gengæld er det ikke til diskussion, at naturnationalparken kommer. Det gælder på Bornholm, og det gælder de 14 andre steder i landet. For regeringen har flertal bag sin plan om parkerne, og ja, afsenderen er tilmed bornholmsk, for parkerne her kan let gå hen at blive Lea Wermelins mest blivende fodaftryk som minister.

Kunne man bare selv have noget at skulle have sagt, bliver der netop nu tænkt mange steder. Men hvad der skal siges er allerede sagt i denne sag. De første to parker er på vej, og efter planen åbner den på Bornholm om bare to år. Lea Wermelin har travlt. Men heller ikke muligheden for at slå bremserne i er der altså i det her for folk.

Det er ikke nogen nem sag for den gode Søren Friese. Så meget desto bedre er det derfor, at han har tacklet sin svage sag klogt. I mandags inviterede han folk en tur i skoven, ud for at fortælle om det, der snart skal ske. Den sag gik han til med den samme attitude som også flere andre bornholmske embedsfolk, der på den ene side har ordrer og dessiner at følge ovenfra – og på den anden side har en forståelse for det særligt bornholmske, for at vi skal være her alle sammen, forståelsen for at vi er et nært, lille samfund, hvor vi må kunne snakke os til rette.

Så det, der er i det for folk, det bliver nu, at vi kan komme med på råd om hvilke dyr og hvilke hegn (så få og små som muligt, mange tak) og hvor indgangene skal placeres henne. De fleste gik fra skoven med følelsen af, at de var blevet hørt. På den måde var der alligevel lidt til os alle i det her.