For et par uger siden fik Marian Lundh en besked fra sine ansatte: Nu gider vi ikke gå hjemme mere, sæt os i gang med et eller andet!
Marian Lundh driver vandrehjemmet Rosengården ved Boderne, men er også mangeårig forpagter af Kanns Hotel i Aakirkeby. Normalt danner den gule bygning i Eskildsgade rammen om en sommerrestaurant og almindelig hoteldrift på første etage. Mange lokale har desuden fejret runde fødselsdage, konfirmationer og generalforsamlinger i et af hotellets tre selskabslokaler.
Den slags har der ikke været noget af i snart et år. Generalforsamlingerne bliver udsat eller afviklet digitalt, ingen holder selskaber og hotellets personale har været hjemsendt siden oktober.
– Nu gad de ikke mere, sagde de. Og så spurgte de, om de måtte lave take away, og jeg sagde, det gør I bare, fortæller Marina Lundh.