Da der ved budgetforhandlingerne sidste år blev afsat halvanden million kroner til nye offentlige toiletter, lod kommunen det være op til foreninger og andre lokale organisationer at foreslå, hvor pengene skulle bruges. Bedømt alene på mængden af idéer er behovet for toiletbygninger stort. 67 forslag modtog kommunen nemlig under høringsperioden, og ud af disse udpegede natur- og miljøudvalget i første omgang de syv mest egnede kandidater, hvoraf Hareløkkerne senere faldt fra, da der i 2020 blev anlagt en servicebygning som led i cykelvejsprojektet.
Embedsværket fik til opgave at lave et prisoverslag til anlæg og drift, og med beregningerne ved deres side skulle natur- og miljøudvalget tidligere på ugen udvælge de to foretrukne steder til nye toiletbygninger. De seks kandidater var: Opalsøen, Sdr. Byskov, Sorthat Odde, Nørresand, Hullehavn og Galløkken. Flertallet i udvalget endte efter en længere debat med at pege på Galløkken i Rønne og Sdr. Byskov i Aakirkeby, fortæller udvalgsformand Leif Olsen.
– Jeg synes, at alle seks forslag er gode, men der var kun penge til to, forklarer SF'eren.
Alle udvalgets fem medlemmer støttede prioriteringen af Galløkken, hvor mange gæster har efterspurgt toiletfaciliteter, siden badestranden efter en sandpåfyldning blev udvidet i 2019. Venstres medlem, Else Merete Knoop, mente, at Sorthat Odde burde være valgt frem for Sdr. Byskov.