Hendes søn blev dræbt i Nordskoven: 'Når jeg drømmer om ham, ser jeg kun kroppen. Ansigtet lukker sig, fordi jeg ikke fik lov til at se ham'

Mwajuma Mbuji Johansen oplevede enhver mors mareridt, da hendes søn blev brutalt myrdet i Nordskoven ved Rønne i sommeren 2020. Her fortæller hun sin historie om chokket og sorgen efter sønnens død.

Lyden af telefonen vækkede Mwajuma Mbuji Johansen, mens hun søvndrukkent greb mod mobilen. Det var en tidlig sommermorgen efter hendes nattevagt i hjemmeplejen. Udenfor fløjtede fuglene ubekymret, men stemmen i telefonen vakte straks en velkendt frygt i hende. For hendes eksmand ringede fra Nyker for at sige, at deres fælles 29-årige søn Phillip, der var på besøg fra København, ikke var kommet hjem den nat.

– Allerede da Phillip var lille, var jeg bange for at miste ham, fortæller Mwajuma Mbuji Johansen stille, men fattet, da vi sidder blødt i hver vores store sofa i hendes stue på Nordbornholm.

– For Phillip led af epilepsi.

Kom hendes søn for sent hjem fra skole, var hun altid nervøs for, at han havde fået et epileptisk anfald og havde slået hovedet. Han var også faldet om flere gange. Derfor fik hun tidligt sin søn til at love altid at ringe eller skrive tilbage til hende. Og det var Phillip Mbuji Johansen fortsat med, efter han flyttede hjemmefra.

– ”Rolig, lillemor. Jeg er ok”, skrev han tit til mig på sine beroligende sms’er.

Men den junimorgen i 2020 var der ingen beroligende beskeder at få.

Blev mobbet i skolen

Mwajuma Mbuji Johansen var i forvejen i krise den morgen. Hendes egen mor var død 15 dage forinden, og hun var nyskilt fra Phillips far, som hun i sin tid havde mødt i Tanzania, hvor hun selv kommer fra. Sammen havde de fået to døtre og sønnen Phillip i København.

– I Tanzania havde jeg boet i en lille landsby, så det var stressende for mig at flytte sammen med mine børns far i storbyen mellem høje huse. Min eksmand kom selv fra Bornholm, hvor vi tog på dejlige ferier i Nyker hos hans forældre. Her var dejligt, og jeg sagde til ham, at jeg gerne ville flytte herover. Jeg elskede Bornholm.

Parret flyttede til øen, da Phillip var tre måneder.

– Det var den 19. december, og det sneede så meget det år, at jeg mest af alt havde lyst til at blive indenfor sammen med babyen de første måneder.

Hun ser mod haven udenfor, hvor der også i dag er vinterkoldt.

– Phillip var mors dreng, og det blev han ved med at være, kommer det så.

Da Phillip kom i skole, havde han det imidlertid svært. Som en af skolens eneste sorte elever blev han mobbet. Han følte sig anderledes, og når han kom hjem, var han ofte ked af det, husker hun.

– Men jeg sagde til ham: ”Phillip, du må bare lære folk at kende. Du skal ikke dømme mennesker, før du kender dem. Take it easy. De er rigtig søde, du skal bare lære dem at kende først. Du skal være åben overfor alle”. Og det blev han. Han var åben overfor alle. Han elskede at feste og kunne snakke med alle.

Kom hjem for at hjælpe

Fagligt klarede Phillip sig også godt. Han uddannede sig først til smed med topkarakterer, og siden fik han mod og lyst til at læse videre til ingeniør på DTU. Mwajuma Mbuji Johansen støttede glad sin søn med ordene: ”Phillip, du skal altid følge dine drømme”.

– Han manglede kun én opgave, før han var færdig. Jeg var så stolt af ham, siger hun og lyser op i et stort smil.

– Jeg tog ekstratimer som hjemmehjælper for at kunne hjælpe ham med computer og madvarer og den slags, mens han studerede. Jeg bestilte varer til ham, så det blev leveret ved hans kollegiedør. Og jeg ordnede hans vasketøj, når han var hjemme. Han var meget taknemmelig og sagde, at han en dag ville købe et hus til mig, når han blev rig som ingeniør. Han var sådan en god dreng. Altid omsorgsfuld.

Hun sidder lidt og ser rundt i stuen.

– Han tog også kun hjem til Bornholm for at hjælpe mig med flytningen efter skilsmissen. Det var mig, der havde bedt ham om det, siger hun og tier.

– Det bebrejder jeg mig selv, kommer det stille lidt efter.

– For hvis jeg ikke havde bedt ham komme hjem, var han måske stadig i live.

Mwajuma Mbuji Johansen nikker mod sofaen, hvor jeg sidder.

– Han lå og sov på den sofa, hvor du sidder, de sidste dage jeg så ham i live. Det sidste, han sagde til mig, var ”I morgen kommer jeg og hjælper dig med malingen”, da jeg kørte ham til Nyker, hvor han ville sove hos sin far, mens jeg selv skulle på aftenvagt som hjemmehjælper.

Foto: Jacob Jepsen


Ville finde Phillip

Klokken var 7.30, da eksmanden så ringede og vækkede Mwajuma Mbuji Johansen den næste morgen. Phillip var ikke kommet hjem fra sin bytur aftenen før, men eksmanden kunne fortælle, at der var kommet en ung fyr for at hente ham. Mads hed han.

– Vi prøvede begge forgæves at ringe til Phillip flere gange. Min eksmand var bekymret, fordi han havde hørt, at der var fundet et menneske i skoven. Og vi blev begge bange for, at det var Phillip, siger Mwajuma Mbuji Johansen.

Hendes hænder finder sammen, som om de ikke vil være alene.

– Jeg frygtede, at Phillip havde fået et epileptisk anfald og lå derude for sig selv med sine kramper.

Nu trak hun hurtigt i natkåben, og bad hendes eksmand om at kontakte politiet og hospitalet, mens hun selv satte sig foran rattet i bilen for at køre ind til Mads.

– Jeg vidste, hvor han boede og tænkte, at han måtte vide noget.

Mwajuma Mbuji Johansen havde kun mødt Mads én enkelt gang i forbindelse med flytningen til hendes nye hus, hvor han havde hjulpet med nogle flyttekasser. Phillip havde forklaret, at de havde mødt hinanden i byen. Og Mads havde en stor bil, så han kunne godt hjælpe.

– Det var første og eneste gang, jeg havde set Mads. Men Phillip havde fortalt mig, at lillebroren virkede lidt mærkelig. Jeg sagde til Phillip, at han bekymrede sig alt for meget for mennesker. ”Lær ham at kende. Du skal ikke bekymre dig for mennesker, du ikke kender”.

Da Mwajuma Mbuji Johansen ankom til huset, var det brødrenes mor, som åbnede døren, fortæller hun og giver sig til at gengive scenen, som var det sket i går:

”Er Phillip her?” spørger jeg.

”Nej, Phillip er ikke her,” siger hun.

”Er Mads her?”

”Nej, Mads er på arbejde.”

– Jeg spørger hende så, hvornår Mads kom hjem. Hun svarer klokken tre om natten, men at Phillip ikke var med. Jeg spørger efter Mads’ telefonnummer. For jeg vil gerne snakke med ham. Hun giver mig telefonnummeret. Men han tager ikke telefonen, så jeg går tilbage og banker på døren.

– Jeg kan huske, at moderen nu virker irriteret. Men hun giver mig adressen til Mads’ arbejde. Jeg siger tak og kører derhen.

– Den største sorg for mig er, at Phillip led så længe, inden han døde, siger Mwajuma Mbuji Johansen. Foto: Jacob Jepsen


Hvor er Phillip?

Mwajuma Mbuji Johansen kørte forkert flere gange, inden hun kom til et hus, hvor en lille pige åbnede døren. Det viste sig, at pigens far var Mads’ mester. Så nu stod Mwajuba Mbuji Johansen med et nyt telefonnummer i hånden, fortæller hun:

– Jeg forklarer pigens far i telefonen, at Mads har hentet min søn om natten, men at de har fundet en ude i skoven, så jeg skal bare vide, hvor Phillip er henne. ”Han kommer ud med det samme,” siger Mads’ mester. Jeg holder udenfor og venter og kan se i bakspejlet, at Mads kommer ud. Jeg åbner døren og så står vi der, og jeg spørger: ”Hvor Phillip er henne?”.

– Mads siger, at Phillip har festet videre. Med nogle andre venner. ”Hvilke venner? Har du telefonnummer på dem?” spørger jeg. Han rører sig selv i nakken på en mærkelig måde.

Mwajuma Mbuji Johansen forklarer Mads, at der er fundet en død mand i skoven.

– ”Er det Phillip?” råber han. Da jeg igen sidder i bilen, kan jeg se, at Mads tager sin telefon op af lommen. Så jeg tænker, at han ved, hvor Phillip er. Men hvorfor fortæller han det ikke? Jeg tænker, at man ikke altid kan følge unge menneskers logik. Måske har de deres egne hemmeligheder.

Troede ikke på mord

Mwajuma Mbuji Johansen ringede derefter selv til sin lillesøster, der rådede hende til at komme hjem hurtigst muligt, hvis politiet skulle komme. Lillesøsteren kom også for at støtte hende.

– Jeg ringer også til min eksmand, men han tager den ikke. Jeg prøver også at ringe til Phillip. Men han svarer fortsat ikke. Senere kan jeg se, at der kommer en bil.

Hun peger mod lænestolen på den anden side af sofabordet mellem os.

– Jeg sidder dér, da min lillesøster åbner døren. Det er politiet, og jeg rejser mig straks op, siger hun og gengiver igen replikkerne fra hendes livs gyser:

”Er det Phillip?”

”Ja,” siger betjenten.

”Er det Phillip?”

”Ja,” gentager han.

”Er det Phillip, I har fundet i skoven?”

”Ja. Sæt dig lige ned,” siger betjenten, men jeg kan ikke sætte mig. Jeg går bare rundt i stuen.

”Hvad er der sket?”

”Vi har fundet ham, og han er død.”

”Fik han et anfald eller hvad?”

”Der er nogen, der har slået ham,” siger de.

– Jeg var helt chokeret. Jeg regnede med, at han skulle fortælle mig, at han havde fået et epilepsianfald og slået hovedet.

Ordene hænger i luften og vil ikke brænde sig fast i Mwajumas bevidsthed.

– Jeg tror ikke på det. Jeg kan ikke tro, at nogen har slået Phillip ihjel!

Den anden politikvinde spørger hende nu, hvor hun har være henne.

– Det forbavser dem, at jeg har været henne og snakke med Mads’ mor og Mads. Men de spørger, om jeg har Mads’ telefonnummer, og det giver jeg dem. Jeg giver dem også adressen. De spørger, hvordan han virkede. Jeg fortæller, han virkede lidt underlig, som om han vidste, hvor Phillip var.

Deres telefon ringer. Det viser sig, at Mads og hans lillebror har meldt sig selv.

– Jeg forstår nu, at det er dem, der har slået Phillip ihjel.

Hvad tænkte du i det øjeblik?

– Jeg tænkte, at det var godt, at jeg ikke vidste det, da jeg talte med Mads. For så havde jeg måske kørt ham ned i vrede. Men hvorfor løj han for mig? Jeg forstår det ikke. Men jeg tænker stadig, at det ikke kan være Phillip. De kan ikke have slået Phillip ihjel. Hvis de havde sagt, at han var død af epilepsi, ville jeg kunne tro det.

Mwajuma Mbuji Johansen flyttede ind i sit eget hus kort tid, før sønnen Phillip blev myrdet. Han var kommet hjem til øen for at hjælpe hende med flytningen og malingen. Foto: Jacob Jepsen


Måtte ikke se sin søn

Mwajuma Mbuji Johansen måtte se sin søn for at fatte det ubegribelige. Men det kunne hun ikke. For Phillip var fløjet til obduktion på rigshospitalet, fortalte politiet hende.

– Jeg spørger, hvornår jeg så kan se ham.

”Måske i morgen”, lød svaret.

– Men jeg fik aldrig lov til at se ham, siger hun med et blik, der pludselig bliver blankt.

Selv efter fem dage var beskeden fra bedemanden den samme. Phillip så ikke så godt ud. Hun kunne derfor ikke se sin søn.

– Men i den kultur, jeg kommer fra, er det vigtigt at se ens nære, når de er døde. Det handler ikke om at se en hel næse eller øjnene. Jeg ville bare se ham, så jeg kunne kramme ham for at sige farvel, siger hun, mens hendes ophobede tårer nu falder frit.

– Men det fik jeg ikke lov til.

Hun griber efter en serviet på bordet mellem os. I drømmene forfølger det hende stadig, fortæller hun. For hun kan stadig ikke finde Phillips ansigt.

– Når jeg drømmer om ham om natten, ser jeg kun kroppen for mig, ansigtet lukker sig for mig, fordi jeg ikke fik lov til at se ham.

De var bange for din reaktion?

– Ja, det kan godt være, siger hun og dupper øjnene.

– Men jeg havde brug for at se ham, for at forstå at han virkelig var død. Hver dag så jeg på telefonen, som om han kunne ringe ethvert øjeblik, fordi jeg ikke havde set det døde ansigt. Det fortalte jeg til politiet inde i Rønne, som så viste mig et foto af ham fra Rigshospitalet. De havde givet ham makeup på og det hele for at få ham til at se bedre ud. Men jeg kunne se, at det var Phillip. Det hjalp mig, fortæller hun.

– Nu vidste jeg, at han er død. Men jeg ville stadig gerne have set ham selv og måske holdt ham i hånden eller benet for at sige farvel.

Taler stadig med Phillip

Den lukkede kiste var det tætteste hun kom sin søn. For bedemanden afslog stadig at åbne kisten.

– Men jeg kunne jo stadig ikke vide, om det var Phillip som lå derinde eller en anden person, for jeg havde ikke set det selv. Og det er stadig en sorg for mig, at jeg ikke måtte se ham. Billedet, som politiet viste mig, hjalp mig lidt. Men jeg ville gerne have rørt ved ham.

Begravelsen blev holdt i Ny Kirke, som var pakket med tilrejsende fra nær og fjern.

– Der var endda kommet nogle af hans kollegaer helt fra Italien. Mange mennesker måtte stå udenfor, fordi der ikke kunne være flere i kirken.

I dag kommer Mwajuma Mbuji Johansen tit forbi sin søns gravsted for at snakke med ham. Og i entréen i hendes hus har hun også lavet et lille mindested for Phillip.

– Der snakker jeg med ham hver morgen og aften, og det hjælper rigtig meget. Han er død, men her kan jeg tale til ham.

Når du taler med din søn, hvad siger du så?

– Hvis jeg har haft en dårlig dag på arbejdet, så fortæller jeg ham det. Og så husker jeg hans gode humør. Han var en glad dreng. Sommetider gemte han sig og sagde: ”Bøh”, så jeg blev helt forskrækket og måtte sige, at han skulle huske, at jeg ikke var 25 år længere. Og så sagde han ”rolig, lillemor”. Han havde humor hele tiden, siger hun og griner varmt, men flygtigt.

Mwajuma Mbuji Johansen har indrettet et lille mindested for Phillip i sin entré. – Der snakker jeg med ham hver morgen og aften, og det hjælper rigtig meget. Han er død, men her kan jeg tale til ham, forklarer hun. Foto: Jacob Jepsen


Kunne ikke få vejret

For tristheden i hendes ansigt vender hurtigt tilbage, når hun fortæller om forløbet efter sin søns død med den massive medieomtale og det svære retsforløb.

– Det påvirkede mig meget. Jeg tog på arbejde efter begravelsen, men da de dækkede Phillips død i fjernsynet, måtte jeg tage hjem og blive sygemeldt. Jeg fik beroligende medicin, som jeg stadig tager tre gange om dagen. Jeg har også prøvet at falde om og ligge på gulvet uden at vide, hvor længe. Og jeg har tabt mig mange kilo, fordi jeg har kastet så meget op, hver gang jeg har tænkt på retssagen. Jeg får hosteanfald, og pludselig kan jeg ikke få luft. Mit hjerte slår voldsomt, og pludselig falder jeg, så nu får jeg også medicin for hjertet og mod stress, siger hun og ser ned.

– Sommetider bliver jeg også helt syg af dagen i retssalen, hvor Mads og hans bror snakkede om, hvad de gjorde ved min dreng, siger hun og bryder ud i gråd.

– Han blev bundet tre gange, men de blev bare ved med at slå, brænde og mishandle ham. De sad og kaldte ham deres ven i retten, men det er løgn, for sådan kan man ikke gøre mod en ven? De blev ved at brænde og slå og sparke ham. Og de kalder ham ven? Hvorfor Phillip? Hvorfor har de gjort det ved ham? Hvis de bare havde skudt ham, var det slemt nok. Så var han død. Men man kunne se, at de nød at slå ham ihjel.

– For mig er de ikke mennesker, og sådan har jeg aldrig haft det med nogen før. Jeg fornemmede slet ikke, at lillebroren var ked af det. Han sad, som om han var stolt af det, han havde gjort. Det kunne man se på hans kropssprog i retten. Men Mads kiggede mig ikke i øjnene. Når jeg så på ham, kiggede han ned.

Tror du, at det var et uheld, at Phillip døde?

– Nej. De nød det. De lavede sjov med det. Den slags mennesker skal ikke kunne gå frit rundt, for så gør de det bare igen. Men jeg får ikke min søn igen.

Nogle har tolket drabet racistisk og sat det i forbindelse med Black Lives Matter. Tænker du også sådan?

Hun nikker stille.

– Den måde, de slog ham ihjel på, var ikke normal. De satte et knæ på Phillips hals, ligesom Georg Floyd døde med et knæ på halsen, mens han sagde ’I can’t breathe’.

I retten var det hende, der ikke kunne få vejret.

– De bandt, brændte ham og slog ham som et dyr. Det ligner også, at de havde planlagt det. Hvorfor skulle de ellers tage ham med ud i skoven? De har deres egne forklaringer, men i dag spørger jeg mig selv, hvorfor jeg ikke tog det alvorligt, da Phillip fortalte om Mads’ lillebror. Måske skulle jeg have spurgt mere ind til det, men dengang tænkte jeg, at alle mennesker er ok. Jeg troede, alle mennesker er søde, når man lærer dem at kende. Måske vil jeg mødes med Mads om et år eller to og høre, hvad de virkelig tænkte. Måske var de misundelige på ham, fordi Phillip snart var færdig med sin høje uddannelse og ville komme til at tjene flere penge end dem. Jeg ved det ikke.

Ved begravelsen skrev Phillips venner og familie hilsner i en mindebog, som Mwajuma Mbuji Johansen tit tager frem. Foto: Jacob Jepsen


Går i kirke

Gerningsmændene og deres mor påstår, at Phillip forgreb sig mod hende, men det har Mwajuma Mbuji Johansen svært ved at forestille sig.

– Det er ikke den Phillip, jeg kender. Han kunne lide at feste, men han havde respekt for kvinder. Engang fortalte han mig, at en af mine gamle veninder i byen havde købt en øl til ham, og så havde han også købt en øl til hende. Det grinede jeg bare af dengang. Men sommetider tænkte jeg, at han måske var bøsse. Han var også altid så velklædt, han lignede en prins. Men han virkede ikke interesseret i at få en kæreste. Han forklarede, at han bare ville vente til han var færdig med sin uddannelse, ellers var han bange for, at han straks ville blive far og ikke havde overskud til både babyen og studierne, siger hun.

– Men nu nåede han jo ingen af delene.

Er der noget, der trøster dig?

– Jeg kan ikke finde nogen svar på, hvorfor min søn skulle lide sådan. Hvorfor opdagede ingen noget, før det var for sent? Eller hvorfor kunne han ikke forsvare sig selv?

– Men nogle gange går jeg i kirke, og det hjælper lidt. Jeg er egentlig muslim, men mine forældre, der begge var muslimer, sagde, at der kun er én Gud, og han kan godt høre dig, så nu går jeg i kirke for at snakke lidt med Gud. Måske giver han mig svar en dag. Den største sorg for mig er, at Phillip led så længe, inden han døde. Det forstår jeg ikke, at han skulle, men jeg føler mig på en måde lidt trøstet, når jeg har været i kirke. For jeg tror på, at Gud hører mig, siger hun og sidder lidt i stilheden.

– Og jeg tror på, at han nu er hos Gud og er sammen med sin mormor og farmor, der begge er døde. Så må de passe på hinanden.

Bliver på Bornholm

Mwajuma Mbuji Johansen er nu begyndt på et nyt arbejde på et plejehjem. Og det er hun glad for.

– En periode havde jeg bare lyst til at rejse væk fra øen. Min far i Tanzania rådede mig også til at komme hjem, fordi han var bange for, at de også ville komme efter mig. Jeg overvejede, hvordan jeg kunne genbegrave Philip et andet sted. For jeg ville ikke kunne rejse fra ham, siger Mwajuma, der nu har fået flere grunde til at blive.

– Nu har jeg fundet en ny sød kæreste, der støtter mig meget, og jeg har jo også mine døtre og børnebørn her. Jeg løber ture og går også i kirke, ligesom jeg har haft en dygtig psykolog. Og der er mange venner, der har hjulpet mig. De lavede faktisk en indsamling til mig, så jeg havde råd til at gå til psykolog. Det hjælper også at kunne hjælpe andre på jobbet og være ude sammen med andre mennesker. Og beboerne har også omsorg for mig, selvom det er mig, der skal passe dem. Det viser mig også, at mennesker stadig kan være gode, siger hun varmt.

– Jeg savner stadig Phillip. Juletiden var svær. Nu var det anden jul uden Phillip. Og han elskede jul. Han elskede at pynte op, lave småkager og den slags, så jeg kunne ikke pynte op. For det mindede mig for meget om ham. Mine børnebørn spurgte, hvor nisserne var, fortæller hun og smiler forsigtigt.

– ”Nisserne er på loftet”, sagde jeg. Men til næste jul kommer de måske ned.

Blå bog

Mwajuma Mbuji Johansen. Født 1970 i Tanzania. Kom til Danmark efter hun mødte sin danske eksmand. Uddannet social- og sundhedshjælper. Udover Phillip er hun mor til to døtre og har tre børnebørn