Hasle IF tyvstartede årets fyrværkerisalg

Hasle IF tyvstartede årets fyrværkerisalg
André Kahlenberg og Hasle Idrætsforening har åbent for fyrværkerisalget i dag den 23. december og åbner igen den 27. december. Foto: Jens-Erik Larsen
| 23. DEC 2020 • 19:22
Af:
holger-larsen

23. DEC 2020 • 19:22
Hasle Idrætsforening har allerede i nogle dage haft gang i det fyrværkerisalg, som egentlig først skulle være startet i mellemjulen.

– Da vores statsminister gik ud og lukkede butikkerne, så det fra den 25. december kun er dagligvarebutikker og apoteker, der kan holde åbent, tog vi en hurtig beslutning for bare at få solgt noget af vores fyrværkeri. Vi ville ikke risikere at brænde inde med en hel container. Vi gjorde klar i lørdags, og søndag åbnede vi, siger André Kahlenberg fra Hasle IF’s fodboldafdeling.

Siden kom så meldingen om, at fyrværkerisalget får lov at fortsætte mellem jul og nytår. Hasle IF kan derfor fortsætte med at holde åbent som planlagt – fra den 27. december til og med nytårsaftensdag den 31. december.

Det er frivillige fra idrætsforeningen, der står for salget. Det sker i samarbejde med virksomheden Krudtbyen.dk, og overskuddet deles mellem Hasle IF og Krudtbyen.