Har du besøgt Tovbanen? Så skal du måske testes

Har du besøgt Tovbanen? Så skal du måske testes
Tovbanen ved Opalsøen. Arkivfoto: Berit Hvassum
CORONA | NORDBORNHOLM | 13. JUL 2021 • 11:28
CORONA | NORDBORNHOLM
13. JUL 2021 • 11:28

Gæster, der har besøgt Tovbanen ved Opalsøen i tidsrummet klokken 13.30-17 lørdag den 11. juli, bør tage en pcr-test omgående, da en medarbejder er testet positiv for covid-19.

Det oplyser Tovbanens direktør, Laust Højmark, i en pressemeddelelse, som fortsætter:

Ifølge vejledning fra Styrelsen for Patientsikkerhed er der tale om 2. kontakt med en coronasmittet for de gæster, som besøgte banen, hvorfor én pcr-test er tilstrækkelig. Karantæne er ikke nødvendig.

Smittekilden er sporet til et længere besøg i København, som medarbejderen netop var hjemvendt fra, og det var vedkommendes første vagt. Mistanken til infektionen blev bekræftet ved en pcr-test mandag aften. Andre medarbejdere, der har været i nærkontakt med den pågældende, er gået i karantæne, og alle medarbejdere er sendt til coronatest.

Tovbanens åbningstider er uberørte af episoden, og man vil fortsat kunne prøve Danmarks længste tovbane klokken 10-17 hver dag til og med den 14. august, oplyser Laust Højmark.