Sommeren har gjort sit indtog på Bornholm, og øen står efter alt at dømme på tærsklen til endnu en sæson med masser af gæster fra især det øvrige Danmark. Gudhjem er en af de byer, turisterne sætter deres deres tydelige præg på, og ikke mindst Brøddegade er lidt af en labyrint for både gående og kørende trafikanter.
I år har labyrinten fået et nyt udseende, da den øverste del af Brøddegade er blevet en såkaldt 2 minus 1-vej for at afhjælpe lidt af det trafikkaos, der præger byen i højsæsonen. For at sikre en så smidig sommer som muligt har regionskommunen sendt en vejledning til forretningsdrivende i Gudhjem, så de ved, hvad de må og ikke må på den nyindrettede vej.
Plads til en kørestol
I vejledningen skriver Center for Natur, Miljø og Fritid, at hele Brøddegade er offentligt vejareal. Det vil som udgangspunkt sige helt hen til husmurene på begge sider ned gennem gaden. Samtidig er Brøddegade en butiksgade med forretninger, cafeer og restauranter, og mange forretninger har varer, tøjstativer og skilte stående foran deres forretning. Det vil sige, at de er placeret på det offentlige vejareal, og på 2 minus 1-vejen betyder det, at stativer og andre genstande står i gangarealet på begge sider af kørebanen.